Berlingske Tidende, 12. januar 2003,

Rasmus Hylleberg, medlem af Det Radikale Venstre

Mens vi har julehygget og brugt, hvad der svarer til mere end et års udviklingsbistand på julegaver, har en af de største sultkatastrofer de sidste 20 år ramt Afrika. Herhjemme har de hungersramte afrikanere fået en lille smule opmærksomhed, men hvert indslag har været skåret over samme uoriginale tema: Regeringens besparelser på udviklingsbistanden koster menneskeliv. Og venstrefløjen og de Radikale (der på det internationale område hører til venstrefløjen) har taget de billige point, de kunne få ved at gentage, at udviklingsbistanden skal sættes op til 1 procent.

Og det burde den bestemt, det er trist, at et folketingsflertal ikke synes, vi har råd til at hjælpe verdens fattigste med blot en procent af vores indkomst. Problemet er, at debatten stopper dér. Der er brug for nye ideer, hvis afrikanernes fremtidsudsigter skal forbedres.

Globaliseringen har taget fart siden Berlinmurens fald. Mange har fået det bedre og nyder godt af den fagre globale verden, men andre steder går det den gale vej. Afrika er det hårdest ramte sted, et kontinent i frit fald.

Det har bare ingenting med globaliseringen at gøre - eller dansk udviklingsbistand for den sags skyld. Afrika er hårdt ramt af dets egne ledere. Men vi har stadig muligheden for at gøre en forskel - det kræver til gengæld et stort engagement og villighed til for alvor at tage de fattige alvorligt.

Her har højrefløjen desværre spillet sig af banen. De borgerlige kan vel udpege Afrika, hvis de får et atlas, men dybest set virker det ikke, som om de interesserer sig stort for de fattige, så længe de altså holder sig på afstand. Desværre gør venstrefløjen det ikke meget bedre. Man har de rigtige holdninger om solidaritet og global retfærdighed - men alt for få løsninger. Mantraet er: Send flere penge - så går det godt. Men det gør det jo ikke!

Mange velmenende politikere har talt om en moderne Marshall-hjælp til Afrika, men det er allerede forsøgt. Da Marshall-hjælpen var på sit højeste, udgjorde den små 3 procent af BNP i lande som Frankrig og Tyskland; gennem 1990erne udgjorde bistanden i gennemsnit mere end 10 procent af de afrikanske landes BNP.

Sorte Sambo og Uncle Sam

Afrika og andre udviklingslande mangler på kort sigt groft sagt ikke penge. Den nu afdøde FN-diplomat Mahbub Ul Haq - tidligere finansminister for Pakistan - sagde det ganske utvetydigt for nogle år siden: »Fundamentalt set er Syd fattigt, fordi det bliver udbyttet af deres egne ledere. Ingen politisk leder af et uland kan sige, at der er mangel på penge. Det er deres egne prioriteringer, der er mangelfulde.« Men venstrefløjen klynger sig stadig til koldkrigens dogmer og ser onde kapitalister og multinationale spøgelser som udbyttere af stakkels sorte Sambo, men virkeligheden har for længst ændret sig. Afrikas problem er ikke, at Uncle Sam har interesser i dets skæbne, men at det ikke betyder noget som helst for den globale økonomi, hvad der sker på kontinentet.

Derfor er der behov for radikal nytænkning, hvis Afrika skal høste sin del af globaliseringens glæder. Det skylder vi de millioner af især børn og unge, der ellers kan se frem til et kort og fattigt liv. Udfordringen er at gøre op med de korrupte afrikanske statsledere. Ikke med ligegyldige FN-resolutioner og venlige henstillinger, som kun har en europæisk feel good-effekt, men med magt. Det er på tide, at Afrika rekoloniseres.

Afrikanske massemordere

For 30-40 år siden rykkede kolonimagterne ud af Afrika, og de afrikanske befolkninger fik den selvstændighed, de længe havde kæmpet for. Men de fik ikke deres frihed. Afrika blev koloniseret af korrupte og pengegriske ledere. Under parolen, at man er en morder, hvis man slår en mand ihjel, men en statsmand, hvis man slår tusind ihjel, har utallige afrikanske forbrydere leget statsmænd. Og de fik lov at gøre det med henvisning til internationale konventioner om staters suverænitet.

Det internationale samfund er nemlig stadig indrettet efter det århundredgamle westfalske princip, der blev grundlagt i Europa i 1648 efter Trediveårskrigen. Princippet er, at hver eneste stat er suveræn, dvs. at den anerkendes af det internationale system som en legitim aktør, og at den enkelte stats nationale politikker ikke kommer andre ved.

Ingen stormagtsinteresser

Imidlertid skete der en væsentlig ændring nøjagtig 300 år senere med vedtagelsen af FNs Menneskerettighedserklæring og dermed nogle universelle værdier. Det paradoksale er dog, at de to systemer er i fundamental modstrid med hinanden - men det har ingen taget konsekvensen af. Under Den Kolde Krig var manøvremulighederne begrænsede, og stormagterne holdt diktatorer ved magten i stedet for at afsætte dem.

Men nu hvor der ikke er nogen stormagtsinteresser på kontinentet, har vi muligheden for at befri Afrika. Og vi har en pligt til at komme de afrikanske befolkninger til undsætning, fordi vi sælger de våben, som bruges til at undertrykke dem.

