Regeringen har indbudt forenings-Danmark til en debat om forholdet mellem den offentlige sektor og det frivillige Danmark. Og det er en tiltrængt debat.

Foreningsledere over det ganske land må lægge øre til, at dele af det politisk-administrative system opfatter foreningslivet som statsfinansieret hygge for de priviligerede og ressourcestærke, og kritikken lyder ofte, at foreningerne ikke tager socialt ansvar og ikke gør nok for integrationen af nydanskere osv.

Omvendt lægger politikere og forvaltning øre til en masse brok over, at de laver en alt for firkantet og bureaukratisk lovgivning, der tvinger frivillige ledere til at bruge tid på møder og papirarbejde og gør det surt at påtage sig et ansvar for fællesskabet. Foreningernes melding er, at ”her går det godt – send flere penge”, og lad os så passe os selv. Ingen direktiver til os om, hvordan skatteborgernes penge skal forvaltes! Og sjældent en tak for de gode vilkår foreningerne har her til lands.

Sådan har samtalen mellem den frivillige og den offentlige sektor udfoldet sig de senere år uden, at man er nået hinanden nærmere. Og det er ikke så konstruktivt. Men måske det lysner forude. Regeringen har for nylig sammen med repræsentanter for det frivillige Danmark lanceret et forslag til et frivilligheds-charter (kan findes på www.duf.dk). Ideen er at charteret skal være et politisk forpligtende dokument, som sætter rammer for det fremtidige samspil mellem det offentlige og den frivillige sektor.

Imidlertid er der temmelig lang vej før vi véd, om charteret kan samle opbakning og om det kommer til at gøre en forskel. Det kræver en åbenhed og ærlighed, der går ud over floskerne om værdien af det folkelige forenings-Danmark som altid trækkes frem ved festlige lejligheder; foreningerne fremhæves som bærere af værdier, vi normalt forbinder med indbegrebet af dansk kultur: demokrati, fællesskab, tolerance, ligeværdighed, solidaritet osv. Det virker dog indimellem, som om det politiske system synes, der er langt mellem virkeligheden og standard-flosklerne.

Med de nye offentlige benchmarking-metoder, et udbredt evalueringshysteri og en generel tendens til at se kritisk på brugen af de offentlige finanser er der nemlig også fokus på ”frivillig-Danmark” – eller ”tilskuds-Danmark” afhængigt af temperament. Mange pligtopfyldende og sparsommelige bureaukrater benytter lejligheden til at servere spareforslag på frivillig-kontoen. Det er ikke urimeligt med jævne mellemrum at vurdere, hvad staten skal støtte og med hvor meget, men når det gælder frivilligsektoren, efterlyser vi en større sammenhæng mellem hvad der siges og hvad der gøres.

Sat på spidsen er spørgsmålet om de frivillige modtager overbetaling for almindelige fritidssysler eller om de politiske ”flosker” faktisk er en del af virkeligheden, altså at tusindvis af danskere hver dag er med til at sikre demokratiet og velfærden.

Tænketanken Mandag Morgen udgav for nogle måneder siden en rapport som sætter debatten lidt i perspektiv, da den med lidt hovedregning kunne konstatere, at foreningernes arbejde andrager en værdi af omkring 27 milliarder kroner om året. Et beløb der er langst større end den offentlige støtte – og så er der kun regnet med det målbare, dvs. timeløn gange frivilligtimer, hvilket nok er det mindst interessante. Den væsentligste pointe var nemlig, at foreningerne spiller en afgørende rolle for samfundets samlede velfærd, når det gælder menneskelige relationer, tryghed, venner og almindelig trivsel. Og at den velfærd ikke kan købes for penge.

Tænketanken konkluderede også – ikke særligt overraskende – at samspillet mellem den frivillige og den offentlige sektor slet ikke fungerer godt nok. Forståelsen for det grundlag, som den frivillige sektor er organiseret på, mangler alt for mange steder. Ser man på det principielle politiske argument for at støtte forenings-Danmark er det, at foreningerne opfattes som en ”demokratisk legeplads”, som er med til at gøre medlemmerne til demokratiske og samfundsengagerede borgere.

Derfor har man fra politisk hold oplevet en frivillig sektor som reagerer voldsomt, når der rejses krav om, at foreningerne for eksempel skal tage socialt ansvar. Det skyldes selvfølgelig ikke, at vi ikke ønsker at tage socialt ansvar, men det er fordi, at vi opfatter alt det vi gør som forebyggende socialt arbejde: de brede, folkelige foreninger udgør – som også Mandag Morgen konkluderede – en af velfærds-Danmarks vigtigste byggestene.

