De nye danskere er på dagsordenen. De fylder aviserne og præger den politiske debat. Men de fylder ikke de mange foreninger, selv om Danmark har en lang tradition for brede foreningsfællesskaber. Der er alt for få børn og unge med fra de etniske minoriteter, når der bages snobrød, spilles teater eller diskuteres politik rundt omkring i de mange tusinde foreninger fra Gedser til Skagen.

Det skal der ændres på, for det er også en opgave for det etablerede forenings-Danmark at skabe rum for mødet mellem vikingernes efterkommere og de nye danskere. En undersøgelse viste for nogle år siden, at flere end 80 pct. af danskerne intet personligt kendskab havde til de nye danskere.

Det er overraskende mange og er måske grunden til, at der spores tendenser til, at frygten for det og de fremmede er stigende. Mange er usikre på, hvilken betydning de nye danskere spiller for den danske kultur.

Dansk kultur handler imidlertid ikke om farvepigmenter, men mere om nogle fælles værdier; f.eks. respekten for demokratiet, opbakning om menneskerettighederne og en tradition for, at samfundet indrettes således, at få har for meget og færre for lidt, for blot at nævne nogle få.

Mange nydanskere men ikke alle kommer fra lande med andre værdier, og derfor er samtalen vigtig. Fordomme og myter har let spil, når det gensidige kendskab ikke er større. Samtidig er der problemer, der skal tackles, fordi udgangspunktet for dialogen ofte er meget forskellig.

Derfor er det afgørende med fællesskaber, hvor venskaber kan udfolde sig. Den rolle har foreningslivet altid udfyldt, og derfor er det nødvendigt, at foreninger - store som små - engagerer sig og bidrager til, at Danmark bliver ved med at være et homogent samfund. Ikke forstået som ensrettet og monokulturelt, men som et bredt fællesskab, hvor der er enighed om grundlæggende værdier. Sådan et samfund er dog ingen selvfølge.

Integration kræver en aktiv indsats fra os alle. For tiden er der tendenser til, at etniske minoriteter skaber parallelsamfund til det danske samfund (etniske boligkvarterer, foreninger, handelsområder og så videre). Det er glimrende, når det er et supplement til andre fællesskaber, men det er et problem, hvis det bliver et alternativ.

Demokratiet kan nemlig ikke holde til, at nogle grupper afskæres fra indflydelse (hvad enten det er et frivilligt eller tvungent valg). Med Danmarks ny integrationslov fra januar 1999 kommer nydanskerne til at bo over hele landet, og flere vil møde etniske minoriteter i dagligdagen. Mødet mellem de etniske minoriteter og vikingerne kræver ikke nødvendigvis store forkromede handlingsplaner eller professionelle sagsbehandlere.

Det er ikke politikernes eller kommunens ansvar alene at integrere - det kræver din og min indsats i det daglige. Det handler om at være opmærksom og imødekommende over for nydanskerne dér, hvor man mødes, om aktivt at signalere, at lokale fællesskaber også er for nye borgere, og at der er plads til alle, når snobrøddet bages.

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Jyllands-Posten, 30. maj 2000