Skandalen har rullet i USA gennem flere måneder. Beretningerne om hvordan pædofili og seksuelle overgreb har forgiftet den katolske kirke i USA har været rystende, og det er godt at ofrene endelig har stået frem og fået sat fokus på problemet. Her må ikke gemmes en eneste detalje under gulvtæppet.

Men historien er åbenbart også så god, at USA og den katolske kirke ikke skal have lov at stå alene med skandalen. Nu er mediernes fokus rettet mod danske kirkelige kredse, og det virker næsten som om man håber, at der også herhjemme findes nogle saftige historier om præsters seksuelle misbrug af sognebørnene.

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, og krænkelser skal naturligvis ikke skjules, men sam-tidig skal man passe på, at sagen ikke kører af sporet. Os bekendt er der ingen statistikker, der kan underbygge, at problemet er hverken større eller mindre i ”kirkelige kredse” end i alle mulige andre miljøer. De yderst sparsomme undersøgelser, der hidtil er lavet om pro-blemets omfang, opererer ikke med krænkerens politiske, religiøse eller anden ideologiske observans, men derimod med hvilken relation krænkeren har til barnet.

Der er heller ikke noget der tyder på, at seksuelle overgreb er et særligt stort tabu i netop de kirkelige miljøer. I Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har vi i de senere år haft stor fo-kus på forebyggelse af seksuelt misbrug i foreningerne, og det er vores erfaring, at proble-met er blevet taget op af flertallet af de kirkelige organisationer. Der er altså ikke umiddel-bart noget, der tyder på en større berøringsangst overfor seksuelle overgreb indenfor den del af kirken, som laver organiserede fritidsaktiviteter med børn.

Til gengæld er der meget der tyder på en berøringsangst for at tage fat om det helt alvorlige problem. I de senere år har fokus stort set alene været på de overgreb, som foregår i det offentlige rum, dvs. dagsinstitutioner, idrætsforeninger og nu kirken. Det har været meget nyttigt, og har været med til at sikre, at der nu gøres en større indsats for at børn beskyttes, når de færdes udenfor hjemmets såkaldte ”trygge” rammer. Samtidig er der imidlertid pi-sket den stemning op, at foreningerne nærmest er farlige. Men den barske virkelighed er, at der hvor børn er mest udsat for seksuelle overgreb, er primært indenfor familiens ram-mer.

Selvom forsider om sognebørn eller spejderledere måske sælger flest aviser, er det med til at forvrænge virkeligheden, når ”historien får lov at løbe af med avisen”. Foreninger er ikke farlige, men giver tværtimod børnene nogle oplevelser og en ballast, som de kan bruge gennem hele livet til glæde for både dem selv og andre. Derimod er det farligt, hvis man glemmer proportionerne, og fjerner blikket derfra, hvor problemet er mest udbredt.

Vi siger det ikke for at negligere foreningernes ansvar. Hvert offer er et offer for meget. Og seksuelle overgreb mod børn er et afskyeligt fænomen, som skal tages rasende alvorligt, uanset hvor og hvordan det optræder – og som alle, der har med børn og gøre i deres dag-ligdag bør gøre en indsats for at forebygge. Medierne har i denne sag skabt en ”måske-historie”. Skal vi tjene børnenes sag, bør vi forholde os til virkeligheden, og ikke lade os rive med af mediernes konstruerede historier.

Rasmus Hylleberg og Connie Yilmaz Jantzen, hhv. formand og konsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd

Kristeligt Dagblad, 20. juni 2002