Verden er den samme efter den 11. september 2001. Men for mange blev resultatet af terrorbombningerne mod USA en brutal erkendelse af, at kloden definitivt er blevet til et skæbnefællesskab, uanset om vi kan lide det eller ej. Det som sker i Afghanistan, Afrika eller andre fjerne kontinenter kommer også dig og mig ved.

Danmark har da også altid haft et stort internationalt engagement, og har de senere år sendt omkring 1% af vores velstand til verdens fattige. Det kan vi være stolte af, ja vi kan endda kalde os "verdensmestre", fordi vi ligger nummer 1 på donorlisten. Det har blandt andet betydet, at Danmark har kunnet spille en særlig rolle som dem, der har givet andre velstående lande dårlig samvittighed over deres indsats for verdens fattige. Og på den måde har vi været med til at gøre en stor forskel.

Men det er ingen selvfølge. Normalt bruger vi mange penge på at blive verdensmestre, når det gælder olympiske discipliner, hvor der er prestige på spil. Nu er der menneskeliv på spil, men et flertal i Folketinget vil sandsynligvis om nogle uger vedtage en finanslov, hvor udviklingsbistanden til verdens fattigste skal beskæres, selvom vi aldrig har været rigere. Det kan vi ikke være bekendt.

Selvom det kan være vanskeligt at forholde sig til de ofte meget brutale billeder fra de fattige lande, der beretter endeløst om elendighed og håbløshed, er vi nødt til det. Kloden er et skæbnefællesskab. Og vi har råd til det, selvom vi også tumler med hjemlige problemer. For eksempel har verdens 200 rigeste personer på få år fordoblet deres formue til over 1.000 milliarder dollars. Det beløb er højere end den samlede indkomst for de fattigste lande og deres næsten 1 milliard indbyggere.

Der er ingen tvivl om, at det at give udviklingsbistand er forbundet med mange problemer, men det er et faktum, at Danmark tilhører den absolutte verdenselite, når det handler om at løse denne udfordring. Det har vi bl.a. OECDs ord for. Det betyder ikke, at vi ikke fortsat skal bestræbe os på at forbedre udviklingsbistanden, men kendsgerningen er endnu et godt argument for, at Danmark skal fastholde dansk udviklingsbistand på det nuværende og forbilledlige niveau.

Det er meget klogt blevet sagt, at "hvis man synes uddannelse er dyrt, så skulle man prøve uvidenhed". Børn og unge er blandt dem, der berøres mest direkte af u-landenes problemer. Alt for mange vokser op uden mulighed for skolegang, ingen adgang til sundhedsvæsen og med stor sandsynlighed for aldrig at få arbejde – den eneste bagage er ofte en række bristede illusioner. Det er derfor afgørende, at den hidtidige målsætning om at nå de fattigste – børnene og kvinderne – fastholdes. Det kommer til at koste dyrt på sigt, hvis Danmark sammen med de andre rige lande nedtrapper indsatsen for at sikre en mere retfærdig global udvikling.

Derfor er det ikke blot trist, hvis et flertal i Folketinget fortsætter med blot at se udviklingsbistanden som en konto, hvorfra der kan hentes penge, når enderne i statens budget ikke vil hænge sammen! Det er også dumt. En amerikansk præsident har engang sagt, at "vi må leve sammen som brødre – eller gå til grunde som tåber". Det er vilkårene i den globale landsby.

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

MetroXpress, 6. januar 2002