Modtager de mange foreningsaktive danskere offentlig overbetaling for almindelige fritidssysler? Eller er der realiteter bag de politiske ”floskler” om at tusindvis af danskere hver dag er med til at sikre demokratiet og velfærden?

Det er to af de spørgsmål, der gerne skal være klare svar på, når debatten om forholdet mellem den offentlige sektor og det frivillige Danmark for alvor går i gang, efter at regeringen lancerede sit initiativ om et ”charter” for samspillet mellem det frivillige Danmark og det offentlige (charteret kan findes på www.duf.dk).

Tænketanken Mandag Morgen udgav for nogle måneder siden en rapport som sætter debatten lidt i perspektiv, da den med lidt hovedregning kunne konstatere, at foreningernes arbejde andrager en værdi af omkring 27 milliarder kroner om året. Et beløb der er langt større end den offentlige støtte. Men den væsentligste pointe var, at foreningerne spiller en afgørende rolle for samfundets samlede velfærd, når det gælder menneskelige relationer, tryghed, venner og almindelig trivsel. Og at den velfærd ikke kan købes for penge.

Derfor er det helt nødvendigt, at forholdet mellem det offentlige og frivillige fungerer så godt som muligt – til gavn for alle parter. Men det kræver forståelse fra det offentlige for, hvad der driver foreningsledere over hele landet. Og den sag er ikke bare vigtig at debattere på det helt principielle charter-plan – den er mindst lige så vigtig i hver eneste konkrete sag i hver eneste kommune.

Socialminister Henrik Dam Kristensen sagde i forbindelse med lanceringen, at "det er vigtigt, at charteret ikke bare bliver et luftkastel". Så nu er det om at tage ham på ordet og deltage med både gode og dårlige erfaringer. Set fra foreningernes side er der to forhold som det offentlige undervurderer eller ikke forstår, når det gælder de helt fundamentale værdier:

For det første at det er medlemmerne, der træffer beslutning om, hvad deres forening skal lave. Tilskudskroner giver ikke indflydelse! Det offentlige bestemmer heller ikke de politiske partiers politik, selvom de er offentligt finansieret! Desuden forsvinder hele ideen om at foreninger er demokratiske ”legepladser”, der er med til at gøre os til demokratiske og samfundsengagerede borgere, hvis det er offentlige bureaukrater, der begynder at formulere foreningernes politik.

Motiverne fra medlemmerne er selvfølgelig langt fra altid så altruistiske, og vi er alle foreningsaktive, fordi det er sjovt og udbytterigt for den enkelte. Men godt foreningsarbejde kombinerer gode oplevelser for den enkelte med motivation og evner til at tage et større ansvar for fællesskabet.

For det andet er det vigtigt at slå fast, at foreningerne ikke er det offentliges forlængede arm. Det er positivt, at det offentlige har tillid til, at de frivillige foreninger kan løfte en række opgaver, hvor den offentlige sektor møder sine begrænsninger. Og det gør vi gerne og endda med stolthed. Men hvis foreningerne bliver set som nogen,der er til for at udfylde de velfærds-huller, det offentlige ikke selv kan fylde – så er både historien og principperne vendt på hovedet.

Charter betyder faktisk frihedsbrev; engagementet for en ide er det bærende for frivillig-Danmark, og derfor er det hele ligegyldigt, hvis der en dag kun er ”offentlige frivillige” tilbage. Så har også frivilligsektoren ”sejret ad helvede til” – og det kan ingen være tjent med!

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Fyens og Århus Stiftstidende samt en række andre dagblade, juli 2001