Kristeligt Dagblad, 30. december 2002

Ulla Tørnæs og Rasmus Hylleberg, hhv. undervisningsminister og formand for Dansk Ungdoms Fællesråd

Så er udvidelsen på plads. Og det lykkedes at forene et delt Europa. Det var et historisk øjeblik, og vel den bedste julegave man kan tænke sig. Men når julefreden er ovre, melder EU-hverdagen sig igen. Den hverdag som mange forbinder med snørklede direktiver og et ofte uigennemskueligt bureaukrati.

Selvom det ikke er en helt retfærdig beskrivelse af beslutningsprocesserne i Bruxelles, er det et tydeligt vink om, hvor udfordringen ligger i de kommende år. Vi skal arbejde på at gøre EU-samarbejdet mere åbent, demokratisk og folkeligt. Især er det vigtigt, at nye generationer kaster sig engageret ind i debatten om Europas forfatning eller arkitektur: hvordan skal det europæiske hus se ud, hvilke værdier skal det bygge på, hvor skal grænserne gå osv.

Men det er ingen lille udfordring. Et hav af undersøgelser har vist, at de unge kun i begrænset omfang interesserer sig for og engagerer sig i det formelle europæiske arbejde. Problemet er, at så længe EU-samarbejdet er symboliseret ved habitklædte mænd i 50'erne, der taler længe og monotont om konvergenskriterier og subsidiaritetsprincipper, så bliver det ualmindelig svært at begejstre og engagere unge i Europa.

Heldigvis er der håb forude. Det kan nemlig godt være, at unge er mindre villige til at engagere sig i den overordnede debat om Europa. De unge taler ikke så meget om samarbejdet – til gengæld bruger de det. Især på to områder står det tydeligt. Det er uddannelsesområdet, hvor hvert år sætter nye rekorder i unge, som vælger at tage en del eller hele deres uddannelse i et andet EU-land. De mange støtte- og udvekslingsprogrammer er efterhånden blevet en integreret del af alle studieordninger på de videregående uddannelser.

Men også ungdomsprogrammet bliver brugt flittigt. Vi ser unge få støtte til frivilligt arbejde. Og vi ser danske spejdere, ungdomsskoler og andre, der udveksler ideer og erfaringer med ligesindede fra andre europæiske lande. På den måde er uddannelses- og ungdomspolitikken med til at sikre det fundament, som det fremtidige europæiske sam-arbejde skal bygge på. Derfor er vi ikke i tvivl om, at unge – vi kan kalde dem 2. generations europæerne – nok skal blive langt mere positive og engagerede i Europa end de ældre generationer, og at den kedsommelige ja-nej debat uddør med sidstnævnte!

Men det er også vigtigt, at unge ikke kun bruger det europæiske samarbejde – de skal være med til at forme det. Det kræver et stort engagement og kreativitet fra unge, hvis det skal lykkes at forvandle bureaukraternes EU til folkenes Europa! At det kan lade sig gøre, viste 300 unge som Undervisningsministeriet og DUF havde inviteret fra hele Europa – inklusive Tyrkiet – umiddelbart forud for topmødet. Målet med konferencen var at få unge til at give deres bud på fremtidens Europa – og samtidig inspirere og påvirke de nuværende beslutningstagere.

Mødet var en succes. Det viste at unge kan bidrage med mere end flyvende brosten til Europas fremtid. Og det viste at unge kan se mulighederne og har holdninger til dét europæiske fællesskab, der udvikler og udvider sig for deres fødder.