Globaliseringen marginaliserer de fattige, ødelægger og ensretter kulturer og har derudover et uendeligt langt synderegister, lyder klagesangen fra venstrefløjen, mens de dynger brosten ind over verdens ledere og tilfældige fast food-butikker. Internationale organisationer og multinationale selskaber - med McDonalds, Nike, WTO og IMF som nogle af globaliseringens mest forhadte repræsentanter – opfattes nemlig som ansvarlige for de fattiges mange trængsler.

Situationen er trættende, men mest af alt tragisk, fordi venstrefløjen har de rigtige holdninger om solidaritet og global retfærdighed - men alt for få løsninger. Det skal ændres. Det skylder vi de millioner af især børn og unge, der ellers kan se frem til et kort og fattigt liv. Hvis os der ønsker international solidaritet ikke giver neo-liberalisterne et bedre modspil, bliver det deres selvtilstrækkelige holdninger, der også fremover kommer til at styre den globale udvikling.

Globaliseringen er ikke problemet. Tværtimod. Globaliseringen er en fantastisk chance for de fattigste lande til at få skabt en mere positiv politisk, social, økonomisk og kulturel udvikling. Indtil demonstranterne og andre u-lands-interessegrupper indser det, gør de klodens fattige en bjørnetjeneste. Faktum er at globaliseringen giver større velstand og flere muligheder for verdens fattige, men den demografiske udvikling og de politiske forhold i u-landene gør det til en kolossal udfordring at hjælpe de 2-3 milliarder fattigste mennesker til et bedre liv.

Først og fremmest er det nødvendigt, at charter-demonstranterne indser, at de multinationale selskaber (TNC) og internationale organisationer er en del af løsningen. TNCerne er med til at finansiere de europæiske velfærdsstater og kan tilsvarende være med til at skabe grundlaget for nye velfærdsstater på de fattigste kontinenter. Opgaven er at finde løsninger, der giver TNCerne gode rammer for at skabe vækst - og staterne mulighed for at beskatte dem til gavn for borgerne. Ofte virker det på anti-globalisterne, som om det er en forbrydelse at tjene penge, men ingen profit ingen velfærd.

Det lyder måske, som om vi opfatter markedet som de fattiges Mekka. Det gør vi ikke, men efterspørger blot mere frihandel. Hidtil har den neo-liberale retorik om mere marked og mindre regulering været et gigantisk bluffnummer - som venstrefløjen er hoppet med på. Men virkeligheden halter langt efter de ideologiske luftkasteller. Faktum er, at flertallet af de såkaldte neo-liberalister blot er forklædte skabsnationalister og protektionister. Realiteten er at markedet kun er frit, når det passer globaliseringseliten, inklusiv ikke mindst os europæere. Det er en skændsel, at EU's ledere kynisk forsvarer et økonomisk system, der groft diskriminerer u-landenes muligheder for at eksportere deres varer.

Derfor er det pinligt, når de 'gode' er imod frihandel, idet netop en reel fri handel er en fundamental del af løsningen. Hvorfor ikke grave brostenene ned, tage toplederne på ordet og kræve deres liberale dogmer omsat til virkelighed? Et andet træk ved den globale økonomi er, at den primært bringer velstand til lande, der har stabile politiske systemer. Hvem vil for eksempel investere deres pensionsopsparing på et konflikthærget afrikansk kontinent?

Afrikas mest fundamentale problem er således ikke IMF eller WTO, men at kontinentet regeres af selvtilstrækkelige ledere, der misrøgter og undertrykker deres egne befolkninger. Men ingen af de tapre brostenskrigere kaster brosten mod disse ledere, når de ankommer til FN-topmøder. Det passer vel ikke med ideologien om de stakkels afrikanere, der undertrykkes af de onde multinationale kapitalister.

Virkeligheden er ikke desto mindre, at det er særdeles vanskeligt at gøre noget effektivt for at bekæmpe fattigdommen, så længe u-landenes inkompetente ledere sidder på magten og bruger de økonomiske ressourcer på at føre krig og på et exorbitant forbrug til sig selv, mens budgetterne til uddannelse og sundhed er nærmest ikke-eksisterende. Med nogle få undtagelser har ingen af udviklingslandene opfyldt målet fra Det Sociale Topmøde i København om at bruge mindst 20% af deres BNP på den sociale sektor. Derfor ville Afrikas virkelighed ikke se anderledes ud, globalisering eller ej.

Hvis man vil afrikanerne det godt, er det snarere på tide at retsforfølge lederne og sætte kontinentet under FN-administration. Men et sådant skridt vil vel straks blive udlagt som et neo-imperialistisk korstog? Men er der nogle alternativer, og er det dybest set ikke den model Vesten har valgt for Kosova? I hvert fald er det ikke rimeligt blot at fortsætte med at kaste brosten og påstå, at 'her går det godt - send flere penge'. Det er også en myte, at globaliseringen tvinger u-landenes regeringer til at skære ned på velfærdsudgifterne. Brasiliens præsident Cardoso sagde på et tidspunkt, at Brasilien ikke er underudviklet, men blot uretfærdigt udviklet. Det gælder alt for mange lande.