Sæt Afrika under FN-administration

Hvis man vil afrikanerne det godt, er det derfor på tide at retsforfølge lederne og sætte dele af kontinentet under FN-administration. Den politisk korrekte venstrefløj vil sikkert - sammen med de diktatoriske statsledere - råbe op om racisme og apartheid, og det vil blive udlagt som et neo-imperialistisk korstog, men hvad er alternativet, når magtsyge mennesker gemmer sig bag en tilfældig stats suverænitet og bruger staten til at undertrykke og udbytte et lige så tilfældigt folk? Desuden er det dybest set blot en videreførelse af den model, som FN har valgt for Kosovo.

Spørgsmålet er, hvordan det konkret skal gøres - og det afhænger selvfølgelig af, hvor langt vi er villige til at gå, og hvor mange penge vi vil bruge på at give Afrika en ny chance. Erfaringerne fra 1990ernes Afrika-konflikter og de tilhørende FN-indsatser giver os gode fingerpeg om mulighederne.

Først og fremmest skal hele Afrika selvfølgelig ikke sættes under administration. Vi skal begynde dér, hvor befolkningerne er hårdest ramt, og hvor chancen for succes er størst. Det kunne fx være Liberia, hvor præsident Taylor har begået uhyrlige grusomheder, Burundi hvor mellem 250.-500.000 er dræbt under 10 års borgerkrig, eller Sierre Leone, Afrikas »Cambodia«, hvor en stor del af en generation mangler næse, ører, arme eller ben efter 10 års borgerkrig, hvor der gik mode i at slagte civile uden at slå dem ihjel. Men det kunne også være mange andre.

Send in the marines...

Det mest enkle er »send in the marines« under et FN-mandat og indsæt en administrator à la Kosovo, men med et mere vidtgående mandat, så der skabes fred og ro og dermed forudsætninger for at genopbygge landet. En effektiv styrke vil relativt let kunne tage magten. I Sierre Leone skulle der for eksempel ikke mere end ca. 500 veluddannede tropper til at stoppe massakrerne, da de stod på deres højeste (de forlod desværre landet igen), og i Rwanda er der bred enighed om, at blot 5.000 soldater kunne have stoppet folkemordet, der kostede 1 million mennesker livet. Afrikanske soldater er ineffektive, og befolkningerne har hilst FN-interventionerne velkomne. For dem er det efterhånden - med en omskrivning af Deng Xiaopings berømte udtalelse - lige meget, om katten er sort eller hvid, så længe den kan levere uddannelse, sundhed og håb om en bedre fremtid.

Imidlertid er det vanskeligt at forestille sig, at Europa og USA vil ofre penge og soldater på Afrika. Tendensen går den modsatte vej. Derfor er et godt og realistisk alternativ - og helt i tråd med de politiske vinde - at udlicitere opgaven. Lejesoldater har haft stor succes på det afrikanske kontinent, problemet er at de har været betalt af de forkerte. FNs generalsekretær Kofi Annan har selv tidligere foreslået brug af lejesoldater til at gøre det beskidte arbejde, men kunne ikke få Sikkerhedsrådets godkendelse (det var i 1995 i forbindelse med folkemordet i Rwanda, inden han blev generalsekretær). Heller ikke dengang ville nogen betale regningen.

Men Afrika er faktisk et ganske rigt kontinent med masser af ressourcer, især diamanterne er en indbringende forretning. I dag ryger profitten ind på de statsautoriserede banditters europæiske bankkonti. Hvis Liberia fx sættes under administration, vil landets diamantminer let kunne finansiere indsatsen, og derudover vil der være penge til at bygge skoler, veje, hospitaler, retsvæsen osv. Det vil redde en ny generation fra at vokse op som børnesoldater uden arme og uden uddannelse.

Ingen fremtid for Afrikas unge

Desuden vil det have en positiv effekt på den private økonomi. Det afgørende træk ved globaliseringen er, at den bringer velstand til lande, der har stabile politiske systemer. Ingen vil investere deres pensionsopsparing på et konflikthærget afrikansk kontinent, men hvis forholdene er stabile, skal investorerne nok komme. Afrikas problem er ikke, at der er for mange multinationale selskaber, men at der er alt for få.

At sætte Afrika fri eller kolonisere det igen - afhængigt af temperament - er barsk kost. Men det er den afrikanske virkelighed desværre allerede. Næsten tre fjerdedele af Afrikas befolkning er unge - hvis vi ikke kan tilbyde dem en fremtid i Afrika, kommer de her.

Venstrefløjens automatreaktion vil sikkert være, at det er neo-imperialistisk og udemokratisk, men Afrika kan næppe blive mindre demokratisk, end det er i dag. For mig har det været tankevækkende, at jeg på flere af mine rejser i Afrika har mødt masser af unge så forskellige steder som Rwanda, Togo, Zimbabwe og Kenya, som var dødtrætte af at skulle stemme på pest eller kolera. De ville hellere stemme på FN. Er det ikke på tide, vi giver dem chancen?

Læs replik fra Poul Grosen, direktør UNDP Norden (19. januar)

Læs Rasmus Hyllebergs replik til Poul Grosen (26. januar)