Alle elsker de frivillige foreninger - i hvert fald ved festlige lejligheder. Fra politisk hold fejres foreningerne som afgørende bærere af nogle af de værdier, vi gerne opfatter som en del af den danske kultur: demokrati, fællesskab, tolerance, ligeværdighed, solidaritet osv.

Men fra foreningernes side er det indimellem vanskeligt at tro på, at de mange ord tages alvorligt af politikerne selv. Lovgivningsmæssigt er der nemlig ved at være tale om et regulært kvælertag på foreningerne, og entusiasmen forvandles langsomt til opgivenhed, når den frivillige leder konstant skal forholde sig til komplicerede direktiver, betænkninger, regulativer osv. Kravene til den enkelte leder fra lokalt til nationalt niveau er steget betydeligt de senere år, og det ser ud til at ville fortsætte, hvis ikke politikerne forholder sig aktivt til vilkårene for det frivillige arbejde.

Selvfølgelig vil der være administrative opgaver i et moderne og gennemreguleret samfund, men proportionerne er for længst forsvundet hinsides almindelig sund fornuft.

Som eksempel kan nævnes det efterhånden berygtede pølsedirektiv: Nu kan den enkelte forening ikke servere pølser, uden at den ansvarlige har været på pølse-kursus.

EFFEKTIVT DEMOKRATI

Et andet eksempel er, at børne- og ungdomsorganisationerne skal leve op til de samme revisionskrav som offentlige institutioner, når de modtager tips- og lottomidler. De skal således bl.a. vurderes på deres produktivitet og effektivitet – begreber som det i sagens natur er særdeles vanskelige at definere i en frivillig forening; er et medlemsdemokrati fx effektivt?

Som et sidste skud på stammen indeholder forslaget til ny folkeoplysningslov en række habilitetsregler, som vil besværliggøre det frivillige arbejde ganske væsentligt. Kort sagt bliver det i en række tilfælde gjort ulovligt for frivillige ledere at sidde i flere bestyrelser samtidig: Hvis en række idrætsforeninger slutter sig sammen om at drive en hal som en selvejende institution, må bestyrelsesmedlemmerne fra disse foreninger således ikke sidde i den selvejende institutions bestyrelse. Hvis forslaget vedtages, bliver det endnu vanskeligere at få hverdagen til at hænge sammen for de frivillige ledere i mange tusinde foreninger landet over.

FORENINGSKRISEN KAN KRADSE

Med den nuværende udvikling er det ikke svært at forestille sig, at det inden for en særdeles overskuelig årrække bliver umuligt at finde frivillige, der gider påtage sig et ansvar. Faktisk er det allerede svært i dag, og år 2000 startede da også med, at ’foreningernes krise’ blev gennem-analyseret i dagspressen.

Vor herre bevares, tør dog øjnene, tænker den ærede læser måske, men pro-blemet er reelt. I hvert fald hvis politikerne tror på det, de selv siger: At det frivillige foreningsliv er et grundlæggende fundament for det danske demokrati og den danske velfærdsstat. Og at foreningsarbejdet fremmer respekten for andre, skaber kulturmøde og forståelse på tværs af sociale klasser og sætter fokus på den enkeltes ansvar over for andre mennesker og for samfundet mere generelt.

Udviklingen de senere år - med nydansker-hetzen som oplagt eksempel - tyder ikke på at foreningsværdierne de kommende år bliver overflødige. Tværtimod. Det frivillige engagement er afgørende for samfundets sammenhængskraft. Eller sagt på anden måde: hvis forenings-Danmark uddør, ser fremtiden sort ud for 'foreningen Danmark'.

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Fyens Stiftstidende, 2. april 2000