Simon Emil Ammitzbøll og Rasmus Hylleberg, hhv. formand for Radikal Ungdom og Dansk Ungdoms Fællesråd

Ekstra Bladet, Frontalt, 15. september 2001

Fest og farver er der denne weekend, hvor både Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det radikale Venstre holder landsmøde. Langvejs fra tropper gode partisoldater op og holder taler og klapper af både sig selv og hinanden. Væk er uden tvivl de kritiske røster og skarpe debatter, der kan opfattes som uenighed eller usikkerhed om partiets politiske linje. Og væk er i hvert fald enhver illusion om, at landsmøder er der, hvor partiernes politik tilrettelægges, og hvor folketingsgrupperne bliver instrueret om den politiske linie.

Det skyldes måske nok, at det er valgår, men det er kun en del af grunden. Langt tungere vejer det, at ingen reelt véd, hvilken rolle de politiske partier spiller i dag. Vilkårene for at være parti og politiker er under radikal forandring. Men ingen tør sige, at "kejseren jo ikke har noget tøj på" bortset fra nogle små bjæf fra blandt andet Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor Henrik Qvortrup og fra forfatterne til debatbogen "Borgerlige ord efter revolutionen".

Bjæffene gik på at de almindelige partisoldater i bedste fald er blevet overflødige i den politiske proces, i politikudviklingen og som inspirationskilde til partiernes repræsentanter på Tinge. Partiudvalgene er alt for langsomtarbejdende og bureaukratiske og mangler ofte den viden og indsigt som der er behov for, fordi mange politikområder i stigende grad kompliceres.

I "Borgerlige ord efter revolutionen" beskrives de entusiastiske kredsformænd og andre gode partisoldater som det ansigtsløse lag af aktivister, som aldrig kommer med nye ideer, men uden hvem intet kan gennemføres. Med andre ord er partisoldaterne ikke blot overflødige, men de er i værste fald en tung klods om benet på folketingsgrupperne og deres professionelle spindoktorer og andre rådgivere, der tilrettelægger politik og strategi uden om de gængse folkelige kanaler. Men som samtidig er tvunget til at foregøgle partirødderne, at politikken er partiets.

Et godt eksempel på den demokratiske illusion er det hav af ligegyldige resolutioner som vedtages denne weekend under store klapsalver og selvhøjtidelige taler fra glade delegerede. For de har ingen som helst betydning. De fleste er glemt i morgen. Og hvis der endelig er en med politisk indhold, som kunne tænkes at udfordre de folkevalgtes tilrettelagte poltitik og mediestrategi, ignoreres partiets beslutning totalt. Sådan har det været de senere år med radikale resolutioner om for eksempel integrationslov og lukkelov.

Derudover frakobles partierne mere og mere fra toppolitikerne, der henter rådgivning fra professionelle baggrundsgrupper. Inspirationen hentes ikke længere fra politikernes partikredse eller fra andre gode partikammerater, men fra lukkede fora befolket med journalister, PR-folk, konsulenter, gode venner osv. - partifarven spiller ingen rolle i den sammenhæng. Det er her politikken tilrettelægges.Spørgsmålet er, hvor lang tid man kan holde de sidste tålmodige partisjæle for nar og foregive, at de har indflydelse og at deres holdning gør en forskel?

Hvor længe kan det skjules, at det eneste behov de efterhånden udfylder er lygtepælsklatring, når valgkampen kommer.Og helt hyklerisk bliver det, når man må lægge øre til at selvsamme politikere – der har svært ved at skjule deres ligegyldighed over for partimedlemmerne – på stribe beklager og foregiver ikke at forstå, at tilslutningen til partierne er elendig. Og det er netop problemets kerne. For var det ikke for partiernes krise, var det måske fint at spille gode miner til slet spil.Men det er demokratiet og tilliden til det politiske system, der står på spil. Det er nødvendigt at partierne - både folkevalgte og partisoldater - forholder sig til at parti-organiseringen - ikke partierne - hører en anden tid til.

Medierne og den hastige samfundsudvikling stiller krav til politikeren om hurtige reaktioner på dette og hint, om evnen til at improvisere og til at forny sin politik uden at fremstå som populist, og frem for alt er det afgørende at have en sammenhængende politisk dagsorden, som ikke kan gennemhulles af kritiske medier.Det kan let lyde som om partisoldaterne er problemet. Men det er forkert. Tværtimod.

Politik overlever ikke af folkevalgte alene. Uden partierne ville de færreste af de professionelle politikere have en jordisk chance for at blive valgt. Det er helt afgørende at fastholde partier og aktive medlemmer, som sikrer at de folkevalgte bygger på et folkeligt mandat. Omvendt er det nødvendigt at erkende, at de nuværende strukturer og partikongresser har udspillet deres rolle, og at en toppolitiker har behov for et mere professionelt mod- og medspil end de fleste glade parti-entusiaster kan levere.

Kun hvis vi tør være ærlige omkring partiernes rolle kan det lykkes at genskabe troen på partierne og politikerne. Vi er nødt til at se partiernes organisation efter i sømmene. Som det er nu er landsmøder ikke andet end fest, farver og hykleri – og udover maden og den gode rødvin er at svært at se, hvad det hele skal nytte.