Ynkelige brostenskrigere

Det er helt ufatteligt, at det kan lade sig gøre. Danmark står over for et EU formandskab, der begynder 1. juli, hvor dagsordenen er fyldt med tunge spørgsmål, der kan skrive euro-pæisk historie og skabe fundamentet for en mere retfærdig verden. Og alligevel oplever vi det helt absurde, at medierne næsten dagligt fokuserer på unge bøller fra Antifascistisk Aktion, Globale Rødder og andre selvudnævnte verdensfrelsere fra det autonome miljø.
Det er dybt bekymrende, at det danske formandskab allerede er reduceret til at handle om, hvorvidt det lykkes nogle utilpassede unge at hærge de københavnske gader og sabo-tere møderne med de folkevalgte europæiske statsledere.
Medierne har alt for velvilligt holdt mikrofonerne for børnene fra ”Rød Stue”, der med heltestatus forklarer, hvorfor de sikkert bliver nødt til at bruge vold mod politiet under topmøderne. Og politiet må pænt stille op og forsvare, at de forsøger at passe deres arbej-de ved at holde øje med de autonome brostenskrigere.
For nylig leverede en af public service stationerne et af de mest groteske eksempler på mikrofonholderi og proportionsforvrængning af værste skuffe. Et par selvretfærdige autonome langede voldsomt ud efter politiet for at have gennemført en aktion mod deres kollektiv. Selvom politiet afslørede hash-handel for omkring 1,6 mio. kroner og fandt di-verse bombe-remedier kunne de unge stakler med næsten grådkvalt stemme og krokodil-letårer løbende ned af kinderne fortælle den imødekommende journalist, at de var udsat for politichikane. Og historien blev høfligst viderebragt af de fleste andre medier.
For det er jo også for galt, at politiet sådan løber de autonome på dørene – blot fordi de og deres venner ved tidligere lejligheder har hærget 5-6 storbyer og truet med også at smad-re København.
Om de høster sympati hos befolkningen er tvivlsomt, men der er absolut ingen tvivl om, at bøllerne alt for længe har fået alt for meget opmærksomhed. Politiet kan nok ikke gøre andet end at svare venligt på spørgsmål og lade som om de synes, det er meningsfuldt at være til grin på bøllernes præmisser. Men medierne behøver ikke være en del af showet. Det er simpelthen for ynkeligt, hvis det lykkes nogle få voldelige unge at afspore den de-mokratiske debat om Europas fremtid med deres brostenstyranni.
Det er især tragisk, fordi det skygger for det faktum, at de fleste unge gerne vil diskutere og have indflydelse på de vigtige beslutninger, som skal træffes de kommende måneder. Det gælder for eksempel vilkårene for EU's udvidelse mod øst, reformen af EU's håbløse landbrugspolitik, hvordan en retfærdig ”Global Deal” skal strikkes sammen til FNs top-møde om miljø og udvikling til september, hvad en mulig europæisk forfatning skal inde-holde, og ikke mindst hvordan vi får et mere demokratisk, åbent og folkeligt Europa osv.
Det er selvfølgelig fint at afholde politiske demonstrationer, men det er ikke fint at bruge vold. De autonome påstår ganske vist, at de kæmper for en bedre og mere retfærdig ver-den (og det er bestemt sympatisk), men foreløbig har de mest tungtvejende argumenter været brostenene, og det er ikke værd at spilde tid på. Lad derfor politiet tage sig af de voldelige bøller og lad os andre få lov at bruge tiden på Europa. Det vil simpelthen være en demokratisk falliterklæring, hvis det lykkes brostenene at knuse debatten om Europas fremtid.
Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd
MetroXpress, 25. juni 2002 
|