27 milliarder. Så meget er vi værd. En rapport udarbejdet for nylig af tænketanken Mandag Morgen har konkluderet, at det frivillige foreningsarbejde andrager en værdi af mindst 27 milliarder kroner om året. Det er ikke just småpenge, og det er ikke mindre glædeligt at få den nyhed serveret samtidig med, at FN har udråbt 2001 til frivillighedsår. FN ønsker at sætte fokus på de brede, folkelige fællesskaber som en positiv modvægt til den stigende individualisering.

FRIVILLIGHED MERE END KRONER OG ØRE

For frivillighed handler om meget mere end kroner og øre – det er dog ifølge tænketanken en ganske velbevaret hemmelighed. Der er alt for lidt opmærksomhed omkring, at foreningslivet har afgørende betydning for danskernes sociale velfærd. Ved festlige lejligheder fejres foreningerne godt nok som bærere af værdier, der opfattes som indbegrebet af dansk kultur: demokrati, fællesskab, tolerance, ligeværdighed, solidaritet osv. Det virker dog tvivlsomt, om foreningernes betydning fremhæves af ægte overbevisning, eller om det blot anses for politisk korrekt (og lette galluppoint, hvis man er politiker).

Ingen tør selvfølgelig betvivle bondebevægelsen og højskolernes historiske rolle – det vil være et angreb på den danske nationalkarakter – men når det gælder nutiden, har man på fornemmelsen, at de selvsamme folk nok snarere ser foreningerne som dygtige lobbyister, der forkæles unødigt med offentlige midler. Den holdning afspejles i hvert fald i den offentlige debat, hvor den frivillige sektor udsættes for en del kritik og stribevis af krav om pay back for tilskuddene. Derfor er det ikke overraskende, at tænketanken konkluderer, at samspillet mellem den frivillige og den offentlige sektor slet ikke fungerer godt nok. Forståelsen for det grundlag, som den frivillige sektor er organiseret på, mangler alt for mange steder.

Det ses bla. ved, at diskussionen de senere år har drejet sig om, at foreningerne skal dokumentere, at den indsats de gør er ’effektiv’, og at de skal tage ’socialt ansvar’ ved at lave særlige projekter rettet mod marginaliserede medborgere. Ellers lukkes den offentlige pengekasse.

FORENINGER ER SOCIALE...

Set fra foreningernes perspektiv er den debat helt forfejlet, og derfor har man fra politisk hold oplevet en frivillig sektor som reagerer voldsomt, når sådanne velmente, men grundlæggende forkerte forslag er blevet rejst. Er demokrati for eksempel ”effektivt”? Når det gælder modstanden mod på opfordring at tage socialt ansvar, skyldes det ikke at foreningerne skal være eksklusive eller for en elite, men det er fordi, at vi opfatter alt det vi gør som (forebyggende) socialt arbejde.

For nylig sagde kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, at ethvert forsøg på at betragte og behandle foreningslivet som ’socialpolitisk instrument’ på forhånd er dømt til at mislykkes. Det er en vigtig pointe – og i hvert fald et helt nødvendigt udgangspunkt for en dialog.

...OG FORENINGER SKABER DEMOKRATI

Derudover er foreningerne meget skeptiske overfor politisk indblanding, fordi vi ser det som et grundstød mod hele den demokratiske model som foreningerne bygger på: nemlig at man som medlem træffer beslutning om, hvad ens forening skal gøre. Det har man både ret og pligt til. Ser man på de politiske argumenter for at støtte den frivillige sektor er det helt principielle argument jo, at foreningerne uddanner medlemmerne til at være demokratiske medborgere. Foreningerne er på den måde små minisamfund, en demokratisk legeplads, der sikrer at vores samfundsdemokrati er velfungerende.

Jo mere styring foreningerne oplever, des mere undergraves den oprindelige ide med overhovedet at støtte foreningerne med skattekroner. Det er den paradoksale situation som snart kan opstå, hvis vi ikke får taget en konstruktiv debat om forholdet mellem den frivillige og offentlige sektor og afklarer gensidige forventninger.

