Det er blevet sagt, at en god samvittighed ofte skyldes en dårlig hukommelse. Når det gælder debatten om EU og Europas fremtid - de to hænger i dag uløseligt sammen - har dét en del på sig. Igen og igen har vores politikere brødbetynget erkendt, at de skal blive bedre til at diskutere EU – også når vi ikke lige tilfældigvis skal have en afstemning. Men igen og igen er det for det store flertals vedkommende blevet ved snakken. Den dårlige samvittighed tynger åbenbart ikke alt for voldsomt, når rusen efter de smalle sejre eller tømmermændene efter de bitre nederlag er sovet ud.

Meget tyder imidlertid på, at den strategi snart spiller fallit - ellers gør det europæiske samarbejde. EU institutionerne er lukkede og fjerne og lever slet ikke op til de krav om effektivitet og legitimitet, som er en forudsætning for demokrati. Disse svagheder er beklagelige nok i sig selv, men de er endnu farligere her på tærkslen til den største udvidelse, EU nogensinde har stået over for, og på et tidspunkt hvor det er absolut nødvendigt med en fælles indsats på baggrund af de problemer og udfordringer verdenssamfundet står over for.

Kritikken kommer ikke fra Hr. Hvem-som-helst, men er blevet rejst af formanden for Europaparlamentet Pat Cox. Og han er ikke den eneste, der skyder på EU for at være ufolkelig og udemokratisk. Det er næppe for meget at tale om sidste udkald, hvis bureaukraternes EU skal blive til et folkeligt Europa.

Der er især tre udfordringer, der skal løses. For det første skal vi af med EU-løgnene. Unionen var aldrig stendød som Schlüter sagde, Nyrups folkepensionsgaranti var en narresut, og EU er ikke den sikre vej til social deroute, sådan som modstanderne altid påstår. EU er hverken mere eller mindre, end det som folkevalgte politikere gør det til, men det er et svært budskab at sælge.

Det skyldes nok ikke mindst, at politikere for det meste tager æren for de populære beslutninger, mens skylden for de upopulære bliver sendt videre til Bruxelles, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen for nylig meget ærligt sagde i et interview. Og tilføjede desværre, at den siddende regering nok ikke ville ændre på den tradition.

For det andet skal der være større åbenhed og gennemskuelighed i EU's snørklede demokrati. Til det formål har EU kommissionen nedsat et såkaldt Konvent om EU's Fremtid, der skal løfte en folkelig debat og komme med konkrete forslag, men herhjemme har det mest bemærkelsesværdige ved initiativet foreløbig været den gabende tavshed fra konventets medlemmer.

Krisen kan blandt andet aflæses af en undersøgelse for nogle måneder siden der viste, at 50% af alle danske unge mellem ikke havde hørt om, at Europa står over for en historisk udvidelse med de øst og centraleuropæiske lande, og 80% følte sig dårligt eller slet ikke informeret om, hvad det danske formandskab betyder og hvad der skal ske. Det europæiske projekt er simpelthen uholdbart, hvis en halv generation vokser op i uvidenhed om vores fælles europæiske fremtid. Det er selvfølgelig ikke kun politikernes skyld, men noget vi alle har et ansvar for: tilhængere, modstandere, NGOere, undervisningssektoren osv. Derfor forsøger vi nu i DUF at løfte debatten blandt unge og har blandt andet skabt rum for debat og visioner på www.youropa.dk - klik ind og giv dit bidrag med!

For det tredje skal vi have nogle visioner for fremtidens EU(ropa), der kan begejstre, provokere eller forfærde afhængigt af ens eget udgangspunkt. EU er et politisk projekt og derfor skal EU politiseres! I dag handler EU mere om fælles forfatning end om flæskepriser og forbehold, og det er afgørende, at vi som danskere er med til forme den europæiske arkitektur.

Der er måske nogle år til vi skal have endnu en folkeafstemning, men EU's fremtid formes netop nu. Er det for meget at håbe på en lidt bedre hukommelse?

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

MetroXpress, 25. september 2002