»Sæt Afrika under FN-administration og bekæmp sult, nød og elendige ledere med lejesoldater!« Så kontant lyder opfordringen fra Rasmus Hyllebjerg, som i Berlingske Søndag, 12. januar, beskriver afmagtsfølelsen ved at se sultens hærgen i store dele af Afrika, mens korrupte afrikanske ledere kører deres lande i sænk, uden at det internationale samfund kan blande sig.

Tak, men nej tak

Tak for tilliden, men på FNs vegne vil jeg gerne sige: Nej tak, til både lejesoldater og tilbudet om at bliver koloniherre. Jeg er enig i, at der er et påtrængende behov for at gøre noget radikalt i Afrika - og at det haster med indsatsen. Jeg er også enig i, at alle gode idéer er velkomne, for meget er prøvet uden held. Men lige netop lejesoldater og FN-administration må jeg afvise.

Sagt helt brutalt, så viser verdenshistorien i store træk, at formynderi duer ikke - under nogen form! Kolonitiden var blodig og hvilede på det uhyrlige menneskesyn, at koloniernes oprindelige befolkninger skulle behandles som umyndige børn. I den moderne version af kolonisering i form af FN-administration, går det heller ikke så godt. Selv FN erkender, at nok er det gået rimeligt godt i Øst Timor, men FNs indsats i Kosovo-provinsen har ikke været nogen entydig succes.

Problemet er, at uanset hvor velmenende de måtte være, så fratager udefrakommende administratorer magten, initiativet og medansvaret hos borgerne. Dertil kommer at det er hamrende udemokratisk, og på bundlinien tæller, at det ikke er bæredygtigt.

Afrikas lange seje træk

Derfor er der kun én vej frem for Afrika: Det lange, seje træk. Det anerkender FN, Verdensbanken og medlemsstaterne i dag, og der er bred enighed om, at foruden økonomisk udvikling, så byder vejen på følgende tre udfordringer: At presse på for demokratiske reformer, så alle borgere får mulighed for indflydelse; at etablere et statsapparat, som arbejder for borgerne og ikke for korrupte embedsmænd; og endelig at sikre, at der er folk i landet, som har de fornødne kvalifikationer til at styr det.

Det er en lang proces at nå dertil, og derfor består den virkelige udfordring for alle engagerede sjæle i Danmark i at tøjle lysten til at gøre arbejdet for Afrikas befolkninger. I stedet må vi tro på, at de godt selv kan vælge deres ledere udfra et folkeligt krav om demokrati - på deres måde og i deres tempo. Verdenssamfundet kan hjælpe med at skabe rammerne, men det er til syvende og sidst op til befolkningerne i Afrika selv at kræve medindflydelse.

Det frikender hverken FN eller det øvrige verdenssamfund for en rolle. Tværtimod kan vi alle være med til at presse på for reformer, bakke om de demokratiske kræfter i Afrika og yde bistand hvor, der er behov for det. Ved FNs Generalforsamling i 2000 vedtog verdens statsledere en Årtusindedeklaration, hvor alle forpligter sig til at: »Hjælpe Afrikas lande i kampen for vedvarende fred, bæredygtig udvikling og for at udrydde fattigdom«.

Årtusindemål

En køreplan ligger der såmænd også, det er de såkaldte Årtusindemål, som består af otte klare målsætninger om bl.a. at halvere verdens fattigdom, minimere børnedødelighed og at sikre grundskoleuddannelse til alle. Både udviklingslande og den rige verden er enige om at følge planen frem til 2015.

Hovedindsatsen vil selvsagt ligge der, hvor problemerne er størst. Men da Årtusindemålene bygger på ideen om partnerskab, så har Danmark og andre medlemmer af de riges klub til opgave at fjerne de eksterne faktorer, som også medvirker til at fastholde Afrika i knæhøjde. Her tænker jeg på:

	at eftergive gæld i de mest forgældede lande.
	at droppe, eller i det mindste begrænse, stats-subsidier, som koster OECD-landene én milliard dollar om dagen på landbrugsstøtte alene, og som gør det håbløst for fattige landmænd i syd at hamle op med EUs og USAs varer på verdensmarkedet.
	at sikre lige adgang til de globale markeder for alle.
	at give flere penge i udviklingsbistand fra hele den rige verden til de fattigste lande.

Hvis Årtusindemålene skal nås i 2015, vil det koste dobbelt så meget i udviklingsbistand pr. år, som verden yder i dag, vurderer Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Det vil sige 96-116 milliarder dollars om året de næste knap 13 år. Svimlende beløb, ja. Men rent faktisk svarer det omtrent til Europæernes udgifter til alkohol - på årsplan.

Poul Grosen, direktør UNDP Norden

Berlingske Tidende, 19. januar 2003