At der ikke er helt fodslag mellem den offentlige og den frivillige sektor er selvfølgelig ikke alene det offentliges skyld. En af grundene er uden tvivl, at den frivillige sektor gennem de seneste 20 år har været vant til at få tilført mange offentlige midler, uden at vi har gjort meget ud af at formidle til omverdenen, hvad pengene bruges til, og hvilken værdi den frivillige indsats har tilført samfundet. Vi har taget for givet, at der ikke kunne stilles spørgsmål ved nytten af foreningslivet. Derfor er det bestemt en velkommen debat, der nu rejses af Mandag Morgen. Det tvinger alle til at tænke over, hvordan værdien af et foreningsengagement kan formuleres og synliggøres på en forståelig og relevant måde.

FORENINGSENGAGEMENT ER UDDANNELSE FOR LIVET

For alle os der på den ene eller anden måde er ulønnede foreningsledere er der typisk to grunde til engagementet. For det første giver det den enkelte et selvværd og en identitet, venner og netværk og forskellige kompetencer som bla. ruster en bedre til at begå sig på arbejdsmarkedet osv.

For det andet bygger det på en holdning om fællesskabets værdi, hvad enten der er tale om foreningen eller samfundet som helhed. Når spejderorganisationerne laver spejderarbejde skal det også være sjovt, men modsat den almindelige opfattelse om at man helst skal blive en dygtig ’grønspætte’, er formålet faktisk at opdrage ansvarlige og demokratiske samfundsborgere.

STÆRKE INDIVIDER SKABER STÆRKE FÆLLESSKABER

Mandag Morgen fremhæver to andre væsentlige forhold: at unge fravælger foreningsarbejdet, og at der sker en stigende individualisering. De to ting hænger uden tvivl sammen, og det er en udfordring til os om at udvikle vores foreningsstrukturer. Forudsætningen for at eksperimentere og forny foreningerne er tilstede, for der er ingen tvivl om, at børn og unge er langt mere ressourcestærke og selvstændige end tidligere. Og stærke individer er ikke et problem for fællesskabet. Tværtimod er ressourcestærke unge forudsætningen for stærke fællesskaber, hvor der også er plads til de mindre ressourcestærke.

Derfor er problemet ikke, at der sker en individualisering – personlig udvikling er positivt. Men skal individualisering undgå at blive til egocentrering, kræver det, at fremtidens børn og unge ser sig selv som en del af et meningsfyldt fællesskab. Det er derfor tvingende nødvendigt, at den offentlige og den frivillige sektor ser hinanden som med- og ikke modspillere, hvis opgaven skal løftes.

BUREAUKRATIET KVÆLER FRIVILLIGE

Endelig er det et stort problem, at bureaukratiseringen af frivilligsektoren griber om sig. Lovgivningsmæssigt er der simpelthen ved at være tale om et regulært kvælertag på foreningerne, og mange frivillige ledere føler, at de administrerer sig ihjel. Kravene til den enkelte leder er steget betydeligt de senere år, og det ser ud til at ville fortsætte, hvis ikke politikerne forholder sig aktivt til vilkårene for det frivillige arbejde. Senest er det folkeoplysningsloven, der er ved at blive forvandlet til et administrativt forhindringsløb for ledere over hele landet.

Derfor har Dansk Ungdoms Fællesråd sammen med en række andre paraplyorganisationer anbefalet, at regeringen skal analysere konsekvenserne for de frivillige foreninger, hver gang den fremsætter et nyt lovforslag. Det vil være et positivt signal om at foreningslivet og festtalerne tages alvorligt! Men bureaukrati handler dybest set om at kontrollere, og derfor kræver det politisk mod at basere samarbejdet mere på tillid, fordi der er tale om skattekroner som evt. kan tænkes misbrugt.

FORENINGEN DANMARK LÆNGE LEVE

Man skal dog ikke tabe perspektivet helt: de 27 milliarder er en temmelig illustrativ indikator for, hvor stor indsatsen fra frivillig-Danmark egentlig er – det offentlige tilskud udgør i den sammenhæng kun en mindre del. Desuden konkluderer tænketanken, at ’produktet’ ikke kan leveres af andre. Det offentlige kan ikke købe den sociale indsats og den demokratiserende effekt for penge.

Derfor er det afgørende, at der også fremover er frivillige ledere, der gider påtage sig et ansvar. Det kan ikke gøres op i kroner og øre, hvad frivillig-sektoren betyder, men det synes ikke urimeligt at konkludere, at hvis forenings-Danmark uddør, ser fremtiden sort ud for 'foreningen Danmark’. Forhåbentlig bliver 2001 ikke sidste gang, vi skal fejre frivillighedens år.

Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Holbæk Amts Venstreblad, kronik 29. marts 2001