Regeringen er uansvarlig, ubehagelig og uanstændig og ødelægger Danmarks gode ry og rygte, så det tilsyneladende nu er blevet helt pinligt at afsløre, at man nedstammer fra vikingerne. Regeringen har begået "massakre på miljøet", "smadret det folkelige Danmark", "bryder internationale konventioner på stribe", og er nærmest blevet udråbt til mordere, fordi de bla. har skåret ned på udviklingsbistanden, opstrammet udlændingeloven og ønsker hastighederne sat op på motorvejen.

Sådan kan kritikken fra oppositionen og fra det folkelige Danmark vel nogenlunde sammenfattes uden at alt for mange nuancer går tabt. Man forstår næsten ikke, at regeringen ikke er blevet indklaget for den internationale domstol med alt det den allerede har fået på samvittigheden.

Der er ikke noget at sige til, at mange bliver skuffede og sure over nogle af regeringens initiativer. Indimellem ganske berettiget. For eksempel kan vi ikke være bekendt at skære ned på udviklingsbistanden på et tidspunkt, hvor vi aldrig har været rigere, og hvor kløften mellem rig og fattig er større end nogensinde, dele af Udlændingepakken er kritisabel, lukningen af Center for Menneskerettigheder virker meget uovervejet osv.

Men den form for retorik, som bliver brugt, gør det stort set umuligt at føre en civiliseret, demokratisk debat om politikkens indhold og konsekvenser. Man skulle tro, at regeringen var ved at nedlægge Danmark - virkeligheden er at man foretager nogle mindre rokeringer på statsbudgettet. Når man tordner mod regeringen på den måde, stempler man samtidig de godt 55% af befolkningen, der har stemt på regeringen og dens parlamentariske grundlag, som idioter. Eller endnu værre: som modbydelige, fremmedfrygtende, nationalchauvenistiske danskere.

Kritikken fremføres især af NGOerne - ikke-statslige organisationer - der foregiver at tale på folkets vegne. Imidlertid tyder meningsmålingerne ikke på, at de nødvendigvis gør det. Det burde måske give anledning til en smule selvransagelse frem for blot at skrue yderligere op for den skingre brokke-frekvens.

For eksempel kunne man overveje at tage den folkelige forankring alvorligt og gøre mere for at engagere lokale netværk for sagen. Når det gælder for eksempel udlændingepolitikken, er det langt mere fremmende for både debatten og integrationen, hvis hver kommune har nogle "integrations-ambassadører", der "åbner døren for fremmede", end at samle den frelste elite til demonstration "mod fremmedfrygten" eller trække "konventions-nødbremsen", der efterhånden har sådan lidt ulven kommer over sig. Hvad der faktisk er trist.

Resultatet er at proportionerne fuldstændig forvrænges. Når udviklingsbistand, asylpolitik og sågar motorveje gøres til et spørgsmål om, at regeringen gør sig til "mordere", bliver der frit spil for frelsthedens disciple. Synspunkterne bliver absolut onde eller absolut gode, hvilket sætter demokratiet ud af funktion. Ingen kan jo forsvare at slå andre ihjel.

Selvom det forhåbentlig ikke er de "frelstes" intention, skaber det en debat - eller mangel på samme - hvor de politisk korrekte holder fanen højt, mens mange andre tier, men ikke samtykker. Det er en farlig udvikling.

Når det gælder udviklingsbistanden er det DUFs holdning, at Danmark skal give 1% af bruttonationalproduktet til verdens fattige. Vi kan ikke være bekendt at skære ned på hjælpen, når forskellen mellem rig og fattig er så stor, og vi aldrig selv har været rigere. Men hvorfor skal vi ikke give 2%, 5% eller 10%? Os der "kun" går ind for 1% lader også fattige over hele verden i stikken og har således også mange liv på samvittigheden. Med den logik bliver vi alle hurtigt til mordere, hvis frelsthedens disciple begynder at overbyde hinanden på procenterne.

Selvom det er kynisk, handler satsen ikke først og fremmest om menneskeliv, men om dens signalværdi. Danmark skal være verdens dårlige samvittighed. Derfor skal vi ikke røre ved udviklingsbistanden. Men hvis hr. og fru Danmark skal få en forståelse for, at Danmark internationalt kan og bør spille en helt afgørende rolle, er det et temmelig dårligt pædagogisk trick at starte lektionen med at kalde dem "mordere".

Det kan også godt være, at regeringen får flere liv på samvittigheden af deres Udlændingepakke, men vi andre har vel også en del liv på samvittigheden sådan som den nuværende lovgivning er skruet sammen, hvor det reelt er et lotteri, hvem der får asyl. Konsekvensen af "frelsthedslogikken" er, at vi ikke kan have god samvittighed, før vi accepterer den tidligere Udviklingsministers forslag om at give flygtningestatus til verdens godt 1,5 milliarder fattigste.

Og endelig når det gælder motorveje, diskuteres det med "dødstal" som ammunition, om hastigheden skal være 120 eller bevares på 110 km/t. Men hvorfor så ikke 80, 60 eller totalt forbud mod biler. Man har vel også en del tabstal på samvittigheden, hvis man går ind for de nuværende hastighedsgrænser. Og så videre, og så videre.

Pointen er ikke, at man ikke må kritisere regeringen. Pointen er at den demokratiske debat kortsluttes. For det flertal af danskere, der ikke har som deres arbejde at følge den offentlige debat og som har vanskeligt ved at gennemskue de ofte meget tekniske diskussioner om for eksempel udlændingepolitikken, må det være stort set umuligt at forstå, hvad der foregår.

De kan så vælge mellem to ikke specielt opmuntrende løsninger: Kronisk dårlig samvittighed, hvor de sammen med regeringen kan tage ansvaret for Afrikas døde – eller de kan pudse glorien sammen med den øvrige flok af frelsthedens disciple, der har ophøjet tilfældige talstørrelser til absolutte sandheder. Hvis de da ikke blot vælger ligegyldigheden.

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Ekstra Bladet (Frontalt), 4. april 2002