Tipsmonopol sikrer alsidighed

Jyllands-Posten, 1. februar 2003

 

Niels Lund og Rasmus Hylleberg, hhv. generalsekretær og formand i Dansk Ungdoms Fællesråd

 

Danmarks unge på 12-18 år er en eftertragtet gruppe. Med lommepenge og fritidsjob udgør de et købedygtigt marked på 10 mia. kroner årligt. Det har mobilselskaberne, musikindustrien og tøjbranchen for længst opdaget. Markedsføringen af produkter fra disse selskaber er massiv, som man vil bemærke, hvis man blot et øjeblik følger programmer og reklameblokke på TV2, TV3 og TV-Danmarks kanaler. Og fra TV-selskabernes hovedsæder har man også iværksat initiativer for at få lette penge ind på kontoen, hvad enten det drejer sig om SMS-chat på årets julekalender eller afstemninger på årets Robinson, Fear Factor, Baren, eller God knows What. Pengene ruller ind.

 

BOOKMAKERE PÅ SPRING

Nu står udenlandske bookmakere på spring for at få del i dette særdeles lukrative ungdomsmarked. Hvis disse selskaber og deres velvillige agenter på avisredaktionerne rundt omkring i landet får magt som de har agt (og penge), bliver sportsspillene givet frit – og så er banen fri til en omfattende markedsføringsindsats overfor en af de mest påvirkelige og lukrative markedssegmenter blandt de danske forbrugere – de unge mellem 12 og 18 år. Og de unge vil spille, ingen tvivl om det.

 

Men spil er efter vores opfattelse mere på linie med sprut og smøger end med mobiltelefoner, CD’ere og jeans. Og dermed er spil også en vare, hvor vi må og skal have råd og vilje til at begrænse en hæmningsløs markedsføring overfor børn og unge. Ikke mindst for at begrænse ludomani hos denne aldersgruppe.

 

MORALSK MONOPOL

Tipstjenesten er et monopol – og tilmed et veldrevent sådant. Pengene ruller ind til de mange gode formål – herunder også til de børne- og ungdomsorganisationer, som vi repræsenterer. Men Tipstjenesten er også veldrevent i den forstand, at man på et marked så relativt umoralsk som spillemarkedet, har tilladt sig at holde en høj moralsk standard, når det gælder markedsføringen overfor børn og unge. Tipstjenesten har ganske enkelt ikke markedsført sine spil til børn og unge. Nuvel, der er selvfølgelig adskillige unge, som både har købt et skrabelod og en lynlotto, ligesom flere sikkert har spillet på kampresultatet mellem Brøndby og FCK. Men der er langt fra det lidt tilfældige spil og til en velgennemtænkt og aggressiv markedsføringskampagne med det klare formål at få unge til at spille – og spille meget.

 

Folketinget behandler i disse måneder en lov, der præciserer, at spil hos andre end Tipstjenesten er ulovligt. Loven vil i sin nuværende form næppe være tilstrækkelig til at stoppe spil hos udenlandske bookmakere, men den vil lægge en dæmper på markedsføringen af de ulovlige spil – også overfor børn og unge. Og det er vi tilfredse med.

 

INDBRINGENDE KORSTOG

Til gengæld undrer det os, at de toneangivende sportsredaktioner i Jyllandsposten, Berlingske Tidende og BT kører et korstog på bookmakernes vegne for at få givet sportsspillene (og dermed på sigt alle spil) frit i Danmark, som om spil var en almindelig forbrugsvare. Det er en fristende tanke, at en væsentlig årsag til redaktionernes medløberi skyldes udsigten til en fed luns af markedsføringsbudgetterne, når bookmakerne for alvor kommer i gang.

 

Med et presset avismarked gælder alle kneb selvfølgelig, men prisen kan vise sig at blive høj, hvis tipsmonopolet afskaffes! I dag går tipsmidlerne til almennyttige formål, og sikrer dermed blandt andet økonomien for et bredt og varieret foreningsliv. Det er et formål, der er værd at værne om.