Tak til Poul Smidt (jounalist på Deadline) for en glimrende kronik d. 19. juli omkring ”NGO-industrien” og foreningerne. Der er bestemt grund til at være kritisk over for den skov af især internationale NGO’ere, der er sprunget op alle vegne gennem 1990erne, og det er legitimt at stille spørgsmål til, i hvilken udstrækning foreninger og NGO’ere kan være afhængige af statslig finansiering og samtidig hævde, at de faktisk er non governmental.

PS skyder dog efter min opfattelse en smule med spredehagl og sammenblander en uigennemsigtig international NGO-industri med den danske foreningsverden. Internationalt er det rigtigt, at der er tale om en ”industri”, hvor tilstedeværelsen af hundredvis af NGO’ere ofte gør mere skade end gavn, f.eks. når det gælder katastrofeindsatser eller genopbygning af krigshærgede landområder.

CNN-effekten gør det let for kyniske profitmagere at score kassen ved at optræde under dække af at være en humanitær NGO. For de humanitære og seriøst arbejdende NGO’ere – herhjemme f.eks. Dansk Flygtningehjælp og Folkekirkens Nødhjælp – giver den udvikling selvfølgelig anledning til stor frustration, fordi det er med til at undergrave tilliden til hele NGO-verdenen.

Det er også en kendt sag, at korrupte regeringer og stater der modtager u-landsbistand de senere år er begyndt at oprette NGO’ere (eller GRINGO som det hedder; se kronikken for de mange forskellige NGO-varianter), fordi man har fundet ud af, at ”civilsamfundet” er blevet en central del af de rige landes udviklingsstrategier.

Det er selvfølgelig et problem, fordi det gør det vanskeligt at navigere for vestlige NGO’ere, men løsningen er ikke at lukke og slukke for det folkelige nord-syd samarbejde; det vil være én katastrofe. Opvejes plusser og minusser er jeg ikke i tvivl om at plusserne er flest, men det er selvsagt nødvendigt at forholde sig kritisk og være åben omkring dårlige erfaringer.

Og det kan vi også som danske NGO’ere blive bedre til. Når det gælder den danske foreningsverden er der lanceret et såkaldt frivillighedscharter, som skal se på forholdet mellem det offentlige og den frivillige sektor. PS opfordrer til, at man fremover kigger foreningerne bedre efter i kortene og er langt mere kritisk. Gad vide om PS véd, hvor meget vi allerede kigges i kortene, og hvor reguleret hele frivillighedssektoren er? Igen er det vigtigt at have øje for proportionerne.

Spørgsmålet er groft sagt om de mange foreningsaktive danskere modtager offentlig overbetaling for almindelige fritidssysler, eller om der er realiteter bag de politiske ”floskler” om at tusindvis af danskere hver dag er med til at sikre demokratiet og velfærden?

Tænketanken Mandag Morgen udgav for nogle måneder siden en rapport som sætter debatten lidt i perspektiv, da den med lidt hovedregning kunne konstatere, at foreningernes arbejde andrager en værdi af omkring 27 milliarder kroner om året. Et beløb der er langt større end den offentlige støtte. Men den væsentligste pointe var, at foreningerne spiller en afgørende rolle for samfundets samlede velfærd, når det gælder menneskelige relationer, tryghed, venner og almindelig trivsel. Og at den velfærd ikke kan købes for penge.

Set fra foreningernes side er der to forhold som det offentlige – og nok også PS – undervurderer eller ikke forstår, når det gælder de helt fundamentale værdier: For det første at det er medlemmerne, der træffer beslutning om, hvad deres forening skal lave. Tilskudskroner giver ikke indflydelse! Det offentlige bestemmer heller ikke de politiske partiers politik, selvom de er offentligt finansieret! Desuden forsvinder hele ideen om at foreninger er demokratiske ”legepladser”, der er med til at gøre os til demokratiske og samfundsengagerede borgere, hvis det er offentlige bureaukrater, der begynder at formulere foreningernes politik. Motiverne fra medlemmerne er selvfølgelig langt fra altid så altruistiske, og vi er alle foreningsaktive, fordi det er sjovt og udbytterigt for den enkelte. Men godt foreningsarbejde kombinerer gode oplevelser for den enkelte med motivation og evner til at tage et større ansvar for fællesskabet.

For det andet er det vigtigt at slå fast, at foreningerne ikke er det offentliges forlængede arm. Det meste foreningsarbejde er bygget på en ide om at gøre en forskel, der på en eller anden led kommer samfundet til gavn. Men vi er ikke sat i verden for at udføre velfærdsopgaver for det offentlige, selvom det er positivt, at det offentlige har tillid til, at de frivillige foreninger kan løfte en række opgaver, hvor den offentlige sektor møder sine begrænsninger. Og det gør vi gerne og endda med stolthed.

Men hvis foreningerne blot måles på, om de udfylder de velfærds-huller, det offentlige ikke selv kan fylde – så er både historien og principperne vendt på hovedet. Og så har vi som NGO’ere for alvor spillet fallit!

PS skriver endelig med en slet skjult sarkasme, at NGO’ismen er blevet århundredets ideologi, men forhåbentlig har han ret! For det folkelige engagement, som fortsat er den væsentligste drivkraft bag ”NGO-industrien”, er fantastisk og skal ikke undervurderes eller glemmes, selvom industrien er blevet mere broget. Og det ville dog være en endnu større katastrofe, hvis NGO’ismen – alle dens mangler til trods – blev erstattet af EGO’ismen!

Uanset hvordan man ser på NGO’erne og foreningerne, og uanset at der er en række udfordringer at tage fat på, så er de folkelige bevægelser udtryk for en interesse og et engagement for andre menneskers ve og vel – et engagement som er truet af individualisering og almindelig selvtilstrækkelighed.

Og hvis det engagement forsvinder, vil det være langt mere katastrofalt for den globale velfærd, end hvis nogle NGO’ere uretmæssigt skulle få lusket snablen ned i en offentlig kasse. Hurra for NGO’ismen!

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Information, 28. juli 2001