At liberale fremturer med, at globaliseringen kræver betydelige velfærds-besparelser er dog ikke overraskende. Det har altid været liberalisternes dagsorden, men der er tale om ønsketænkning og ikke politiske realiteter. Tværtimod vil globaliseringen give flere muligheder for at udbygge både eksisterende og nye velfærdsstater, hvis blot de enkelte lande beslutter sig for det. Alt tyder endda på, at det kan betale sig for en stat at bruge penge på sine borgere, fordi det fremmer konkurrenceevnen; dvs. at en veludbygget velfærdsstat er en rigtig god investering!

Når det gælder de internationale organisationer, kritiserer anti-globalisterne også, at verdens fattige lande ikke har indflydelse på de beslutninger som træffes. Principielt er synspunktet sympatisk, men hvordan forestiller man sig at korrupte regeringsledere, der ikke engang kan forvalte et statsbudget på nogle få millioner dollars forsvarligt, skal kunne administrere milliarder af internationale dollars? Problemet er at det internationale system er baseret på en myte om de enkelte staters suverænitet. Men oftest er staten blot en tom skal, der legitimerer korrupte eliters udbytning af tilfældige befolkninger.

Derfor er det tvivlsomt, om tilstedeværelsen af et par korrupte præsidenter vil sikre en bedre repræsentation af verdens fattige. Spørgsmålet burde vel også stilles, når det gælder FN? Globale politiske institutioner kan derfor ikke være 100% retfærdige, som verden ser ud nu, men de er til gengæld helt nødvendige, såfremt globaliseringspotentialet skal høstes og fordeles mere ligeligt. Og vigtigst: De skal styrkes både økonomisk og politisk, men her stritter venstrefløjen paradoksalt nok imod.

Det er i den forbindelse uforståeligt, at spørgsmålet om suverænitet diskuteres, så man skulle tro, at nationalstaten var et af Bibelens 10 bud. Men nationalstaterne er blot et udslag af tilfældige historiske begivenheder, og kan derfor også ændres, når den politiske virkelighed - som det er tilfældet nu - kalder på nye løsninger. Den danske regering kunne derfor passende tage et initiativ til at arbejde for en slags Tobin-skat til at finansiere det internationale samarbejde. Tobin-skatten kan med stor sandsynlighed gennemføres, hvis blot de store økonomiske blokke går sammen om at finde en ordning. Således er det altså ikke et must at alle lande støtter ideen. Politisk vilje gør forskellen.

Derfor skal man heller ikke lade sig skræmme af de mange liberale wanna be ideologer, der triumferende indvender, at skatter betyder mindre vækst og er konkurrenceforvridende. Det er rigtigt. Det gælder alle skatter. Men pudsigt nok bruger ingen det argument, når det gælder finansieringen af velfærdsstaten. Det relevante spørgsmål er nemlig ikke, om der sker en forvridning, men om en skat vil medføre flere positive effekter end negative. Og det er selvfølgelig et spørgsmål om ens holdning til verdens fordeling af de økonomiske ressourcer. Vi er ikke i tvivl: Det er på tide at få en Tobin-skat. Desuden er det sjældent at kritikerne forholder sig til, at omkring 80% af alle transaktioner er på rundtur inden for 7 dage; dvs. at det udelukkende er kapital på jagt efter hurtig profit, uden at være til gavn for andre end spekulanten.

Når det gælder den kulturelle globalisering, er - McDonaldiseringen - blevet et ubetinget skældsord, og McDonalds anses tilsyneladende for at være et ondskabens imperium forklædt som burger. Men det forekommer temmelig hyklerisk, når man ser den succes McDonalds har alle steder, hvor Big Mac'en rykker frem. Og det synes vel nærmest tragi-komisk, at europæiske unge føler sig kaldet til at forsvare de fattige mod mad! Kulturer er altid blevet formet og fornyet - det har McDonalds ikke lavet om på. Det er snarere internettet, der vil skabe brudstykker af en fælles global kultur. Men hvis vi tror, at internettet eller en svaghed for en Big Mac gør os alle til kulturelle kloner, undervurderer vi groft andre kulturer.

Globaliseringen er kommet for at blive. Heldigvis. Nu er det på tide at få skabt sammenhæng mellem de rigtige holdninger på den ene side og de rigtige løsninger på den anden. For globaliseringen giver os masser af muligheder, men desværre ingen garanti for at vi griber dem. Foreløbig har alt for mange blot grebet til brostenene, uden at levere noget, der minder om løsninger til gavn for klodens fattige.

Martin Rossen og Rasmus Hylleberg, hhv. medlem af Socialdemokratiet og Det radikale Venstre

Information (kronik), 11. oktober 2001