Kristeligt Dagblad, kronik 3. maj 2003

Rasmus Hylleberg er BA, scient.pol. og medlem af Det Radikale Venstre

»Bush-regeringen har en efterkrigsplan om at gøre Irak til en demokratisk succes. Hvis det lykkes, vil de også bruge planen i Florida«. Sådan lyder en af de morsomme vittigheder om perspektiverne for post-Saddam Irak.

Humoren er et godt redskab, fordi den hjælper os til at få proportioner på virkeligheden. Blandt krigsmodstanderne konkluderer mange, at USA ikke er et perfekt demokrati og derfor ikke kan bidrage til den demokratiske opbygning i Irak. De betragter USA's tilstedeværelse som en besættelse og kræver amerikansk exit hurtigst muligt. Holdningen trækkes skarpt op af den palæstinensiske professor Marwan Bishara, der til Abu Dhabi TV (citeret i flere danske aviser) for nylig sagde, at Irak blot havde fået udskiftet en irakisk diktator med en amerikansk ditto.

Det er imidlertid en fantastisk forvrængning af virkeligheden, den ellers nuancerede Bishara fodrer krigsmodstanderne og anti-Bush folkene med. Det afslører vittigheden også. Den er netop morsom, fordi den udstiller det groteske ved at sidestille to virkeligheder, der er så forskellige.

Modviljen eller endog hadet til USA får mange gode folk til at glemme proportionerne fuldstændig. Det er selvfølgelig ganske gratis for os at indtage de lette anti-amerikanske synspunkter, men det kan få katastrofale følger for irakerne, hvis USA ikke bliver og hjælper irakerne med også at vinde freden.

Irakerne har lidt ufatteligt meget. Det er især Saddams skyld, men Vesten bærer også et stort ansvar ved passivt blot at have set gennem fingre med de ubeskrivelige forbrydelser gennem flere årtier. Selvom det således skulle være sket for mange år siden, er det godt, at irakerne endelig er blevet befriet. Nu skal freden vindes - og her er USA's engagement afgørende.

Inden krigen stillede mange krigsmodstandere spørgsmål ved, om irakerne virkelig ville befries. Nu hvor krigen er tæt på at være slut, er det åbenbart, at irakerne ikke savner Saddam. Men intet har man åbenbart lært. Nu fremturer mange kritikere med, at USA er en farlig besættelsesmagt, og at irakerne helst vil genopbygge deres land selv - og at USA´s knusende militære sejr ligefrem er en trussel mod verdensfreden, fordi andre lande som Syrien og Saudi-Arabien er bange for, at turen snart kommer til dem.

Så godt går det nok ikke, men det opløftende perspektiv ville netop være, hvis andre diktatorer begynder at frygte, at det er slut med omverdenens hidtidige carte blanche til at undertrykke og behandle millioner af mennesker som deres private legetøj. Kritikken er for øvrigt paradoksal, fordi krigsmodstanderne anfægtede USA's logik ved at vælge Irak og Saddam som deres mål for deres demokratiske imperialisme, når verden var fyldt med andre statsautoriserede forbrydere. Derfor er det vel netop konsekvent, hvis USA nu sammen med FN udarbejder en liste over slyngelstater, hvis befolkninger skal befries.

Medierne har skildret krigens gru, og det er vigtigt, at den aldrig fortrænges. Krig er brutal og koster uskyldige ofre. For nylig personificeret i flere medier med billedet af en lille dreng, Ali, der havde mistet arme og ben i en eksplosion fra en »befrielsesbombe«. Spørgsmålet er imidlertid - kynisk, javel, men også en del af den brutale virkelighed - om det havde været bedre for Ali at miste sine ben og arme i Saddams makulator, hvor han og torturbødlerne gennem mange år har muntret sig med at makulere mennesker i levende live med benene først.

USA laver ganske vist også fejltagelser, men det er afgørende at have øje for proportionerne. Irakerne har nu endelig fået muligheden for at påbegynde en demokratisk proces, men USA's støtte er helt afgørende, hvis det skal lykkes. Ingen forestiller sig, at det bliver en let opgave, men det ville ikke være blevet lettere at opbygge et irakisk demokrati ved at give Saddam 10-15 år mere ved magten.

