Ekstra Bladet, Frontalt, 14. april 2003

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Vi er aktive, vi er engagerede, og vi vil gøre en forskel. Alligevel lyder klagesangene over unge overalt. Unge er holdningsløse egoister, vi gider ikke tage ansvar, og bekymrer os ikke om fællesskaberne. Vi kaldes zappere, curling-børn, mig-generationen, og senest er vi endda blevet udråbt til ’generation fucked up’. Det eneste positive der er at sige om de voldsomme udfald er, at nu må selv dommedagsprofeternes sortsyn have nået lavpunktet.

Heldigvis er det ikke en udvikling, vi kan genkende. Tværtimod. Forenklinger og generaliseringer er altid lette, men siger nok mere om afsenderne end om de unge. Sandheden er snarere, at unge aldrig har været så engagerede, selvstændige og oplyste om verden omkring dem, som de er i dag.

Unge syndebukke

Til gengæld er verden blevet langt mere kompliceret, det er blevet sværere at navigere, og det gælder ikke kun for unge. Det kræver syndebukke, og her er den degenererede og fortabte ungdom altid et let offer. Det viser historien: ”Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. Ungdommen modsiger sine forældre og tyranniserer lærerne”. Sådan skrev filosoffen Sokrates for et par tusind år siden.

Når verden har ændret sig, har de unge altid fået skylden for alt det nye, de gamle generationer ikke ønskede eller magtede at forholde sig til. Men når vi ser tilbage over flere generationer, kan de fleste vist blive enige om, at der er gjort mange fremskridt. Det anfægter dog ikke sortseerne og deres moraliserende klagesange, men det forekommer at være dem snarere end de unge, der er uvidende og historieløse. I hvert fald kan de ikke huske deres Sokrates.

Når det er sagt betyder det ikke, at unge er fuldstændig ufejlbarlige – vi er jo trods alt kun et produkt af vores forældre. Men det er ganske enkelt perspektivløst at diskutere, om det er unge eller gamle eller sågar verden, der er fucked up. Jagten på syndebukke bidrager ikke til at løse de udfordringer, vi står over for. Og udfordringer er der. En fornuftig, politisk bevidst og samfundsengageret ungdom kommer ikke af sig selv. Det har den aldrig gjort! Egoisme og selvtilstrækkelighed er ikke nyt, men har altid skullet bekæmpes. Og demokratiet står over for kolossale udfordringer, fordi alle lande vikles ind i den globale centrifuge.

Fremtidsallergi

Den gode nyhed er imidlertid, at unge er godt rustet til at tackle udfordringerne. Vi har lyst og mod til gå nye veje, og vi forholder os til, at verden ser anderledes ud, end den gjorde for bare 10-15 år siden på både godt og ondt. Det betyder selvfølgelig ikke, at unge kan klare alt selv, men vi har ikke brug for åndeligt forstenede dommedagsprofeter, der rakker ned på os og lider af en særlig ondartet form for ungdoms- og fremtidsallergi. Vi har brug for voksne, der tager os alvorligt og som har modet til at forstå de nye vilkår og dilemmaer, som verden stiller unge over for. Og voksne som forstår, at de gode gamle dage ikke længere er gangbare, uanset hvor hyggeligt og trygt det måtte have været.

Vilkårene for at være ung har nemlig forandret sig kolossalt på ganske få år. Den største forskel fra tidligere er, at vi ikke har nogen ruteplan, der bringer os trygt og sikkert fra vugge til krukke. Vi skal selv vælge vores liv. Det er på den ene side et kæmpe privilegium som mange ældre sikkert misunder os, men samtidig lammes mange unge helt ved tanken om alt det, det enkelte valg udelukker.

Stærke individer og stærke fællesskaber

En anden markant forskel er den stærke individualisme, der kendetegner vores generation. Kortslutningen er ofte, at individualisme er det samme som egoisme, men det er det langtfra. Til gengæld er vi den første generation, som ikke umiddelbart er tvunget sammen med andre for at realisere vores drømme. Cyberspace har afløst de geografisk bundne fællesskaber, og markedet leverer oplevelserne. Det forbløffende ville derfor ikke være, hvis unge reelt fravalgte fællesskaberne – det er at vi opsøger dem! Og det gør vi, fordi unge ligesom alle andre selvfølgelig har behov for trygge rammer og for at være del af nogle fællesskaber. Opbyggende, udfordrende og fleksible fællesskaber. Ikke firkantede, bagudskuende og moraliserende.

Derfor fravælges mange af de eksisterende partier, foreninger, højskoler, fagforeninger osv. Ikke fordi unge er usolidariske og fucked up. Der er ikke noget galt med ideerne og visionerne, men strukturerne og formerne tilhører ofte en anden tid. Mange tackler situationen ved at skælde ud på ungdommen, og håber at alt så bliver godt igen. Men den fagre globale verden og de stærke individualistiske strømninger er kommet for at blive. Heldigvis.

Drop klagesangen

Lad os droppe klagesangene og genfinde begejstringen og troen på at fællesskaberne har en fremtid. Stærke og levedygtige fællesskaber kræver stærke individer, så muligheder er der masser af! Dommedagsprofeter har alle dage haft gode vilkår, og det gælder også dem, der dømmer ungdommen ude. Men de har ikke ret. Det havde de ikke på Sokrates’ tid – og det har de ikke nu. Hurra for generation fucked up.