Det er blevet sagt, at en god samvittighed tit skyldes en dårlig hukommelse. Det er vanskeligt ikke at få den tanke, at regeringens nedskæringer på u-landsbistanden skyldes en dårlig hukommelse, eller måske rettere fortrængning.

Som bekendt skærer VK-regeringen nemlig over 1,5 milliard af Danmarks hjælp til verdens fattigste mindre end ½ år efter terrorangrebene på USA, der ellers var en ganske overbevisende påmindelse om en tidligere amerikansk præsidents ord om, at "vi må leve sammen som brødre - eller gå til grunde som tåber".

Ikke desto mindre er der endda ifølge regeringens finanslovsudspil flere nedskæringer på vej de kommende år. Det synes vi ikke blot er ærgerligt - det er også en smule paradoksalt, fordi regeringen med en række af besparelserne undergraver sine egne gode målsætninger.

Regeringen vil have mest miljø for pengene. Alligevel nedlægger den Øststøtten, der i mange tilfælde har givet større miljøforbedringer i Østeuropa, end vi kunne få for de samme penge i Danmark. Og så har vi ikke engang indregnet, at støtten er kommet tilbage til Danmark på grund af en stigende eksport fra danske virksomheder.

Regeringen vil ikke støtte korrupte regimer. Alligevel ruller regeringen grønthøsteren hen over den del af Danmarks bistand, der går gennem NGOerne. Så nu er der cirka 10% mindre i støtte til dem, som arbejder udenom regeringerne i u-landene.

Regeringen vil heller ikke støtte udemokratiske regimer. Dem har demokratifonden - med fine skudsmål - været med til at modvirke. Det er sket ved at give folk fra Østeuropa og u-landene et førstehåndsindtryk af dansk demokrati. Så når regeringen reducerer fonden til en tredjedel, må der være tale om et seriøst selvmål.

Regeringen vil bruge stok og gulerod overfor FN-organisationerne. De dygtige skal belønnes, og de dovne skal have færre penge. Ikke desto mindre er der nedskæringer på vej til næsten alle organisationer - også til de dygtige. Selv FNs børnefond, UNICEF, som regeringen har rost, skal spare.

Regeringen vil styrke hjælpen i nærområder til lande med konflikter og borgerkrig. Og der er da også afsat penge til Afghanistan. Til gengæld er hjælpen til Balkan sat på stand-by, hvor man ellers gennem bl.a. FRESTA (et program for fred og stabilitet) har støttet opbygning af demokrati og menneskerettigheder på Balkan.

Regeringen siger, den vil fremme frihandel, da det er til fordel for både i- og u-lande. Det er et rigtigt synspunkt - og frihandel er helt afgørende for en økonomisk bæredygtig udvikling. Men det er nu engang svært at handle med folk, som ingen penge har. Derfor er solid udviklingsbistand helt nødvendig, indtil frihandel er et reelt alternativ.

Og endelig må regeringen have glemt eller fortrængt, at det fremgår af regeringsgrundlaget, at man ønsker at styrke kampen mod terrorisme. Modtagerlande skal bekæmpe terror, men samtidig får de samlet færre midler at gøre det for. Den logik må svare til at man skærer i budgetterne for PET og FET (de danske efterretningstjenester), fordi de ikke kunne forhindre tragedien den 11. september.

Listen af selvmodsigende besparelser er simpelthen alt for lang. Og regeringen forsvarer sig med to typer af argumenter: Den ene type går på, at det er nødvendigt med et kasseeftersyn, fordi statens udgifter til tvivlsomme udviklingsprojekter er svulmet op. Som vores eksempler viser, har der imidlertid været tale om en noget inkonsekvent øvelse. Det giver mistanke om, at besparelserne på bistanden er blevet jappet igennem.

Den anden type af argumenter handler om, at nedskæringerne på bistanden er nødvendige for at frigive midler til andre behov. Det er selvfølgelig en politisk prioritering, men det virker ikke særlig langsigtet at tage pengene fra verdens fattigste. Desuden opererer finansloven med det største overskud på statens finanser gennem de sidste mange år på næsten 20 milliarder.

Vi har ingen trang til at betale mere end højest nødvendigt af på en gæld, som vores forældres generation har stiftet. Men hvis prisen er store og ulogiske nedskæringer på bistanden - ja, så er vi gerne solidariske med verdens fattige og afdrager gerne et par år ekstra på gælden.

Rasmus Hylleberg og Steen Frederiksen, hhv. formand og oplysningskonsulent for Dansk Ungdoms Fællesråd

Berlingske Tidende, 16. februar 2002