Berlingske Tidende, kronik 16. marts 2003
Bjarke Larsen og Rasmus Hylleberg, medlemmer Det Radikale Venstre
FN er godt og mere FN er bedre. Sådan kan man vel nogenlunde opsummere holdningen hos de fleste danskere. Der sættes aldrig spørgsmålstegn ved FNs relevans og den almindelige holdning er, at det i en stadig mere globaliseret verden er nødvendigt med en organisation som FN. FNs status i det danske politiske landskab understreges i disse dage, hvor politikerne står i kø for at betone vigtigheden af at følge FN-sporet – uden omtanke for sporets retning.
HOP AF FN-SPORET
Det er temmelig perspektivløst. Tiden er kommet til at fokusere på at få FN på det rigtige spor. Irak-konflikten udstiller FNs svagheder, men er ikke skyld i krisen. Det er banalt at konstatere, at FN blot afspejler magtforholdene efter Anden Verdenskrig. Derfor er det så meget mere overraskende, at det tilsyneladende kommer bag på alle, at FN knirker gevaldigt, selvom organisationen bygger på en helt anden virkelighed.
I uge efter uge har vi nu været vidne til et stadig mere absurd spil, hvor legitimiteten af en krig mod Irak afhænger af, om det er USA eller Frankrig, der er bedst til at bestikke og besnakke tre af verdens fattigste lande. Uanset hvordan det ender, viser forløbet, at FN i sin nuværende konstruktion aldrig vil kunne spille en rolle som en væsentlig global aktør. Derfor skal FN enten reformeres markant eller også skal vi indse, at tiden måske er kommet til at kaste Forenede Nationer (FN) på historiens mødding som et forældet produkt fra forrige århundrede, der aldrig kom til at virke efter hensigten – og i stedet skabe et Forenede Demokratier (FD).
I den aktuelle situation er det selvfølgelig svært at gøre andet end at forsøge at få løst Irak-krisen gennem en så bred forankring i FN som muligt, men det fritager ikke et internationalt og retsbevidst parti som Det Radikale Venstre og andre ligesindede for at have en mere principiel, langsigtet holdning og offentligt kæmpe for det standpunkt. Det ville være utænkeligt, hvis en radikal politiker i forhold til udviklingspolitikken blot meldte ud, at det vigtigste var at holde sig til Folketings- eller EU-sporet.
NY RETSORDEN
Problemerne omkring Sikkerhedsrådets sammensætning og forskellige stormagters brug- og misbrug af vetoretten er velkendte og blot blevet understreget af den aktuelle sag. Læg hertil de utallige rapporter, der gennem årene er kommet, om ineffektivitet, nepotisme, bureaukrati og ressourcespild i et utal af FNs underorganisationer. Nogle af organisationerne er blevet reformeret, men det er stadig de færreste, der fungerer bare nogenlunde optimalt. Samtidig er det svært at tage en organisation alvorligt, der kan vælge Libyen som formandsland for FNs menneskerettighedskommission.
I det 21. århundrede er udfordringen at skabe et globalt retssamfund og droppe resterne af den verdensorden, som det nuværende FN repræsenterer. Derfor betyder den aktuelle krise ikke nødvendigvis, at en retsorden er under nedbrydning. Tværtimod kan det være en mulighed for at bringe radikale visioner om en retfærdig verdensorden endnu et skridt nærmere på at blive virkelighed. Men det kræver, at vi griber chancen.
FALSK FRED
Det internationale samfund er stadig indrettet efter det århundredgamle westfalske system, der blev grundlagt i Europa i 1648 med afslutningen på Trediveårskrigen. Princippet er at hver eneste stat er suveræn, dvs. at den anerkendes af det internationale system som en legitim aktør og at den enkelte stats nationale politikker ikke kommer andre ved. Deraf Forenede (suveræne) Nationer.
Imidlertid skete der en væsentlig ændring nøjagtig 300 år senere med vedtagelsen af FNs menneskerettighedserklæring. Verden vedtog her nogle universelle værdier, og hvis vi tager dem alvorligt, har vi samtidig påtaget os pligten til at blande os i, hvordan andre mennesker skal leve. FNs menneskerettighedserklæring var i princippet et opgør med statens suverænitet, men den Kolde Krig gjorde det umuligt at ændre praksis.
