År 2000 er ifølge gammeltestamentelig tradition et jubelår. I gamle dage betød det, at slaver blev frigivet og gammel gæld slettet, således at fattigfolk fik en ny mulighed for at skabe sig et bedre liv. Inspireret af denne tankegang er u-landenes enorme gæld blevet sat på dagsordenen med Jubilee 2000 kampagnen, der kræver, at verdens fattigste befolkninger får en ny chance.

Rekordvækst...

På trods af rekordstore vækstrater på aktiemarkedet og en enorm velstandsstigning globalt set har de fattige det nemlig elendigt. For væksten er ulige fordelt. Af UNDPs Human Development Report 1999 fremgår det, at verdens 200 rigeste personer tilsammen har en formue på over 1.000 milliarder dollars. Dette beløb er højere end den samlede bruttonationalindkomst for de fattigste lande og deres mere end 600 millioner indbyggere.

...kommer ikke fattige til gode

En af de største hindringer for en bæredygtig social og økonomisk udvikling er u-landenes enorme gældsbyrde. Milliarder af kroner kanaliseres årligt fra syd til nord som renter og afdrag på den stadig voksende gæld, og de groteske forhold illustreres af UNDPs 1997-rapport: "Hvis de dybt forgældede lande blev befriet for deres årlige gældsafdrag, ville de have midler til investeringer, der alene i Afrika inden år 2000 kunne redde 21 millioner børns liv og sikre 90 millioner piger og kvinder en elementær skolegang". Men de fik ingen skolegang.

For gælden er ikke blevet slettet. Undskyldningerne er blandt andet, at der ingen garanti er for, at en gældssanering ikke blot finansierer et øget forbrug til korrupte politiske magthavere eller til at oppuste u-landenes militærbudgetter. Desuden hævdes det – også fra dansk side – at det er pædagogisk forkert at eftergive for meget gæld.

Holdningen minder mig om scenen i filmen ”Den enfoldige morder”, hvor den fattige bonde tvinges til at afbetale et gammelt lån, hvorefter godsejeren smider pengene i pejsen med kommentaren: ”Det er inte pengene – det er principperne”. Ingen har vist set den film og ment, at det var et fornemt pædagogisk træk. Men når tallene er mere abstrakte og de fattige langt væk, er det desværre nemmere at være ’pædagogisk’. Derfor har de fattige endnu ikke haft meget at juble over.

Håb for et nyt årtusind

Selvfølgelig er der ingen garanti for, at en gældseftergivelse kommer de fattige til gode. Og sådan som de politiske magthavere i især Afrika fortsat undertrykker og misrøgter deres egne befolkninger, er det fristende at fastholde en meget restriktiv praksis for gældsafviklingen. Men det er et forkert signal og giver ikke u-landene håb om at bryde ud af fattigdom og den onde økonomiske cirkel, der har koblet dem af globaliseringen.

En total eftergivelse af gælden vil derimod være et fantastisk signal til u-landenes befolkninger om, at fremtiden tilhører os alle. En principiel tilkendegivelse af, at det 21. århundrede skal være en ny start for hele kloden. Mere end halvdelen af u-landenes befolkninger er desuden børn og unge, der bliver mere og mere desperate, fordi de har vanskeligt ved at se, hvilke muligheder fremtiden kan tilbyde dem. En afskrivning af gælden vil give fornyet håb og tro på fremtiden – det vil sandsynligvis endda forstærke de spirende demokratiske strømninger, fordi der faktisk bliver noget at kæmpe for.

Hvis gælden slettes, er det samtidig nødvendigt, at der stilles langt større krav til anvendelsen af nye lån, og det skal sikres, at de marginaliserede lande får nogle fair handelsaftaler. Foreløbig betyder al snak om markedsliberalisering udelukkende, at markedet er frit, når det passer os, der er globaliseringens vindere.

Lad os derfor slette gælden og bruge jubelåret til at give verdens fattige en ny chance for at blive del af den globale landsby. Økonomisk set har vi sagtens råd – moralsk har vi ikke råd til at lade være! Foreløbig har det været et alt for trist jubelår.

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Kristeligt Dagblad, 27. oktober 1999