Flygtningelejre i nærområderne er velbesøgte. Det konstaterede jeg under et nylig aflagt besøg i Centralafrika. Det overraskede mig egentlig; altså at der overhovedet var flygtninge, for den danske debat giver ofte indtryk af, at nærområderne er som støvsuget for forfulgte mennesker, og at de alle er fløjet nordpå for at lukrere på de europæiske velfærdsstater.

Men virkeligheden er anderledes. Det er et absolut fåtal, der flygter længere væk end nabolandene, og flertallet af de flygtninge, der vælger den lange vej nordpå, gør det mere af nød end af bekvemmelighedstænkning.

Ifølge højrefløjen anført for tiden af Birthe Rønn Hornbech er det dog alt for dyrt at invitere nogle ganske få procent af verdens flygtninge inden for Europas grænser. Derfor har BRH argumenteret for at oprette EU-finansierede flygtningelejre tættere på konfliktområderne.

PRIVILEGEREDE FLYGTNINGE

Jeg har en god bekendt, der har boet som flygtning i Kenya gennem flere år. Der havde han stablet en indbringende forretning på benene samtidig med, at han var politisk aktiv på højt niveau. Kenya er nu blevet for farlig fordi det netop er et nærområde; det er for tæt på det land, han er flygtet fra, og derfor er han for nylig blevet tvunget til at flygte igen, denne gang til Europa. Bekvemmelighedsflygtning?

Der er ofte en sammenhæng mellem at være (eks-)privilegeret og flygtning. De færreste fattige bønder er personligt forfulgt af en statsmagt; typisk er det politiske modstandere, magtfulde erhvervsfolk, velstillede intellektuelle osv., der bliver tvunget til Europa.

Rasmus Hylleberg

Jyllands-Posten, 15. marts 2000