Reaktionerne på vores kommentar om, at venstrefløjen har vendt verden på hovedet og er endt med at gå Saddams ærinde viser, at mange gode venstreorientede heldigvis er kampklare - desværre dog kun på papiret.

DEN ULYKKELIGE FRED

Krig er altid ulykkeligt. Men alternativet er ikke fred, og det er det virkeligt ulykkelige. Gennem 50 år har venstrefløjen kæmpet hårdt for at sætte menneskerettighederne øverst på den internationale dagsorden. På grund af Koldkrigen var det stort set umuligt at få stormagterne til at se kritisk på diktaturstaterne, tværtimod understøttede USA og USSR dem aktivt. Det er bestemt ikke en historie, vi kan være stolte af, og det er heldigvis en politik som mange på venstrefløjen kritiserede.

Set i det lys forekommer mange af argumenterne mod en Irak-krig en smule rygmarvsbaserede. Kæden hopper fx af, når man angriber USA for at have behandlet Irak som allieret og for ikke at have afsat Saddam for 10 år siden, og derfor ikke vil være med til at gøre noget nu. Selvom vi selvfølgelig skulle være sluppet af med Saddam for mange år siden, må det da være bedre at slippe af med ham, end at vi holder hånden over ham 10-15 år til.

RYGENDE PISTOLER OG MENNESKERESTER

Og kæden hopper af, når venstrefløjen er imod krig, fordi USA's motiver er forkerte eller fordi Bush anvender en primitiv retorik. Og kæden hopper af, når venstrefløjen springer på FN's og USA's tovtrækkeri om masseødelæggelsesvåben. Det er desværre det eneste som foreløbig kan få højrefløjen til at kæmpe menneskerettighedernes sag, men for venstrefløjen burde det ikke handle om at finde den seneste rygende pistol - det må være nok med de forfærdelige forbrydelser Saddam allerede har begået.

Og kæden hopper helt af, når USA fremstilles som en slyngelstat på linie med Irak. USA begår mange fejl, men venstrefløjen behøver ikke kopiere dem. Vi skal støtte USA på de punkter, hvor vi har sammenfaldende interesser, dvs. befri irakerne, statuere et eksempel overfor andre diktatorer og kampen for globale menneskerettigheder. Og vi skal kæmpe for at gøre vores interesser til deres på de punkter, hvor amerikanerne svigter. Det gælder især spørgsmålet om Iraks fremtid og mere generelt kampen for en international og retfærdig retsorden.

IRAK HAR KRAV PÅ MASSIV GENOPBYGNINGSSTØTTE

Mht. Iraks fremtid er det forstemmende, at der ikke er mere konkrete ideer på bordet. Den oplagte løsning er at give FN-mandat til at administrere genopbygningen de næste 5-10 år. Indsatsen kan finansieres af oliepengene, som skal bruges til at bygge skoler og hospitaler samt et irakisk civilsamfund, administration og retssystem.

Hvad angår en international retsorden er det FN vi kender i dag ikke løsningen. Faktisk er det en smule absurd, at venstrefløjen taler som om USA ødelægger retssamfundet. FNs nuværende konstruktion har ikke meget med et retssamfund at gøre. Det repræsenterer tværtimod en Koldkrigs verdensorden, hvor grænser var vigtigere end mennesker. I dag er det omvendt. Mennesker er vigtigere end grænser. Derfor bør venstrefløjens ambitioner række længere end til blot at forsvare status quo. Hvis venstrefløjen ikke har fantasi og mod til at forandre FN, så det passer til en ny verdensorden - den vi altid har drømt om! - gør vi det alt for let for amerikanerne at forlade den synkende FN-skude.

En krig mod Irak vil være forfærdelig. Et svigt over for Iraks undertrykte befolkning vil være endnu værre. Og det er ubærligt, hvis venstrefløjen har mistet visionerne om en retfærdig verden, hvor andres menneskerettigheder er noget vi er villige til at kæmpe for.

Rasmus Hylleberg og Emil Kongshøj Larsen, medlemmer af Det Radikale Venstre

Information, 24. februar 2003