Man skal kaldes meget: gammelkommunist og USA-hader, anti-globalist, protektionist og volds-fortaler. Sådan er Mod-Attacs verdensbillede nemlig af dem, der tillader sig at støtte Attac, og som glæder sig over, at Attac ser ud til at repræsentere en ny, global (hvordan kan Attac overhovedet være anti-globalister, når forudsætningen for bevægelsen netop er globaliseringen?), folkelig forankret bevægelse.

Men foreløbig er Attac vel hverken mere eller mindre end et spændende sammenrend af mange forskellige politiske holdninger, hvor det grundlæggende som forener er ønsket om en mere retfærdig fordeling af verdens goder, og en globalisering, der reguleres af politiske institutioner og ikke multinationale selskaber og ansvarsløse spekulanter.

For mit eget vedkommende indtager jeg selv med stor fornøjelse og ganske ofte Big Mac og Coca Cola, støtter frie markeder og ser med forventningsfulde øjne mod globale horisonter samtidig med at jeg ønsker at støtte Attac. Men sådanne nuancer kan Mod-Attac åbenbart slet ikke rumme, når de forestiller sig, at de er progressive og nogle vældige globalister, blot fordi de holder pressemøde på MacDonalds.

Det absurde ved hele debatten er, at ingen endnu tegner Attac. Ingen har monopol på Attac-holdninger. Der er da sagt ting i Attacs navn som er fuldstændig latterlige, men hvorfor vælger de unge liberale at konkurrere på det parameter? Hvorfor fremme et fortegnet billede af en bevægelse, der endnu er ved at modnes? Hvorfor ikke engagere sig og præge bevægelsen? Måske fordi det er nemmest at være imod - og det er Mod-Attac så sandelig, hvilket ironisk nok er det, de anklager Attac for blot at være. Og hvilket ironisk nok blot sidestiller det liberale Mod-Attac med den mest betonagtige venstrefløj, der ikke tør flytte sig en millimeter, selvom verden hele tiden bevæger sig.

Når det gælder globalisering og frihandel er spørgsmålene slet ikke om Attac er for eller imod. Globalisering er en eksisterende og udfordrende realitet. Og diskussionen om frihandel er misvisende og forsimpler debatten på en helt urimelig måde. Attac har vel snarere udtrykt ønske om at fremme fair handel. På nogle områder vil det betyde en øget liberalisering, altså mere frihandel - f.eks. når det gælder EUs toldmure - og på andre områder vil det være en god ide at fastholde og udbygge en regulering.

Mod-Attac har også forsøgt at dokumentere, at indkomstforskellene ikke er blevet større de seneste 30 år (og underforstået er Attac derfor fuldstændig overflødig). Og hva' så, hvis det er rigtigt? Det afgørende er vel, om man mener, at forskellene er for store. Men det mener man måske ikke i Mod-Attac? Er det helt fint, at 20% af verdens befolkning har mere end 80% af ressourcerne, og at 1,3 milliarder mennesker lever og dør af mindre end én dollar om dagen? Måske det i det mindste gør indtryk, at der ikke findes en MacDonalds mellem Cairo og Cape Town - ingen har råd til at købe Big Mac.

Uanset hvad der gør indtryk, er det dog ikke blot ærgerligt, men også pinligt for de unge liberale Mod-Attac'er, at man ikke har politisk mod til andet end at håne Attac-entusiasterne, der tør drømme om, at vi kan skabe en mere retfærdig verden – og som har ambitioner om, at MacDonalds også engang kommer til Afrika.

Rasmus Hylleberg, medlem Det radikale Venstre

Information, 1. marts 2001