MetroXpress, 29. januar 2003, Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Ungdomskulturen er til debat for tiden. Mest med den bekymrede mine på: zappere, curling-børn, mig-generationen, og nu endda generation fucked up. Det aktuelle fokus skyldes, at en gruppe tilsyneladende almindelige unge har hærget Århus med skolebrænde og andre uforståelige hærværksgerninger. Men det er blot den foreløbige kulmination på en bekymrende tendens med stigende alkohol- og hashforbrug, en blomstrende pjækkekultur, alt for mange med selvmordstanker og anoreksi, udbredt ensomhed osv.

HVEM ER FUCKED UP?

Det er nogle signaler, som vi ikke kan tage for alvorligt. Spørgsmålet er dog, hvem der egentlig er ”fucked up”. Mange har den holdning, at unge ganske enkelt ikke er hvad de har været, underforstået at nu må de tage sig sammen, og vi hører sangen fra de varme lande om, hvor tappert de gamle cyklede i skole i frostgrader, arbejdede for lommepengene til langt ud på natten, fordi SU’en ikke var opfundet, og hvordan der på vand og knækbrød blev terpet lektier adskillige timer dagligt. Ikke et øje er tørt, når (bedste)forældrene ruller sig ud.

Selvom hukommelsen nok tog en smule skade af det helteagtige slid, så er det rigtigt at meget var anderledes. Det var livsbetingelserne også. Spillereglerne for de gode gamle dage gælder ikke mere. Reglerne er blevet langt mere komplicerede. Den gode nyhed er, er unge også er langt mere kvalificerede end tidligere. Hvis billedet skal males med den brede pensel, er unge selvstændige, kritiske, vidende, ressourcestærke, dygtige, reflekterede og har masser af fornuftige holdninger.

UNGE SAVNER RUTEPLAN

Til gengæld har vi ingen ruteplan, der bringer os trygt og sikkert fra vugge til krukke. Vi skal selv skabe os et liv. Det er på den ene side et kæmpe privilegium, men samtidig er det udmattende for mange unge at skulle være sin egen “livsstilsarkitekt”. Især fordi unge konfronteres med en virkelighed fyldt med modsætninger, som er stor set umulige at håndtere. Alene i hvert fald. Nogle af paradokserne er:

At friheden har medført en forventningseksplosion fra de unge selv og omgivelserne. De uendeligt mange valgmuligheder rammer unge igen som en boomerang. Mulighederne tydeliggør den enkeltes begrænsninger.

At unge er splittede mellem ønsket om tryghed og forventningerne om et spændende, intenst liv.

At unge er individualister, men ikke imod fællesskaber. Længslen efter trygge fællesskaber udfordres imidlertid af kravet om selvrealisering.

At teknologien har skabt en impulsafhængig generation, hvor ensomheden lægger sig tungt over den enkelte, hvis sms’erne ikke tikker ind med korte intervaller. Men afhængigheden skaber usikkerhed og rastløsthed og underminerer langsomt evnen til fokusering og fordybelse.

At unge hele tiden skal træffe valg, men ikke kan overskue konsekvenserne og derfor lammes ved tanken om alt det, det enkelte valg udelukker.

At unge ikke er ligeglade, holdningsløse eller uvidende. Vi kender alt for godt til de mange nationale og globale udfordringer og brænder for at gøre en forskel. Men summen og karakteren af problemerne er uoverskuelige, så mange ender med ikke at have overskud til blot at engagere sig i ét eneste projekt.

Det er populært at sige, at unge ikke vil tage ansvar – men mon ikke kritikken snarere skal rettes mod forældregenerationen. Et ordsprog siger, at man skal have rødder for at kunne flyve. Alt for mange unge savner rødder, dvs. kontakt og samvær med voksne, der tør udstikke nogle rammer, så de har noget at navigere efter. Derfor bliver de mange muligheder blot til en skræmmende afgrund af frihed.