Globaliseringen er forhadt af de tapre brostenskrigere, der har hærget adskillige byer de senere år. Men problemet er ikke globaliseringen. Problemet er venstrefløjen, der har valgt at ofre globaliseringens mange muligheder på ideologiens alter. Hvis klodens fattige skal have det bedre, er det nødvendigt at komme videre end den dogmatiske globaliseringskritik, hvor brostenene hidtil har været de tungeste argumenter.

Når det gælder de humanitære og sociale konsekvenser af globaliseringen er påstanden, at den marginaliserer de fattigste, og at de multinationale selskaber og de internationale organisationer – med McDonalds, Nike, IMF og WTO som nogle af de mest forhadte repræsentanter for globaliseringen – er årsag til de fattiges problemer.

Faktum er imidlertid, at globaliseringen giver større velstand og flere muligheder, men den demografiske udvikling og de politiske forhold i u-landene gør det til en kolossal udfordring at sikre de 2-3 milliarder fattigste mennesker et bedre liv. Og det kræver i hvert fald et langt bedre modspil fra venstrefløjen, hvis den neo-liberale selvtilstrækkelighed ikke også fremover skal få lov til at sætte dagsordenen for den globale udvikling.

Først og fremmest er det nødvendigt at charterdemonstranterne indser, at multinationale selskaber (TNC) og internationale organisationer er en del af løsningen. De multinationale selskaber er med til at finansiere de europæiske velfærdsstater – og kan være med til at skabe grundlaget for nye afrikanske velfærdsstater. Udfordringen er at finde politiske løsninger, der giver TNCerne gode rammer for at skabe vækst og profit – og staterne mulighed for at beskatte dem til gavn for borgerne! Ofte virker det på anti-globalisterne som om det er en forbrydelse at tjene penge, men ingen profit – ingen velfærd.

Det lyder måske som om vi opfatter markedet som de fattiges Mekka. Det gør vi ikke, men vi efterspørger mere frihandel og mere marked. Hidtil har den neo-liberale retorik om større marked, mere frihandel, mindre regulering osv. været et gigantisk bluffnummer – som venstrefløjen er hoppet med på – eftersom virkeligheden halter langt efter de ideologiske luftkasteller. Når det kommer til stykket er flertallet af de såkaldte neo-liberalister forklædte skabsnationalister og protektionister.

Realiteten er at markedet kun er frit, når det passer globaliseringseliten. Det er fx en skændsel at EU's toldmure fortsat er meter høje på de områder, hvor u-landene har gode forudsætninger for at eksportere deres varer, hvis de blot kunne få lov til at konkurrere på markedsvilkår. Derfor er sørgeligt, at de ”gode” bekæmper frihandel, fordi netop en reel fri handel er en fundamental del af løsningen! Hvorfor graver demonstranterne og deres socialistiske meningsfæller ikke brostenene ned og tager neo-liberalisterne på ordet ved at kræve deres liberale floskler omsat til virkelighed? Så vil de for alvor kæmpe de fattiges gode sag.

Det er også kendetegnende for den globale økonomi, at den bringer velstand til lande, der har stabile politiske systemer. Afrikas mest fundamentale problem er således ikke IMF eller WTO, men at kontinentet regeres af selvtilstrækkelige ledere, som bruger ressourcer på at føre krig og på et exorbitant forbrug til sig selv, mens budgetterne til uddannelse og sundhed er nærmest ikke-eksisterende. Med nogle få undtagelser har ingen af udviklingslandene opfyldt målet fra det sociale topmøde i København om at bruge mindst 20% af deres BNP på den sociale sektor. Derfor er Afrikas tilstand katastrofal, globalisering eller ej.

Hvis man vil afrikanerne det godt, er det snarere på tide at sætte kontinentet under en slags FN-administration og retsforfølge lederne for års undertrykkelse og misrøgt af deres egne befolkninger, selvom det vel straks vil blive udlagt som et neo-imperialistisk korstog? Men er der bedre forslag, og er det dybest set ikke den model ”vesten” valgte for Kosova? Det er i hvert fald ikke rimeligt blot at fortsætte politikken om at ”her går det godt – send flere penge”.

Globaliseringen er kommet for at blive! Og det er derfor på tide at få skabt en langt mere konstruktiv dialog mellem de rigtige holdninger på den ene side og de rigtige løsninger på den anden. Hvis vi vil gøre en forskel og sikre at globaliseringens gevinster bliver mere ligeligt fordelt, er det nødvendigt at styrke de internationale organisationer med EU, WTO og FN som de væsentligste.

Det skal bl.a. gøres ved at forbedre deres økonomi, styrke deres demokratiske mandat og sikre en større politisk autonomi fra nationalstaterne. Derfor bør man først og fremmest tage initiativ til indførelsen af en slags Tobin-skat til at finansiere det internationale samarbejde.

Kritikerne indvender straks, at en Tobin-skat er konkurrenceforvridende. Og det er rigtigt – det er alle skatter. Men ingen bruger det argument, når det gælder finansieringen af velfærdsstaten. Det relevante spørgsmål er nemlig ikke, om der sker en forvridning, men om en skat vil medføre flere positive effekter end negative. Og det er selvfølgelig et spørgsmål om ens holdning til verdens fordeling af de økonomiske ressourcer. Vi er ikke i tvivl: det er på tide at få en Tobin-skat.

Globaliseringen giver os således masser af muligheder, men desværre ingen garanti for at vi griber dem. Foreløbig har alt for mange blot grebet til brostenene, uden at levere noget, der blot minder om løsninger til gavn for klodens fattige.

Rasmus Hylleberg og Martin Rossen, hhv. medlem af Det radikale Venstre og Socialdemokratiet

Berlingske Tidende, 14. august 2001