Berlingske Tidende, 26. januar 2003, Rasmus Hylleberg, medlem af Det Radikale Venstre
Det er opløftende, at Afrika stadig kan kalde følelserne frem også hos gode borgerlige folk jf. reaktionerne på min kommentar ”Koloniser Afrika!” (debat 19. og 12. januar). Men det er ikke overraskende, for selvfølgelig påvirker Afrikas tragiske skæbne også borgerlige vælgere. Desværre kommer det alt for sjældent til udtryk, og Fogh-regeringen har for let spil, når det gælder besparelserne til verdens fattige.
Det har venstrefløjen til gengæld også, når vi diskuterer, hvordan pengene skal fordeles. Ukritiske pengeoverførsler fylder stadig alt for meget i bistandsverdenen, og det er vel grunden til at så få (borgerlige) orker at kæmpe de fattiges sag. Derfor er der behov for nytænkning. De fattige er i forvejen ofre for deres egne statsledere – de har ikke råd til også at blive ofre for venstrefløjens politiske korrekthed.
Hvid mand har ingen byrde
Nytænkning efterlyser bla. direktøren for UNDP Norden, Poul Grosen, men takker på FNs vegne desværre nej til mit forslag om at sætte de værste afrikanske bananstater under FN-administration. Det paradoksale ved Grosens velmente replik er imidlertid, at den er et skoleeksempel på, at den dårlige samvittighed over kolonitiden fortsat gør det stort set umuligt at forholde sig kritisk til Afrika og kontinentets ledere.
Forestillingerne om den hvide mands byrde som formyndere og opdragere af de primitive sorte trækkes straks frem, men det bygger på et fuldstændig antikveret verdensbillede. I dag er der tale om den gode mands byrde over for et mishandlet og undertrykt folk. Derfor har FN et ansvar og en pligt til at gribe udfordringen med at afsætte statsmorderne og hjælpe Afrika til en ny begyndelse. Det er i den forbindelse tankevækkende, at ønsket om et stærkt og handlekraftigt FN kaldes formynderi, når formålet er at gøre op med de værste brud på FNs egen menneskerettighedserklæring.
Afrika er offer for politisk korrekthed
Men frygten for at være politisk ukorrekt betyder, at Grosen blot skriver, at afrikanerne selv må kræve medindflydelse, og at der kun er én løsning, nemlig det lange, seje træk (udover selvfølgelig flere penge). Men det er vel en slags omvendt racisme. Hvordan mon reaktionen havde været, hvis Grosen under massakrerne på Balkan havde skrevet, at der er kun én løsning. Skulle Bosnien eller Kosovo have klaret sig selv, da Milosevic myrdede løs? Og hvorfor kan FN administrere Kosovo, men ikke Liberia eller Burundi?
Det kan FN så heller ikke helt, svarer Grosen. Og det er rigtigt, at det bestemt ikke er enkelt, og der er begået mange fejl på Balkan. Men fordi vi laver dårlige udviklingsprojekter stopper vi dem ikke, men laver dem bedre. Samme logik gælder vel også for FN-missioner.
FN-administration virker - formynderi gør ikke
Endelig er indvendingen, at kolonitiden viste, at ”formynderi ikke virker”. Her er vi helt enige. Forskellen er dog først og fremmest, at koloniseringens formål var at skabe velstand til kolonimagterne, ikke at udvikle kolonierne. En moderne FN-kolonisering skal imidlertid heller ikke udvikle Afrika. Det skal afrikanerne selvfølgelig selv – og de kan sagtens, hvis de får chancen.
FN skal have modet til at afsætte de korrupte statsledere som bryder samtlige FN konventioner. Det burde være ukontroversielt. Derefter skal FN etablere et retssystem og bekæmpe korruptionen, bygge skoler og hospitaler, og sikre at Afrikas ressourcer ikke ender på europæiske bankkonti, men investeres til glæde for befolkningerne. Afrikanerne skal være den drivende kraft i udviklingen af deres egne samfund, men FN-administrationen skal sikre, at de mest basale spilleregler overholdes. Derudover skal Afrika selvfølgelig oversvømmes med kvalificeret arbejdskraft, som vil arbejde i kontinentets tjeneste.
Afrika skal ikke overlades til sig selv. Tværtimod skal vi hjælpe med at finde genveje uden om det lange seje træk, så afrikanerne ikke behøver gentage vores fejltagelser. Afrika har ikke brug for en 30 års stammekrig. Afrika har brug for fred og retfærdighed. Det er den gode mands byrde.