FEDTMULE INSTITUTION
I dag tjener det westfalske system (og dermed FN) kun til at legitimere, at vi forholder os passive, når magtsyge diktatorer gemmer sig bag en stats suverænitet og bruger staten til at undertrykke og udbytte befolkningen. Det har både højre- og venstrefløjen gennem årene været tilfredse med at kunne dække sig ind under, når det var opportunt, men det er på tide at gøre grundlæggende op med denne tankegang. Menneskerettighederne giver os både en moralsk ret og en moralsk pligt til at blande os i andre landes anliggender.
FN er ikke gearet til at kunne håndtere andet end et internationalt system baseret på de westfalske principper. Hvis det er rigtigt, at Europaparlamentet har været et Mickey Mouse Parlament, så er FN endt som en Fedtmule Institution.
Derfor er det på tide, at omforme FN-arkitekturen – måske så meget, at vi i stedet skaber Forenede Demokratier (FD). I dag forsvarer vi en institution, hvor de værste forbrydere sidder til højbords med demokratisk valgte statsledere. Hvorfor synes vi, at deres holdning til den internationale retsorden er særlig interessant, blot fordi de har kuppet en stat? Hvorfor skal diktatorer, der kun tænker på at konsolidere deres egen magt og puge penge til sig, have indflydelse på fordelingen af udviklingsbistand?
FORENEDE DEMOKRATIER
Tidligere var argumentet for et FN med alle om bordet, at dialogen var vigtig. Det er stadig et godt argument, men i dag kan dialogen med diktatorerne foregå på mange andre måder og i mange andre sammenhænge. Og samtidigt har vi nu teknologien til at føre dialogen direkte med folket via internettet og gennem et vidtforgrenet net af globale, folkelige organisationer (NGO’er). Vi behøver ikke legitimere statsautoriserede banditter.
En reform af FN – eller skabelsen af FD – kunne blandt andet indeholde:
 | At medlemmer af FD skal være demokratiske eller at udviklingen (menneskerettigheder og demokrati) skal gå i den rigtige retning for at man kan være med i det gode selskab. Der ville intet odiøst være i sådan en vurdering (smagsdommeri), den foretager vi i forvejen, når vi f.eks. giver udviklingsbistand. Det ville også være utænkeligt, at EU optog et ikke-demokratisk land. |
| Et FD-charter, der forpligter organisationen til at forsvare demokrati og menneskerettigheder overalt i verden, om nødvendigt med magt. Suppleret med indførelse af en beslutningsform, hvor alle medlemslande stemmer om sådanne afgørende skridt, og hvor det ikke er muligt for enkeltlande at nedlægge veto. |
| Indførelsen af en international skat, der skal generere milliarder af dollars til at gøre FD stærk og uafhængig. Pengene skal bl.a. gå til at opbygge globale strukturfonde. Danmark burde være frontkæmper for, at det blev lige så naturligt at sende penge til Burundi som til Maribo. |
| Oprettelsen af en global politibetjent i form af en FD-hær af professionelle soldater, der under FD-mandat kan rykke ind og sætte lande under administration for en kortere eller længere periode. Irak er et oplagt land at sætte under administration, hvor vi i givet fald skulle bygge videre på de både gode og dårlige erfaringer, vi allerede har fået fra bla. Kosovo og Øst-timor. |
| En hovedrengøring og forenkling af det tunge og uigennemsigtige kompleks af traktater, charters og konventioner, som er helt uforståelige og særdeles ufolkelige. |
Det er selvfølgelig en grovskitse, men de væsentlige pointer er, at alternativet ikke er det nuværende FN – at klynge sig status quo vil medføre et langsomt sammenbrud – og at et FN bygget på slyngelstater aldrig kommer til at udgøre fundamentet for et globalt retssamfund. Der er hårdt brug for nye visioner, der kan samle den demokratiske verden igen.
GLOBAL MENNESKERET
Hal Koch skriver i sin klassiker ”Hvad er demokrati?”, at selv Grundloven er fuldstændig ligegyldig, hvis den ikke har opbakning blandt folket, og at en ret ikke én gang for alle kan sikres. Legitimiteten skal genskabes hver eneste dag, i hver eneste generation. Derfor er det nødvendigt at gøre op med en forældet verdensorden for at sikre en ny og bedre retsorden. Vi har talt om universelle menneskerettigheder i 50 år. Nu er det på tide at gøre dem globale.
Når forandringens vinde blæser, er der nogle der bygger læhegn, og andre der bygger vindmøller. I forhold til FN og opbygningen af en international retsorden blæser der nye vinde, og danske tilhængere af globalt samarbejde og en global retsorden skal ikke stille sig tilfredse med læhegn.
Læs også kommentaren fra Radikal Dialog om Det radikale Venstres afsporing i forhold til FNs rolle i forbindelse med Irak-krigen.