Radikal Politik nr. 8, 21. august 2003

Christian Friis Bach og Rasmus Hylleberg, folketingskandidater i hhv. Søndre og Østre Storkreds.

Det er en banal konstatering, at verden ændrer sig – og at det sker ganske voldsomt. Informationer ryger på ganske få sekunder fra det eksklusive nord til det fattige syd og retur. I dag kan det ikke skjules for de fattige, at andre er uhyggeligt rige: Der er lande, der flyder med mælk og honning, og vejen dertil er kortere end nogensinde.

Og vi – de rige - kan ikke længere gemme os bag uvidenhed. Millioner af mennesker verden over undertrykkes åbenlyst, brutalt og efter behag af de mange Saddam-kloner. Bortforklaringer om, at de fattige også er lykkelige, og at de blot har andre kulturelle værdier er snik snak mod bedrevidende. Kommer vi ikke ud over den slags klicheer, bliver dét de sidste krampetrækninger fra desillusionerede internationalister, inden den selvtilstrækkelige højrefløj totalt har erobret den globale dagsorden. Sådan må det ikke gå!

Mange – også radikale – siger, at danskerne er blevet intolerante og selvoptagede, at vi er tilfredse med at være os selv nok, og at almindelig anstændighed tilhører fortiden. Det tror vi ikke på!

Vi tror på, at der er et stort flertal af danskerne, der gerne vil være danske verdensborgere og som er klar til at betale for en mere retfærdig verden. Vi tror på, at danskerne og europæerne er villige til at påtage sig et større globalt ansvar. Men de mangler politiske fyrtårne, der kan overbevise dem om, at det nytter. Der er brug for ny radikal kreativitet og mod til at sætte alle dogmer til debat. Der er brug for politisk kampgejst til at vække de mange, der har mistet troen på, at det nytter.

For det gør det. Der sker noget: I perioden 1990-2000 var der tre gange så mange FN-fredsoperationer, som i hele perioden 1945-1990. Og selv om krigen i Irak blev ført på det forkerte grundlag og med de forkerte argumenter, så kan Irak, Kosovo og Liberia komme til at markere en ny folkeretlig praksis med langt mindre fokus på staternes suverænitet og langt større fokus befolkningens selvbestemmelse og sikkerhed og på globale værdier og rettigheder.

Der er nu mindst 500 internationale miljøaftaler – nogle indgået af over 180 lande - og en række af dem, ikke mindst aftalerne om ozonlaget og farligt affald, har været overraskende effektive.

Den internationale straffedomstol har med ét skabt en international retstilstand for en række af verdens mest uhyggelige forbrydelser. Det har sat verdens nuværende og tidligere ledere og generaler under pres. Ingen har efter sigende set Baby Doc (Haitis tidligere diktator) siden Pinochet blev fængslet i London.

Efter ti års nedgang er den globale u-landsbistand nu langsomt på vej op (bortset fra Danmark!). Det sker fordi flere og flere lande tror – og ved - at bistanden virker i dag, hvor den kolde krigs klamme hånd har løsnet grebet om verdens fattige lande. Og ikke mindst i USA eksperimenteres der med nye bistandsmodeller, hvor de fattige lande får mere ansvar og ejerskab.

For ti år siden var verden præget af handelskrige, hvor de fattige lande ofte kom i klemme. I dag afgøres hundredvis af stridigheder ved WTOs domstole på civiliseret vis. Også de fattige lande kæmper sig til bedre handelsforhold i retslokalerne. Og selv om den globale frihandel er forsimplet og forvredet, så tvinger den i stigende grad verdens lande til at arbejde sammen. Det enkelte land kan ikke længere bare lukke sig ude – eller inde. Det globale samarbejde er ikke længere skabt af lyst, men af nødvendighed. Det er den politiske effekt af frihandel – og WTO, som om to uger holder topmøde, udgør på mange måder konturerne af et ”Globalt EU”.

Vigtigst af alt, så har den globale værdidebat, taget et kvantespring gennem de sidste tiårs topmøder – fra Rio, til København og Johannesburg. For 10 år siden var ordet korruption et fyord på de bonede gulve. I dag er god regeringsførelse og bekæmpelsen af korruption i centrum af den globale værdidebat. Og hvis man – som den danske statsminister – tror, at værdidebatten vil ændre verden (i Foghs tilfælde Danmark), så er verden godt på vej.

Det er faktisk fantastisk. Prøv at sammenlign med Danmark. Spørg danskerne om store politiske beslutninger og mange vil nok søge tilbage til kartoffelkuren og oprettelsen af TV2 i 1986-87. I den målestok er der sket store ting i verden.

Det betyder ikke, at det er godt nok. Det er det langt fra. Men den yderste venstrefløj, højrefløjen og mange NGOer har i årtier levet af ansvarsløs globaliseringskritik, og det har givet bagslag i form af en desillusioneret befolkning, uden tro på globale løsninger. Derfor stemmer mange danskere på ’pianisterne’ og vælger den trygge nationale kravlegård med adgang forbudt til og fra verden. Eller sagt på en anden måde: Danskerne stemmer ikke på borgerlige partier, fordi de er selvtilstrækkelige, men fordi der mangler troværdige alternativer til Fogh’s banale bud på de globale udfordringer.

Hvorfor ikke gemme sig bag nationalismens trygge mure, når alle siger at globaliseringen går grassat. Men globaliseringen er ikke kun gået grassat. Den er også på mange måder gået godt. Det tør anti-globalisterne bare ikke sige.

Det tør vi. Vi er medlemmer af WTOs fanklub og hører til blandt FNs rooligans. Men vi mener ikke, det er nok. Vi skal kunne komme med nye bud på globale løsninger: globale skatter; globale udviklingsfonde, der omfordeler milliarder af kroner fra rige til fattige; sikre og stabile løsninger for flygtningene i nærområderne; fri handelsadgang til EU for Nordafrika og Mellemøsten, så landene kan eksportere varer i stedet for mennesker; militære interventioner begrundet af menneskelig sikkerhed i sammenbrudte stater o.s.v.

Vi skal høre meget mere til Det Globale og Radikale Venstre.

For i modsætning til Fogh og Bush handler vores globale dagsorden ikke om sikkerhed, men om retfærdighed. Det skal den blive ved med.