Det er en spændende debat, de to radikale partimedlemmer Rasmus Hylleberg og Emil Kongshøj Larsen har rejst her i Information. Med synspunktet om at vi bare skal slå til mod Iraks diktator Saddam Hussein, har de to herrer sørget for at efterkomme de mange af Informations læsere, der ønsker andre synspunkter end de sædvanlige.

Hylleberg og Kongshøj argumenterer flittigt og dygtigt for en krig imod Irak i deres vendetta imod det, de kalder venstrefløjens nyttige idioter. Det vil åbenbart sige dem, der ikke ønsker en krig no matter what.

Vi er ikke uenige i, at Saddam Hussein er en modbydelig diktator og despot, og vi forstår godt Hyllebergs og Kongshøjs irritation over, at dele af venstrefløjen har tendens til at sætte lighed mellem Husseins forbrydelser og George Bush middelmådige regeringsførelse i USA. På disse punkter er vi altså på linje med de to debattører.

Men derfra og så til at køre FN ud på et sidespor er der stadig et stykke vej. Hvis FN finder frem til, at der er brug for en krig for at afvæbne Saddam Hussein, får krigen en international legitimitet. Det nytter ikke noget, at vi synes at den stærkes ret skal herske, blot fordi vi er allieret med verdens for tiden eneste supermagt.

Hylleberg og Kongshøj fremfører, at vi ikke skal bruge tiden på at frygte Mellemøstens reaktioner. Det synspunkt er nærmest et koncentrat af den problematiske holdning, som de to fremfører. Hvis USA indleder en krig imod Irak uden international opbakning og uden FN‘s gyldne stempel, er der en reel risiko for at øge dén modstand, der er i forhold til Vesten i mange mellemøstlige lande. Dermed øges afstanden mellem Vesten og de arabiske lande, og vi risikerer, at de anti-vestlige følelser, der skaber grobund for terrorisme, forstærkes.

Vi forstår godt baggrunden for Hylleberg og Kongshøjs holdning. Vi vil også gerne fremme menneskerettighederne og demokratiet i verden. Men spørgsmålet er om man gør det ved at fremme en ustabil verdensorden?

Vi vil også gerne have reformeret FN-systemet. Vi vil såmænd også gerne have ‘en international politibetjent‘, der kan rykke ud i tilfælde af krige, kriser og fæle diktatorer, som Iraks Saddam Hussein. Essensen af diskussion er blot om dette ‘politihovedkvarter‘ skal ligge i Washington eller New York? Hos høgene i Pentagon eller diplomaterne i FN‘s hovedkvarter?

Vi vil også gerne sikre, at der sker en ordentlig genopbygning af det irakiske samfund efter en eventuel krig. Vi vil endda gerne have FN til at stå for denne operation, og vi vil gerne forpligte det internationale (og vestlige) samfund på en holdbar genopbygningsplan. Men man skal passe meget på ikke at tro, at der efter en krig nødvendigvis følger genopbygning.

Simon Emil Ammitzbøll og Frederik Berling, hhv. lands- og næstformand for Radikal Ungdom

Information, 24. februar 2003

Den radikale Rasmus Hylleberg og partifællen Emil Kongshøj Larsen agiterede den 8. februar for en invasion af Irak. Og ve de, som tvivler. Hvis man ikke marcherer i takt med de radikale baretter så er man venstreorienteret, en nyttig idiot for Saddam Hussein og én der får de onde til at le! Det er hård kost, når man som jeg ikke identificerer sig med nogle af de krigsretoriske udsagn og alligevel tillader sig at tvivle på om den rette og gode gerning er krig. Det er lidt som at være på Århus Stadion omgivet af de radikales svar på ‘White Pride‘ der skriger »Dem som ikke hopper, de elsker Saddam«.

Saddam Hussein er uden tvivl en skurk, der har mange liv på samvittigheden. Han har i 30 år holdt irakerne i et jerngreb og udkæmpet krige med Iran (det kunne vi egentlig godt lide) og Kuwait (det kunne vi så ikke lide). Allerede under Golfkrigen stod det klart, at udover invasionen af Kuwait var der massive overgreb mod kurdere, der var udsat for nervegasangreb, og der var ikke skyggen af demokrati og menneskerettigheder i landet. Alligevel vælger vi at lade despoten blive siddende. Der vedtages resolutioner i FN, der indfører sanktioner mod landet, flyveforbudszoner og et krav om destruktion af masseødelæggelsesvåben, dog blev der ikke stillet en normalisering af Iraks forhold til omverdenen i udsigt så længe Saddam Hussein regerede. På den baggrund kan det næppe undre, at de første våbeninspektioner var særdeles problematiske, for hvem vil ikke forsvare sig selv med alle tilrådighed stående midler, hvis man er truet på livet?

Husseins kattelem

I stedet for at øge truslen mod Saddam Hussein bør vi i stedet fjerne truslen og stille en normalisering i udsigt. Det vil kunne være den kattelem til Saddam Hussein til dels at droppe sine våbenprogrammer og dels at åbne for demokratiske reformer i landet, ja sågar stille sig i spidsen for dem.

Nu vil mange sikkert mene, at Saddam Husseins forbrydelser ikke blot skal gå i glemmebogen, men modellen er set før. Hirohito var japansk kejser før, under og efter Anden Verdenskrig. Han havde som aggressor så meget blod på hænderne, at der var alle legitime grunde til at skyde ham ved daggry. Dette modsatte general MacArthur sig på grund af kejserens position i befolkningen. Dette samme kunne være tilfældet i Irak, hvis eksilpolitikere jeg ikke har specielt meget mere fidus til end til Saddam Hussein.

Klinger hult

Der er jo godt nok ikke megen militær heroisme over dette forslag i forhold til at dræbe og lemlæste tusindvis af irakere for en skalps skyld og for at kunne give landet den fantastiske frihed, vi har givet befolkningerne i Kosovo og Afghanistan. Disse steder har vi jo også på glimrende vis vist irakerne, hvor meget der egentlig er om vores snak om genopbygning og støtte efter en invasion.

Set i det lys klinger det noget hult, når Rasmus Hylleberg og Emil Kongshøj Larsen opfordrer til at koncentrere kræfterne om ikke at glemme irakerne efter Saddam er skudt. Det kan jo virke fristende at tæppebombe et land, hvis antiluftforsvar er ikke eksisterende, men jeg kan, som Niels Hausgaard i sin seneste forestilling om krigen i Afghanistan, ikke frigøre mig for at tænke på de mennesker, der løber rundt der, hvor bomberne rammer, hvorfor han kom til at holde med de svageste – det var det eneste, han havde mandat til.

Norges statsminister, Kjell Magne Bondevik, har sagt at han uanset sikkerhedsrådets beslutninger vil forbeholde sig retten til at have sin egen holdning. Jeg vil gøre hans ord til mine og tilføje, at uanset beskyldninger fra tapre radikale tinsoldater om at være en venstreorienteret idiot, så vil jeg forbeholde mig retten til min egen holdning – det, synes jeg, er det eneste, jeg har mandat til!

Anders Christensen, Organisationskonsulent

Information, 18. februar 2003