Det er på tide for alvor at styrke fair trade - et af de bedste initiativer hidtil er Max Havelaar mærkede varer.

FN’s topmøde i Johannesburg om miljø og udvikling nærmer sig. På mødet skal verdens ledere forsøge at strikke en aftale sammen, som kan bringe u-landene ud af fattigdommens kvælertag, og som samtidig kan sikre at verdens galopperende ressourceforbrug bliver bæredygtigt. Det er med andre ord klodens fremtid, som er på dagsordenen. Intet mindre.

HYKLERISKE FESTTALER

Som formand for EU, og dermed talsmand for Unionen, kommer Danmark til spille en særlig rolle på mødet. Danmark stiller da også i stærkeste opstilling med både Stats- Miljø og Udenrigsministrene. De skal nok få hænderne fulde, for listen af problemer, som topmødet skal finde løsninger på, er skræmmende lang. Hvordan skaffer man fx rent vand til de 1,2 milliarder mennesker, som i dag mangler det? Hvordan undgår vi at aids lægger Afrika øde? Hvordan sikrer vi verdens regnskov fra profithungrende selskaber? Og ikke mindst: hvordan giver vi verdens håbløst fattige nyt håb?

Fronterne på topmødet er trukket skarpt op. U-landene kræver, at vi i de velhavende lande skruer op for bistandshanen og dropper toldmurene lige så effektivt som Berlinmuren blev nedbrudt. I dag er der ingen sammenhæng mellem de flotte festtaler om fattigdomsudryddelse og den faktiske indsats.

GLOBAL DEAL

Lederne af de velhavende lande, har imidlertid alt andet end lyst til at binde sig til dyre beslutninger, som tilmed er ganske upopulære derhjemme. Og der skal nok være mange som synes det er perspektivløst at hælde flere bistandskroner i korrupte regimer. Det kommer til at kræve en del diplomatisk snilde at bygge bro mellem de to sider.

Den danske regering har meldt flot ud med ønsket om en ”global deal”. En noget-for-noget-aftale, hvor de rige lande øger deres udviklingsbistand og afskaffer toldmure og statsstøtte, så u-landene får lettere ved at sælge deres varer. Til gengæld skal u-landene forpligte sig til at passe bedre på miljøet, styrke demokratiet og bekæmpe korruptionen.

FLERE PENGE TIL UDVIKLING!

Men flotte ord gør det ikke alene. Vores del af verden udgør 20 procent af jordens befolkning, bruger 80 procent af alle ressourcerne og sidder på en nogenlunde ligeså stor andel af verdens værdier. Det er indlysende, at vi bliver nødt til at ”bide i det sure æble” og punge ud, hvis en ”global deal” skal blive til noget. Ikke desto mindre har regeringen tidligere i år skåret voldsomt i Danmarks miljøbistand. Det var en mærkværdig beslutning, men lad os nu se fremad.

I Johannesburg skal den danske regering ikke forvente, at USA hjælper til med at få en ”global deal” op at stå. Tværtimod. Som en anden slyngelstat prøver USA at undslå sig sin del af regningen. Indenfor det sidste år har USA skruet op for sin landbrugsstøtte, nægtet at påtage sig en del af ansvaret for at begrænse verdens CO2-udslip, og optrappet ”handelskrigen” med Europa og andre lande ved at lægge høje toldsatser på vigtige varer.

EUROPAS AFGØRELSE

Hvis topmødet i Johannesburg skal blive en succes, må EU-landene med Danmark i spidsen tage teten i forhandlingerne – vi kan ikke vente på, at det går op for USA, at vi lever i et globalt skæbnefælleskab, og at terroren ikke kun skal bekæmpes med mere vold, men med mere retfærdighed. Og det sure æble kan faktisk blive sødt, fordi mere frihandel på længere sigt er en fordel for alle. Men det kræver upopulære beslutninger på kort sigt. Det har regeringen vist, at den godt tør træffe.

Danmark er fortsat verdensmestre i udviklingsbistand – den position skal vi være stolte af og gøre alt for at fastholde. Men nu skal vi have resten af Europa med! Forhåbentlig er regeringen også villig til at træffe upopulære beslutninger, når det virkelig gælder.

Af Steen Frederiksen og Rasmus Hylleberg hhv. oplysningskonsulent og formand i DUF

Berlingske Tidende, 30. august 2002