Heldigvis udelukker det ikke, at det også er både sjovt og udbytterigt for den enkelte. Godt foreningsarbejde kombinerer gode oplevelser for den enkelte med ”opdragelse” til at tage et større ansvar for fællesskabet. En anden vigtig ting at slå fast er, at staten aldrig kan sikre, at vi har et bredt og aktivt foreningsliv, men man kan som politiker gøre noget for, at det ikke skal være unødigt besværligt at være engageret frivillig. Lovgivningen bliver mere og mere kompliceret og mange frivillige er ved at drukne i cirkulærer og bekendtgørelser, der detailregulerer frivilligsektoren. Mange gange er lovgivningen ikke specielt rettet mod frivilligsektoren, men konsekvenserne kan være nok så irriterende og uoverskuelige alligevel for de frivillige ledere.

Derfor har DUF sammen med andre organisationer foreslået regeringen, at alle lovforslag fremover skal fremlægges for Folketinget sammen med en oversigt over, hvilke konsekvenser lovgivningen får for frivillig-Danmark. Det sker på andre områder som for eksempel miljø, erhvervsliv og ligestilling, så det burde være naturligt også at lave vurderingen, når det gælder vilkårene for den indsats som tusindvis af frivillige udfører hver eneste dag. Endelig er det vigtigt at slå fast, at foreningerne ikke er det offentliges forlængede arm.

Det er positivt, at det offentlige har tillid til, at de frivillige foreninger kan løfte en række opgaver, hvor den offentlige sektor møder sine begrænsninger. Og det gør vi gerne og endda med stolthed. Men når foreningerne opfattes som ”gap-fillers” – dvs. vores eksistensberettigelse pludselig er, at vi skal lave det som det offentlige ikke selv kan – så er både historien og principperne vendt på hovedet. Netop den fejlopfattelse synes at lægge til grund for en del af de misforståelser som præger dialogen mellem foreningerne og det offentlige.

Det meste foreningsarbejde er bygget på en ide om at gøre en forskel, der på en eller anden led kommer samfundet til gavn, hvad enten der er tale om kirkelige, politiske, spejder eller kulturelle foreninger. Men vi er ikke sat i verden for at udføre velfærdsopgaver for det offentlige og kan derfor ikke måles med de sædvanlige ”bench-marking” instrumenter. Hvordan måler man for eksempel om demokratiet er effektivt? Eller hvor mange lederkurser man kan undvære, når man har taget et frivilligt lederansvar?

Derfor er det så afgørende, at der er en fælles forståelse af, hvilke værdier den frivillige sektor er bygget på. Der er ikke noget at sige til, at misforståelserne (og spareiveren!) opstår, når man fra politisk hold tror man ”betaler” for noget man ikke får, men som foreningerne heller aldrig har sagt at de ville levere. Medlemsdemokratiet og foreningens formål er og skal altid være det styrende for foreningens aktiviteter. Engagementet for en ide er det bærende, og det hele er ligegyldigt, hvis der en dag kun er ”offentlige frivillige” tilbage. Så har også frivilligsektoren ”sejret ad helvede til” – og det kan ingen være tjent med, hvis det sker!

Derfor er det et problem, hvis det offentlige insisterer på at målrette tilskudskronerne efter, hvad det offentlige ikke selv kan klare. For det første undermineres demokratiet og den demokratiserende effekt forsvinder. Hele ideen med et foreningsdemokrati er, at det er medlemmerne, og ikke folketings- eller kommunalpolitikere eller endda offentlige bureaukrater, der skal bestemme, hvad deres forening skal lave. For det andet kvæler man engagementet og man risikerer at den ”usynlige” velfærd, som foreningerne allerede leverer, sættes over styr.

Charter betyder faktisk ”frihedsbrev”(!). Det er værd at huske. Charteret skal forpligte os – skatteydere, politikere og frivillige – på nogle fælles værdier, som giver det frivillige Danmark gode rammer for at fortsætte den folkeoplysende og demokratiske tradition. Forhåbentlig ender anstrengelserne med, at vi får et charter, der sikrer at det offentlige ikke koloniserer og kvæler frivillighedssektoren, og at vi således kan samarbejde bedre til gavn for alle – uden at vi sejrer ad helvede til.

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Kristeligt Dagblad (kronik), 4. juli 2001