Den samlede europæiske reaktion på Østrigs regeringsdannelse for nylig sætter fokus på det klassiske demokratiske dilemma: har flertallet ret eller er det blot et flertal? Men reaktionen er også et eksempel på en anden og meget alvorlig tendens, nemlig at politikken er ved at blive af-demokratiseret og af-politiseret. For demokratiet – befolkningens mulighed for at træffe valg om dette og hint – begrænses af ’nødvendighedens politik’.

INGEN VALG FOR BORGERNE

Internationale aftaler binder regeringer mere og mere, det europæiske projekt (herunder ØMUen) er – forstås på den politiske elite – ikke blot en spændende mulighed, men en økonomisk-politisk nødvendighed, og globaliseringen dikterer rationaliseringer, effektiviseringer, harmoniseringer osv. Udviklingen giver utallige muligheder for individet, men få valg for borgerne.

TRIST HØJREDREJNING - OG TRIST POLITISK REAKTION

Højredrejningen der vinder frem i flere europæiske lande er et alvorligt og meget ubehageligt problem. Der spilles på frygten og på fordommene overfor enkelte grupper af borgere, hvilket er en strategi med ganske ubehagelige perspektiver – og også historiske paralleller. Men løsningen er ikke at afskære debatten og kortslutte demokratiet med nedsættende og ubehagelige gloser om dem, der fristes af fordommene og de lette løsninger på komplicerede problemer. Det øger blot afstanden mellem beslutningstagere og vælgerne, og højrefløjen profiterer yderligere af elitens arrogance.

Højredrejningen handler tilsyneladende også, når det kommer til stykket, langt mindre om frygten for det multikulturelle samfund og islam, end det handler om, hvorvidt det etablerede Danmark (og Europa) kan modstå fristelsen til blot at være solidarisk med sig selv. Flere og flere opfatter nemlig fremtiden som en trussel – og mange nok med rette – fordi globaliseringen gør forskellen på rig og fattig større end tidligere, og det bliver mere og mere tydeligt, hvem der er morgendagens vindere og tabere. Selv de større byers gadebillede afslører det nu, når blikket falder på de forhutlede tiggere. Den udvikling skræmmer forståeligt nok mange danskere, der opfatter dét som om at velfærdssamfundet langsomt opløses.

INGEN POLITISK NØDVENDIGHED

Derfor er der brug for klare politiske signaler om, at den politiske nødvendighed ikke indebærer en afvikling af velfærds-Danmark, at den velstående og globalt orienterede middelklasse vil være solidariske med dem, der desværre udelukkes fra arbejdsmarkedet, foreningslivet og andre sociale institutioner. Men så længe flere og flere danskere føler, at solidariteten over for dem er under pres, bliver etniske grupper desværre skydeskive for deres frustrationer. Det er urimeligt og uacceptabelt, men næppe udtryk for egentlig racisme og des lignende.

Der er selvfølgelig ingen enkle løsninger på problemerne, men det er i hvert fald på tide at tage bekymringen alvorligt, at gå i dialog med de borgere, der føler sig truet og overflødiggjort af udviklingen. Det er ikke let og slet ikke bekvemt og hurtigt. Men det er nødvendigt, hvis nye generationer af unge skal få respekt for demokratiet, for den politiske debat, og blive samfundsengagerede borgere med holdninger om, hvilke værdier samfundet skal bygge på de kommende år.

DET UMULIGES KUNST

Forhåbentlig bliver det et Danmark, der skuer ud over de nationale grænser, der respekterer medborgere uanset etnisk baggrund, sprog og religion, og ikke mindst et Danmark, der fortsat ønsker at blive målt på, hvordan de dårligst stillede behandles. Men det kræver, at politikken genopfindes, at den ikke dikteres af såkaldte nødvendigheder, men også bliver det umuliges kunst!

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Nordjyske Stiftstidende, 27. marts 2000