Kampen for Saddam
Information, 8. februar 2003
Emil Kongshøj Larsen og Rasmus Hylleberg, medlemmer af Det Radikale Venstre
Information er for tiden fyldt med kommentarer, der har travlt med at analysere USA's motiver og interesser i Irak. Fælles for dem er, at de 'afslører', at USA ikke bekymrer sig om menneskerettighederne, det er kun noget amerikanerne siger. Venstrefløjen véd nemlig, at det handler om olie. Den vinkel dyrker senest kronikken den 4. februar med ildhu. Problemet er ifølge kronikørerne, at USA uden at have fået ny viden har fået en ny holdning, nemlig at det nu er bortvisningsgrund for Saddam, at han mishandler sit eget folk og med jævne mellemrum slår kurdere ihjel.
TORTUR ER VEL ALVORLIGT? Implikationen er, at da der ikke er noget nyt under solen – Saddam mishandler stadig sit folk, men kun så meget som han plejer – har amerikanerne ikke ret til at føre krig mod Irak. Og absurditeterne fortsætter: Flere menneskerettighedsorganisationer er blevet sure over, at USA nu ”misbruger” deres rapporter til at tegne et billede af Saddam som en sadistisk og kynisk diktator. Det er åbenbart dybt beklageligt, at USA er holdt op med at betragte dem som hyggelæsning, men nu tager rapporterne alvorligt.
KINA, DET SLIDTE MANTRA Men mod sådanne indvendinger spilles trumfen: USA interesserer sig slet ikke for Saddams mishandlede folk, for så ville de jo gribe ind over for mange flere diktatorer, som undertrykker deres befolkninger. Venstrefløjens progressive holdning er, at vi skal passe meget på med at gøre noget godt, før vi kan gøre alt godt på en gang. Sålænge vi ikke bomber Kina, kan vi ikke bombe andre, er det slidte mantra. Med den indstilling kan vi vente længe på en bedre verden.
Det har vi bare ikke tid til! Der står alt for meget på spil for de fattige og undertrykte. Det er sikkert rigtigt, at USA især interesserer sig for olie, magtbalancer og egne økonomiske interesser (vi er vel heller ikke altid helt frelste). Netop derfor er der behov for et langt mere kvalificeret og ambitiøst modspil til USA's verdensorden, end det venstrefløjen leverer. Det er tragi-komisk at opleve, hvordan den venstrefløj, der engang sang internationale med stolthed og begejstring nu fuldstændig har mistet den globale orienteringssans.
HVAD VIL VENSTREFLØJEN? I stedet for at være mod en krig mod Saddam skulle vi glæde os over, at det nu endeligt er muligt at få USA til at rykke ind mod en af de værste slyngler. I stedet for at begræde at det (også) handler om olie, skulle vi glæde os over, at det nu er muligt at forene det nyttige (befri et folk) med det behagelige (stabile oliepriser). I stedet for at forsvare Iraks suverænitet, skulle vi glæde os over, at det endelig lykkes at tilsidesætte retten til at undertrykke og lemlæste et tilfældigt folk inden for nogle tilfældige streger på et kort. I stedet for at frygte Mellemøstens reaktion skulle vi satse på at en krig mod Irak ville være et signal til andre slyngelstater om at behandle deres folk ordentligt, hvis de vil overleve. Og i stedet for at bruge al krudtet på at spille Saddams nyttige idioter skulle vi mest af alt kæmpe en aggressiv kamp for at sikre, at vi ikke glemmer irakerne, når Saddam er væk.
DE GODE GRÆDER... Venstrefløjen mangler et troværdigt bud på, hvordan vi slipper af med denne verdens tyranner og skaber en bedre verden for lidt flere. Irak kan stadig blive begyndelsen på en ny retfærdig verdensorden, men foreløbig græder de gode, og de onde ler.
Her kan du læse nogle af reaktionerne fra Information Her kan du læse vores replik i Information den 24. februar 2003
| ||||