Der findes tre former for løgn: løgn, forbandet løgn og statistik. Derfor skal man selvfølgelig være påpasselig med at bruge tal – især når det gælder udlændingedebatten. På landsmødet rejstes igen spørgsmålet, om der kommer for mange fremmede til Danmark, og svaret blev forudsigeligt om end venligt affærdiget. Den debat er der ikke megen opbakning til.

Og den er da også umiddelbart let at skyde ned: Hvis kvoten for eksempel er brugt, og der skyller en flygtning op på stranden, kan vi selvfølgelig ikke gøre andet end den barmhjertige samaritaner, tage os af vedkommende og sikre en retfærdig asylbehandling.

Men det er for let at lukke debatten på den måde. Udlændingespørgsmålet vil også de kommende år fylde meget, og ingen – slet ikke flygtningene – kan være tjent med, at Det radikale Venstre taber den sag på gulvet til andre partier.

Tal spiller selvfølgelig en rolle, men det bliver alt for let at over- og underbyde hinanden, hvis vi ikke tager fat på det grundlæggende problem, nemlig at konventioner og anden lovgivning er helt ude af trit med virkeligheden. Tallene er enkle at forholde sig til, men er jo symptom på et større politisk svigt. Det samme gælder de ufine lappeløsninger som først SR og nu VK-regeringen dyrker med ildhu.

Det seneste påfund er opdelingen af danske statsborgere i a og b hold, når det gælder familiesammenføring. Det er uacceptabelt, men en ulykkelig konsekvens af at politikerne presses og ingen tør forholde sig til, at verden har ændret sig fuldstændig siden internationale konventioner og den danske udlændingelov blev lavet.

Den globale mobilitet er øget drastisk, og internettet bringer drømmen om det rige nord direkte ind i den fattigste slum. Derfor er udsigtsløs fattigdom blevet til en menneskesmuglings-industri, hvor lottogevinsten er asyl, men udvælgelsesprocessen er nogenlunde lige så usmagelig og uretfærdig som en Robinson-ekspedition.

Paradokset er derfor, at Det radikale Venstre forsøger at stå som garant for retssikkerhed, men uden for alvor at forholde sig til den virkelighed, der gør flygtningedrømmen til et lotteri.

Skurken er ikke de fattige, der forsøger at komme herop – hvem ville ikke forsøge det? – men fattigdom skal bekæmpes med øget udviklingsbistand, fair trade, betingelsesløs gældseftergivelse, good governance osv. – ikke med forældede konventioner. Indtil videre har forskellige lappeløsninger taget brodden af de folkelige frustrationer, men spørgsmålet er, om vi ikke lever på lånt tid. Omkring halvdelen af befolkningerne i de fattigste lande er unge, der vil give deres højre arm for at spille flygtningelotto.

Derfor har vi som radikale to valg: Enten kan vi holde den moralske fane mod lappeløsninger højt, mens retssikkerheden alligevel langsomt skrider under os – med både Danmark, os selv og flygtningene som de sikre tabere. Det har været tendensen de sidste 10 år. Eller vi kan begynde kampen for nogle tidssvarende konventioner og en troværdig udlændingepolitik.

Et centralt punkt bør være, at asyl kun gives til reelt personligt forfulgte (evt. udvalgt af UNHCR). Det kan virke kynisk, men retssikkerheden styrkes både herhjemme og globalt. Og det er bedre end i dag, hvor tilfældigheden råder og mange derfor ikke får det asyl, de har behov for. I dag er begrebet udvandet, og virkeligheden er den, at man ofte får asyl, hvis man for eksempel tilhører en gruppe som er forfulgt i et land, hvad enten man kalder det de facto eller konventionsflygtninge. (Det er for øvrigt også et paradoks, at vi insisterer på, at konventionerne ikke kan diskuteres, når vi med de facto begrebet netop har sagt, at flygtningekonventionen ikke er tidssvarende).

Lad mig bruge Rwanda som eksempel. Efter folkemordet var det farligt blot at være hutu – og dem er der ca. 6-7 millioner af – men meget få var ”personligt”, dvs. typisk politisk, forfulgte, samtidig med at alle var forfulgte. Enkelte af de heldige flygtede til Europa, nogle til Nairobi og godt 2 mio. flygtede til Congo. Af sidstnævnte blev 2-300.000 mennesker dræbt vilkårligt, da Rwandas hær opløste flygtningelejrene. Ifølge konventionerne skulle de alle have haft asyl (forfulgt pga etnicitet) – men 2 mio. rwandere er vel trods alt for mange, selvom vi har forbedret integrationsindsatsen.

Af dem som strandede i Nairobi skulle en mindre ”gruppe” til gengæld have haft europæisk asyl, nemlig dem der var ”personligt” (politisk) forfulgte – flere af dem er efterfølgende blevet myrdet. En af mine bekendte lever nu på tredje år under jorden i Nairobi med likvideringstropperne i hælene, fordi han er personligt forfulgt for sit politiske engagement. Han kan ikke få asyl, fordi ambassaderne er lukkede, UNHCR er overloaded og systemet i dag handler om kvoter og tal og dårlige undskyldninger. Konventionerne hjælper ikke, fordi de i dag gælder alle og dermed ingen. Det er ikke retssikkerhed, men camoufleret kynisme.

Man kan måske indvende, at det ikke gør så meget, hvem vi redder, hvis blot vi tager ”vores andel”. Det er et fair argument, hvis man accepterer, at tallet er det vigtigste. Det gør Det radikale Venstre ikke. Derfor er det et dårligt argument. For det første fordi det bliver vilkårligt og netop ikke giver nogen retssikkerhed.

For det andet fordi det ikke støtter de politiske flygtninge, som konventionerne oprindeligt blev lavet for. At støtte politiske flygtninge særligt kan umiddelbart give en fornemmelse af diskrimination, fordi nogle liv dermed sættes over andre. Dem som dør fordi de er politisk forfulgte regnes for mere end dem som ”blot myrdes”, fordi de tilfældigvis er hutuer.

Men det er jo virkeligheden i dag. Når terrorangrebet i New York har fremkaldt stor sympati og støtte er det ikke på grund af antallet af døde. Der dør flere tusinde hver dag som ikke mindes. Forskellen er de værdier, det enkelte menneske står for, den politiske kamp som er nødvendig, hvis verden skal blive bedre. Det er de mennesker, der har et særligt behov for asyl, når kampen for frihed, retfærdighed og retssikkerhed bliver for hed. Og det er den kamp Det radikale Venstre skal støtte.

Udlændingelov og flygtningekonventioner skal formes til det 21. århundrede, så danskernes tillid genvindes, og politisk forfulgtes sikkerhed igen kan garanteres. Det er selvfølgelig en illusion at tro, at vi kan få et perfekt og retfærdigt asylsystem – men vi kan godt gøre det lidt bedre.

Rasmus Hylleberg, medlem af Det radikale Venstre

Radikal Politik, nr. 10, 3 oktober 2002