Kristeligt Dagblad, 28. februar 2002

Rasmus Hylleberg og Claus Mikkelsen, hhv. formand og minoritetskonsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd

Regeringens ønske om at styrke integrationen er meget velkomment. Det er helt afgørende, at vi efter nogle år med en meget hidsig udlændingedebat sætter fokus på det væsentlige. Debatten har handlet for meget om problemer og for lidt om løsninger.

Politikernes opgave er naturligvis ikke at dække over virkelighedens udfordringer, men heller ikke at fremprovokere et klima af mistænksomhed og frygt. Når det gælder flygtningedebatten skal vi huske, at det faktisk handler om mennesker. Det er blevet sagt, at "demagogernes triumf er kortvarig, men ruinerne evige". Vi kan gøre stor skade, hvis vi fortsætter med at grave kløfter i stedet for at bygge bro over kulturforskelle, religioner og etnicitet.

Regeringen har fremlagt en række fornuftige forslag til at styrke integrationen på arbejdsmarkedet. Men den har samtidig været for hurtig til at droppe andre ting, hvor integrationseffekten er mindre målbar, men ikke desto mindre afgørende, hvis integrationen skal lykkes. Det gælder fx regeringens bebudede afskaffelse af modersmålsundervisningen, der spiller negativt ind på en række af regeringens andre gode målsætninger.

For det første vil det få den utilsigtede effekt, at mange forældre vil tage deres børn ud af folkeskolen og sætte i de muslimske friskoler, hvor en del af dem ikke lige frem bidrager til integrationen. Og det kan sætte integrationen en generation tilbage, fordi det netop er hos børnene, at det danske samfund har mulighed for at præge de etniske minoriteter. Derfor er det vigtigt, at folkeskolen har en rummelighed - og her kan modersmålsundervisningen spille en afgørende rolle.

For det andet handler det om respekten for de etniske minoriteters egen kulturelle baggrund. Det er et faktum at kendskabet til eget sprog og kultur styrker indlæringen af et nyt sprog og en ny kultur. Derfor lykkes integrationen ikke, hvis ikke vi udviser en gensidig respekt.

Al historisk erfaring viser, at hvis en majoritetskultur forsøger at dominere eller undertrykke en minoritetskultur vil det skabe en modreaktion fra minoritetskulturen. Man søger mod sin religiøse og kulturelle baggrund, man undgår almindelig kontakt med majoritetskulturen, man opretter egne skoler og foreninger, og man udvikler en holdning om kulturel overlegenhed. Det er blandt andet det, vi har set med opbakningen til fundamentalistiske bevægelser som Hizb-ut-Tarir.

For det tredje handler modersmålsundervisningen om at styrke flygtninges muligheder for at vende tilbage til deres hjemland. Et mål som regeringen satser meget på. Hvis ikke børnene kan tale deres modersmål, bliver det stort set umuligt for familien at vende hjem. Når regeringen samtidig har varslet, at man fremover skal være i Danmark 7 år før man kan få permanent opholdstilladelse, bliver det ekstra problematisk, hvis børnene ikke lærer deres modersmål!

Endelig er det temmelig paradoksalt, at mange i vores generation ville give højre arm for at tale flere sprog flydende. Sproget bliver globaliseringens vigtigste værktøj! Og vi bruger masser af penge på at lære danskere flere sprog, men når udlændinge så kommer med gode forudsætninger for at blive tosprogede, støtter vi det ikke!?

Og så har vi slet ikke nævnt, at veluddannede tosprogede unge kan blive en stor gevinst for dansk erhvervsliv, idet Mellemøsten og Asien inden for en kortere årrække kan udvikle sig til nogle meget attraktive eksportmarkeder.

Der er ingen der stiller spørgsmålstegn ved, at man skal stille krav til udlændinge, når de kommer til Danmark. Men heller ingen tvivl om at integration bedst foregår med gulerod - ikke med stok. Det er helt afgørende, at vi de kommende år satser på at opbygge et fællesskab på tværs af etnicitet - og passer meget på ruinerne.