Det helt afgørende er, at der ikke kommer et magttomrum efter Saddam, hvor de forskellige etniske og religiøse grupper begynder at kæmpe om magten. Så vil civilbefolkningen igen blive tabere - og krigens berettigelse svær at få øje på. Virkeligheden er, at kun USA kan sikre stabiliteten og har tilstrækkelig styrke til at skabe tillid til, at en enkelt gruppe ikke sætter sig diktatorisk på magten. Derfor er problemet ikke USA´s tilstedeværelse, og det er absurd at tale om USA som et nyt diktatur.

Det er foruroligende, at så mange europæere har glemt, at vi var afhængige af USA efter Anden Verdenskrig. Dengang talte den amerikanske administration også om at trække deres tropper tilbage fra Europa, men heldigvis gik det anderledes, og Marshall-hjælpen - hvor den økonomiske støtte var én del og »besættelsen« af Tyskland en anden - er altid blevet fremhævet som afgørende for stabiliteten i Europa. Det lykkedes at holde de amerikanske tropper i Europa i mere end 50 år - ambitionen for Mellemøsten bør være den samme.

»Besættelsesmagten« skal selvfølgelig helst have et FN-mandat, men det skal være et stærkt FN-mandat, som kan sikre stabiliteten. Ellers kan det være lige meget. FN har tidligere udstedt falske garantier, der har kostet hundredtusinder uskyldige mennesker livet, fordi de velmente holdninger var udskrevet på dækningsløse checks.

Spørgsmålet er imidlertid, om irakerne og befolkningen i Mellemøsten er interesseret. Det er let at finde arabere, der som professor Bishara kræver USA sparket ud. Og avisspalterne over hele verden vil de kommende uger og måneder være fyldt med krav om, at Bush-diktaturet ophører. Her er der virkelig behov for den kritiske journalistik. Langt mere kritisk end de journalister, der frejdigt (dumt) berettede, at irakerne ikke ville befries.

Mange har nemlig interesse i at komme af med USA. Det gælder især dele af den irakiske opposition, som ikke nødvendigvis har mere tilovers for irakerne, end Saddam havde. Og det gælder flere af de øvrige mellemøstlige diktaturer, der ikke er interesserede i, at USA´s demokratiske imperialisme lykkes. Men det er ikke nødvendigvis civilbefolkningens interesse. Derfor er det nødvendigt, at alle gode kræfter insisterer på, at Irak skal kontrolleres af USA og måske FN, indtil civilsamfundet har fået mod og kraft nok til at tale sin egen sag.

En bekymring, som alle med rette gør sig, er, hvordan amerikansk tilstedeværelse vil påvirke forholdet mellem Vesten og den arabiske verden, populært udtrykt som et potentielt civilisationssammenstød. Mange frygter, at Vestens tilstedeværelse i Mellemøsten vil fremme terror. Meget taler dog for, at det forholder sig lige omvendt, fordi det eneste, der reelt kan bekæmpe terror, er udvikling og en mere retfærdig verden. Paradokset er jo, at araberne ikke hader USA eller Vesten - de drømmer om at blive en del af den! Det er banal psykologi, at det man elsker, men ikke kan få, det begynder man at hade for at kunne udstå smerten.

Den eneste måde at undgå et fremtidigt civilisationssammenstød på er derfor at sikre en mere retfærdig verden. Det skal vi gøre ved at kæmpe for mere udviklingsbistand og globale strukturfonde, der kan udjævne den forkastelige forskel mellem rig og fattig. Men vi skal også være villige til at sætte en stopper for diktatorer, der undertrykker og ydmyger deres befolkninger. Også med magt.

Mellemøsten er fyldt med unge mennesker, der drømmer om at komme til Vesten. Det er ikke, fordi de opfatter USA som en besættelsesmagt. Det er, fordi de ved, at USA og Europa er nøglen til en bedre fremtid. Omkring 70 procent af de arabiske befolkninger er under 30 år og er desperate over udsigten til en fremtid med analfabetisme, arbejdsløshed og undertrykkelse. Hvis de ikke skal ende som terrorister, er det vigtigt, at de får troen på, at Mellemøsten kan udvikle sig positivt. Og det haster.

Derfor er det ikke skræmmende, som flere og flere fremfører, at USA's magt er så overvældende. Det er tværtimod opløftende, at det endelig er blevet muligt at sætte handling bag de mange flotte menneskerettighedserklæringer. Den demokratiske imperialisme har foreløbig vundet en halv sejr på den globale scene - forhåbentlig venter flere forude.