MetroXpress, 13. november 2002, Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Vi vil gøre det til ungdommens finanslov, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i foråret om finansloven for 2003, og lagde dermed et stort pres på sig selv og de øvrige mi-nistre for at indfri forventningerne hos unge. Mange begyndte nemlig at drømme om højere SU, moderniserede skoler, om at det skulle være slut med boligkøer og ågerpriser for fugtige kælderværelser osv. Nogle af de mere optimistiske drømte endda om, at verdens fattige børn og unge var inkluderet i statsministerens løfter i form af mere dansk udviklingsbistand.

Nu er de sidste forlig netop indgået, og hvis man skal være grov, kan man sige, at det eneste de unge fik, var en lang næse! Regeringen forsvarer ganske vist ungdommens finanslov med, at der er afsat 1 milliard til at bygge 6000 ungdomsboliger, og at erhvervsskolerne tilføres 445 millioner, men de tal kan vendes og drejes på mange måder.

Spørgsmålet er imidlertid, om diskussionen om ungdommens finanslov overhovedet er særlig interessant. Når regeringen selv har skabt falske forhåbninger, må den selvfølgelig også lægge ryg til kritikken, men dybest set er det forkert og tåbeligt at diskutere, om vi skal have en ungdommens, pensionisternes, kvindernes, eller børnefamiliernes finanslov. Det er der slet ingen perspektiver i - det afgørende er at få en fremtidens finanslov!

I dag er det alt for unuanceret at snakke ung eller gammel. Skellet går snarere på tværs af aldersgrupper mellem de ressourcestærke og de svage, mellem de velhavende og de 'fattige'. Det er dét fremtidens finanslove skal forholde sig til! Samtidig handler det om langt mere end en lille håndfuld ungdomsboliger eller en ældrecheck.

Et af de første områder som skal ses efter med kritiske briller er de aldersbetingede ydelser som koster adskillige milliarder. Mange pensionister har højere indtægter end lavtlønnede på arbejdsmarkedet, mens andre dårligt kan få det til at løbe rundt. Et andet er boligmarkedet, hvor milliarderne er helt urimeligt og tilfældigt fordelt. Et tredje kunne være skatten. Og så videre.

Samtidig skal der satses massivt på fremtiden. En af de største udfordringer er at ruste un-ge til arbejdsmarkedet, så vi kan finansiere velfærdssamfundet, når der kommer flere ældre og færre unge. Det kræver milliardinvesteringer i et tip-top uddannelsessystem, men det er jo nonsens at opfatte det som et særligt ungdomsgode.

Det er først hvis vi begynder at tage fat på de udfordringer, at det for alvor bliver spændende. Om der gives et par millarder hist og her er mest symbolpolitik, og har ikke anden be-tydning, end hvem der vinder mediernes 'finanslovsfejde'.

Så lad os droppe al snak om ung eller gammel finanslov og se på fremtiden uden interesse-brillerne på. Det kræver villighed til fra alle sider - også Ældresagen og pensionistpartiet Dansk Folkeparti - at droppe vanetænkning og politiske rygmarvsreaktioner. Men det kunne da være spændende at samles om en vision for velfærdssamfundet som følger Grundtvigs ord, om at 'få har for meget og færre for lidt' og selv tilføje: ung eller gammel er lige fedt.