Seksuelt misbrug af børn fylder meget i medierne for tiden. Politiet har for nylig afsløret en afskyelig børneporno-forbryderbande, hvor forældre har misbrugt egne og andres børn, skandalerne i den katolske kirke i USA og mange andre lande ruller og me-dierne skriver om pædofile i danske foreninger.

Det er tragisk at seksuelt misbrug af børn overhovedet forekommer, men det er godt at det ikke længere er et folkeligt tabu. Selvom historierne næsten ikke er til at holde ud at høre, er det vigtigt, at de bliver fortalt!

I de frivillige foreninger har vi et stort ansvar, fordi muligheden for direkte kontakt med de mange børn kan tiltrække pædofile. Og det er et ansvar, vi tager alvorligt. Foreningerne har de senere år sat forebyggelse af seksuelt misbrug af børn på dagsordenen for at finde ud af, hvordan foreningsledere på alle niveauer bedst rustes til at kunne håndtere problemet. Det gælder dels de tilfælde, hvor overgrebene afsløres, men endnu mere vigtigt er det, at lederne er opmærksomme på faresignalerne og kan gribe ind, inden det seksuelle misbrug påbegyndes.

Imidlertid er det også vigtigt, at følelserne ikke løber så meget af med os, at vi glemmer proportionerne. Det er en meget vanskelig balance mellem at tage problemet alvorligt og samtidig undgå, at vi ser pædofile overalt. Sommerens agurketid fik nogle medier til at sætte fokus på de ”farlige foreninger”, og indimellem havde man næsten fornemmel-sen af, at journalisterne håbede, de kunne grave et par saftige sager frem til aftenkaf-fen.

I de senere år har fokus stort set alene været på de overgreb, som foregår i det offentli-ge rum, dvs. daginstitutioner, ungdomsklubber og foreninger. Det har som sagt været meget nyttigt, og har været med til at sikre, at der nu gøres en større indsats for at børn beskyttes, når de færdes udenfor hjemmets ”trygge” rammer.

Men det kan også være farligt, at fokusere alt for entydigt på foreninger, fordi man så fjerner blikket derfra, hvor seksuelt misbrug er allermest udbredt. Den barske virkelig-hed er nemlig, at langt de fleste seksuelle overgreb sker bag familiens fire vægge. Det er dog stadig et stort tabu, og det er lettere at tvinge foreninger til at indføre flere proce-durer og regler, end at tage hul på det virkelige problem. Det skaber en ’feel good’ for-nemmelse blandt politikere og forældre, men kan på sigt gøre stor skade.

Foreninger er nemlig for det første langt fra farlige, men giver tværtimod børnene nog-le oplevelser og en ballast, som de kan bruge gennem hele livet. For det andet gør for-eningerne et enormt forebyggende socialt arbejde, og sikrer på den måde, at der ikke foregår en lang række andre ’farlige’ ting blandt børn og unge. Og for det tredje er for-eningsledere ofte med til at støtte børn med svage forældre, og kan være med til at gri-be ind, når noget er galt i børnenes hjem.

Derfor kan ingen – og slet ikke børnene! – være tjent med, at vi bilder os selv ind, at den hellige grav er velforvaret, hvis blot kravene til foreningerne skærpes. Forhåbentlig kan den frygtelige børnepornosag bidrage til at perspektivet ændres en smule, og at pædofile langt om længe får sværere ved at skjule deres forbrydelser, når de sker inden for hjemmets knap så trygge rammer.

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

MetroXpress, 20. august 2002