Foto: Rune Backs

Generationskampen er blæst i gang! Sidste år lagde regeringen op til, at finansloven skulle være ungdommens, men det endte med en lang næse til unge og en ældrecheck til pensionisterne. Finansloven var imidlertid kun toppen af isbjerget, hvor der blev rykket rundt på et par milliarder hist og her. Spillet om velfærden skal først for alvor til at begynde.

De næste 10-15 år forskydes befolkningens sammensætning ganske alvorligt, og ældregruppen vokser voldsomt. Babyboom-generationen fra 1940erne går på pension samtidig med, at de små årgange fra 1980erne rykker ud på arbejdsmarkedet. Konkret betyder det, at ældrekvoten – andelen af 65+ i forhold til 15-64 årige – stiger fra de aktuelle cirka 20 procent til 30 procent i 2020 og helt op til 40 procent om 40 år.

Det stiller os over for kolossale økonomiske udfordringer og kontante velfærdsprioriteringer, som politikerne desværre ikke tager fat på. Ingen tør lægge sig ud med vælgerne – især ikke de ældre, som udgør en ganske stor gruppe af stemmeberettigede.

DEMOKRATISK SKÆVHED

Denne udvikling skaber de næste 10-15 år en demokratisk skævhed. Om 10 år skal valgretten for eksempel sættes ned til 12 år, hvis generations-balancen skal fastholdes. Det vil nok være for drastisk, men det er måske en idé at sænke valgretten til 15 eller 16 år, hvis vi som unge fremover gerne vil høres og tages alvorligt af det politiske system.

Det afgørende er imidlertid slet ikke at vinde generationskampen, men at få den afblæst igen! Til fordel for både unge og gamle. Det er spild af tid at kaste med sten på hinandens glashuse, og det er dybest set umuligt at gøre op, hvem der scorer gevinsten på generations-balancen.

Kuglerammen kan tippe begge veje afhængigt af, hvordan man gør det op. Vi har overtaget en kæmpe gæld fra 1960er generationen, men har samtidig fået en tip-top infrastruktur med skoler, hospitaler og vejnet. Vi skal måske arbejde lidt mere, end vi havde forventet for at finansiere fremtidens velfærdsstat, men arbejdstiden er de sidste 100 år faldet med en tredjedel.

Omvendt sidder nutidens pensionister på mere end halvdelen af landets samlede pengekiste, selvom de kun udgør 20 procent. På boligmarkedet er milliarderne høstet af 1960er-generationen – en omfordeling, som skattestoppet forstærker. Og det er næsten umuligt for unge førstegangs-købere at finde en fornuftig bolig.

Endelig modtager ældregruppen et hav af milliardtilskud alene på grund af deres alder – i stedet for konkrete behov. Det gælder efterlønnen og adskillige særordninger, som er historisk bestemt, fra dengang pensionister var en fattig og homogen gruppe. Derfor er det helt uholdbart, hvis de ældre generationer fredes politisk, når prioriteringerne for alvor skal gennemføres.

DROP KLYNKERIET

Pointen er, at det er tåbeligt at fastholde billedet af en firkantet generationskamp. Både unge og gamle skal droppe det forudsigelige generationsklynkeri. Pensionisterne er ikke en stakkels gruppe, så myten om de svage ældre skal aflives. Til gengæld er det også en myte, at uddannelserne udsultes. Ingen folkeskole i verden er så dyr som den danske, og ingen andre steder er gymnasieeleverne så priviligerede, at de høster ”cafe-penge” for indsatsen. Og unge børnefamilier har det ikke nødvendigvis hårdt. Nogle scorer kassen, mens andre knokler for at få betalt vuggestue-pladsen.

Så lad os droppe al snak om generationskamp og se på fremtiden uden interesse-briller. Det kræver villighed fra alle sider at droppe vanetænkning og politiske rygmarvs-reaktioner, men det kunne være spændende at samles om en vision for velfærdssamfundet, som følger Grundtvigs ord om, at ”få har for meget og færre for lidt”. Vi kunne så tilføje: Ung eller gammel er lige fedt!

Klummen Helt ærligt! - er denne gang skrevet af Rasmus Hylleberg

TJECK Magazine, nr. 137, april 2003