Politiken, 14. februar 2003

Emil Kongshøj Larsen og Rasmus Hylleberg, medlemmer af Det Radikale Venstre

Et af de mest slidte venstrefløjsmantraer de sidste måneder har været, at ”det alene er FNs sikkerhedsråd, der kan træffe en beslutning om krig i Irak. Krigen kan kun accepteres med et FN mandat”. Mantraet ledsages som regel af voldsomme udfald mod USA, der giver indtryk af, at det er Bush snarere end Saddam, der er del af denne verdens ”ondskabens akse”.

Det ville mest være til at grine af, hvis ikke konsekvensen var, at venstrefløjen dermed fuldstændig svigter sine oprindelige idealer om universelle menneskerettigheder og visionen om et internationalt retssamfund. Irakkonflikten gør det fortvivlende klart: Man brokker sig over alt hvad amerikanerne gør, men har ikke selv nogen løsninger på tidens udfordringer. Man erklærer USA krig og Saddam fred. Venstrefløjen har allieret sig med verdens diktatorer og svigtet de fattige og undertrykte.

Venstrefløjens antikverede verdensbillede

Amerikansk semi-hykleri tilsat en betydelig Bush-kluntethed har fået venstrefløjen til at se så rødt, at verden vendes på hovedet. Selvom vi netop har taget hul på et globalt århundrede med nye spændende muligheder, klamrer venstrefløjen sig til et antikveret verdensbillede. Det er på tide at venstrefløjen vågner af sin Tornerose søvn og demonstrerer vilje og fantasi til at skabe en ny verdensorden.

Især er det helt afgørende at nytænke FNs rolle og legitimitet – netop for at sikre et stærkt FN. Hvorfor forsvarer venstrefløjen tankeløst et internationalt system, der bygger på en forældet verdensorden, hvor de værste slyngler rangerer på linie med folkevalgte statsledere? Hvorfor er det afgørende hvad diktaturet Syriens holdning er til et Irak-angreb, blot fordi landet er medlem af FNs sikkerhedsråd? Et kvalificeret gæt er, at Syriens leder ikke er særlig bekymret for det irakiske folk, men snarere er skræmt ved tanken om at en Irak-krig skaber præcedens for, at vi fremover afsætter andre statsautoriserede banditter.

Kynisk kansler

Og hvorfor lader venstrefløjen sig dirigere rundt af en kynisk kansler Schrøder, der har taget Iraks befolkning som gidsler, fordi han ikke har flere kort at spille på hjemmefronten? Hvorfor udsætter venstrefløjen ikke Syrien, Frankrig og Tyskland for samme nidkære motiv-granskning som USA? Svaret er vel, at det ikke kun er USA som hykler sig gennem Irak-konflikten.

Efter alt for mange år, hvor det på grund af den kolde krig ikke var realistisk at udfordre den daværende verdensorden, blev det muligt at bombe talibanerne ud af Afghanistan, og nu har vi chancen for at slippe af med Saddams Irak, et af de mest undertrykkende systemer. Men venstrefløjen jubler ikke, tværtimod kæmper man en voldsom kamp for, at vi fortsat skal behandle modbydelige forbrydere som respektable statsmænd.

Vi skal gøre alt godt

Men mod sådanne indvendinger spilles venstrefløjstrumfen: USA interesserer sig slet ikke for Saddams mishandlede folk, for så ville de jo gribe ind over for mange flere diktatorer, som undertrykker deres befolkninger. Venstrefløjens progressive holdning er åbenbart, at vi skal passe på med at gøre noget godt, før vi kan gøre alt godt på en gang. Med den indstilling kan vi vente længe på en bedre verden!

	Præsidentens checkliste over gode grunde til at føre krig... Centrum-venstre burde hjælpe ham med at finde en god grund...

Det har vi bare ikke tid til! Det er sikkert rigtigt, at USA især interesserer sig for olie, magtbalancer og egne økonomiske interesser, men selvom motiverne muligvis kunne være mere idealistiske, er det jo ikke det samme som, at resultatet ikke kan være godt.

En ny verdensorden

Derfor er det på tide, at venstrefløjen dropper de anti-amerikanske automatreaktioner, og begynder at gå efter bolden frem for Bush-manden. Det vi ser nu er ikke en verdensorden under afvikling – det er en ny perspektivrig verdensorden under opbygning! Og venstrefløjen skal være med:

	I stedet for at være mod en krig mod Saddam skulle vi glæde os over, at det nu endelig er muligt at få USA til at rykke ind mod en af de værste slyngler.
	I stedet for at bruge så meget tid på at finde flere våben skulle vi fastholde, at det handler om at komme af med en fæl diktator med et synderegister så langt, at der ik-ke er behov for at finde den seneste rygende pistol.
	I stedet for at begræde at det måske også handler om olie, skulle vi glæde os over, at det nu er muligt at forene det nyttige (befri et folk) med det behagelige (stabile olie-forsyninger).
	I stedet for at forsvare Iraks suverænitet, skulle vi glæde os over, at det endelig lykkes at tilsidesætte retten til at undertrykke et helt folk.
	I stedet for at frygte Mellemøstens reaktion skulle vi satse på at en krig mod Irak vil være et signal til andre slyngelstater om at behandle deres folk ordentligt, hvis de vil overleve.
	Og i stedet for at bruge al krudtet på at forhindre en krig som alligevel kommer, skulle vi kæmpe en aggressiv kamp for at sikre, at vi ikke glemmer irakerne, når Saddam er væk. Det er venstrefløjens største svigt, at der ikke er nogen forslag til, hvad der skal ske med Irak efter en krig.

Internationale igen?

Venstrefløjen mangler et troværdigt bud på, hvordan vi slipper af med denne verdens tyranner og skaber en bedre verden for lidt flere. Det er sidste udkald, hvis højrefløjen ikke skal sætte sig helt på den globale dagsorden. Tænk at det er kommet så vidt, at den progressive venstrefløj, der engang sang 'Internationale' med stolthed og begejstring nu fuldstændig har mistet den globale orienteringssans.