DROP FN-SPORET

FN er godt og mere FN er bedre. Sådan kan man vel nogenlunde opsummere den klassiske radikale holdning til de Forenede Nationer. Ved indgangen til et nyt, globalt århundrede er det imidlertid på tide at se kritisk på FNs nuværende konstruktion. Hvis det er rigtigt, at Europa-parlamentet har været et Mickey Mouse parlament, så er FN en Fedtmule institution. Derfor skal FN reformeres! Det er den eneste måde vi som radikale kan sikre et stærkt FN, der bliver rammen om et internationalt retssamfund.

 

Når forandringens vinde blæser, er der dem der bygger læhegn, og dem der bygger vindmøller. Som radikale ynder vi at se os selv som dem der griber tidsånden (den intellektuelle, ikke folkedybets), ja endda er på forkant med den, og derfor er vi partiet, der griber de svære udfordringer. Vi bygger vindmøller! Når det gælder FN og opbygningen af en retsorden blæser der nye vinde, og vi skal passe på ikke at stille os tilfredse med læhegn.

 

FN KNIRKER

Det er jo ganske banalt at konstatere, at FN blot afspejler magtforholdene efter Anden Verdenskrig. Derfor er det så meget mere overraskende, at det tilsyneladende kommer bag på os, at FN knirker gevaldigt, selvom det bygger på en helt anden virkelighed. Og derfor er det ærgerligt, at vi som radikale – med folketingsgruppen og Lands HB i spidsen – har mere travlt med at holde os på FN sporet end på at få FN på sporet. (Det er selvfølgelig fair at fastholde, at Det Radikale Venstre følger sikkerhedsrådets afgørelse, men det fritager ikke partiet fra at have en holdning og kæmpe for et standpunkt. Det ville være uacceptabelt, hvis en radikal på udviklingsområdet blot meldte ud, at vi holder os til Folketings- eller EU-sporet…).

 

Irak-konflikten er ikke årsagen til FNs krise, men udstiller blot svaghederne, og den aktuelle situation med et splittet sikkerhedsråd betyder ikke nødvendigvis, at en retsorden er under nedbrydning. Tværtimod kan det være en mulighed for at bringe radikale visioner om en retfærdig verdensorden endnu et skridt nærmere på at blive virkelighed. Men det kræver at vi griber den.

 

FALSK VERDENSORDEN

Det internationale samfund er stadig indrettet efter det århundredgamle westfalske system, der blev grundlagt i Europa i 1648 med afslutningen på Trediveårskrigen. Princippet er at hver eneste stat er suveræn, at den anerkendes af det internationale system som en legitim aktør, og at den enkelte stats nationale politikker ikke kommer andre ved. Deraf Forenede (suveræne) Nationer.

 

Imidlertid skete der en væsentlig ændring nøjagtig 300 år senere med vedtagelsen af FNs menneskerettighedserklæring. Vi vedtog nogle universelle værdier. Hvis vi tager det alvorligt som radikale, har vi samtidig påtaget os pligten til at blande os i, hvordan andre mennesker skal leve. FNs menneskerettighedserklæring var i princippet et opgør med statens suverænitet, men den Kolde Krig gjorde det umuligt at ændre praksis.

 

I dag tjener det westfalske system (FN…) kun til at legitimere, at vi forholder os passive, når magtsyge mennesker gemmer sig bag en tilfældig stats suverænitet og bruger staten til at undertrykke og udbytte et lige så tilfældigt folk. Det er højrefløjen ganske tilfreds med at kunne dække sig ind under, når det er opportunt, men det kan vi ikke være som radikale.

 

NYT FN

Derfor er det på tide, at omforme FN-arkitekturen – måske skabe Forenede Mennesker (FM). I dag forsvarer vi en institution, hvor de værste forbrydere sidder til højbords med demokratisk valgte statsledere. Hvorfor synes vi, at deres holdning til den internationale retsorden er særlig interessant, blot fordi de har været heldige at kuppe en stat? Tidligere var argumentet, at dia-logen var vigtig. Det er stadig et godt argument, men i dag har vi teknologien til at føre dialogen direkte med folket via internettet. Vi behøver ikke legitimere statsautoriserde banditter. En reform kunne blandt andet indeholde:

 

At medlemmer af FM skal være demokratiske eller at udviklingen (menneskerettigheder og demokrati) skal gå i den rigtige retning for at man kan være med i det gode selskab. Der ville intet odiøst være i sådan en vurdering (smagsdommeri), den foretager vi i forvejen, når vi fx giver udviklingsbistand.
Realiseringen af en intenational skat, der skal generere milliarder af dollars til at gøre FM stærk og uafhængig. Pengene skal bla. gå til at opbygge globale strukturfonde. Vi burde være frontkæmpere for, at det blev lige så naturligt at sende penge til Burundi som til Maribo.
Oprettelsen af en global politibetjent i form af en FM hær af professionelle soldater, der under FM mandat kunne rykke ind og sætte lande under administration for en kortere eller længere periode. Irak er et oplagt land at sætte under administration, hvor vi i givet fald skulle bygge videre på de både gode og dårlige erfaringer, vi allerede har fået fra bla. Kosovo og Øst-timor.

 

Det er selvfølgelig en grovskitse, men pointen er blot, at vi som radikale skal give et bud på et troværdigt FM, der er gearet til fremtiden. Og pointen er, at alternativet ikke er det nuværen-de FN – at fastholde status quo vil medføre et langsomt sammenbrud.

 

RETSORDEN BEDRE END VERDENSORDEN

Som radikale er vi instinktivt skeptiske overfor at foretage os noget, der ikke bygger på ret af frygt for at skabe præcedens. Men uanset hvordan man indretter et system vil det aldrig være stærkere end det svageste led. Hvis Kina, Nordkorea eller Pakistan ikke har ændret styreform om 50 år, når de måtte blive verdens stormagter, så er det ligegyldigt, hvilke konventioner og internationale spilleregler vi har vedtaget. Papir er taknemmeligt, men det sikrer ikke en retsorden. Med vores folkeoplysningstradition burde vi om nogen vide, at det ikke hænger sådan sammen. Det gør kun spilleregler, som nyder bred anerkendelse blandt flertallet.

 

Hal Koch skriver i sin klassiker ”Hvad er demokrati?”, at selv Grundloven er fuldstændig ligegyldig, hvis den ikke har opbakning blandt folket, og at en ret ikke én gang for alle kan sikres. Legitimiteten skal genskabes hver eneste dag, i hver eneste generation. Derfor er det nødvendigt at gøre op med en forældet verdensorden for at sikre en ny og bedre retsorden. Vi har talt om universelle menneskerettigheder i 50 år. Nu har vi muligheden for at gøre dem globale. Derfor skal vi gøre op med FN sporet – og få FN tilbage på sporet.

 

Rasmus Hylleberg

Radikale Dialog, marts 2003