Kristeligt Dagblad, kronik 5. september 2003

Steen Frederiksen og Rasmus Hylleberg, hhv. oplysningskonsulent og formand for Dansk Ungdoms Fællesråd

Uden adgang til medicin vil over 3 millioner mennesker dø af aids i løbet af 2003. En stor del af dem kan for ganske få penge overleve. Men det haster. Afrika er ved at forvandle sig til spøgelseskontinent, hvor fremtidens arbejdskraft dør som fluer.

Medicinen til hiv-smittede har vist sig at være en kæmpe succes. Takket være ny medicin er antallet af danskere som dør af aids faldet fra over 200 i midten af 90’erne til 24 perso-ner sidste år.

Men mens vi i den vestlige verden er ved at tæmme epidemien, er udsigterne anderledes dystre i ulandene. Det er her 90 procent af verdens 42 millioner hiv-smittede lever – og de har ikke adgang til den livsforlængende medicin. Uden den vil millioner af smittede bukke under med aids i løbet af de kommende år.

Hver minut smittes 11 personer med hiv. Det er en katastrofe, som det kan være svært at begribe omfanget af. For de enkelte smittede og deres pårørte er det selvsagt en tragedie, men epidemien truer også med at rive tæppet væk under de sidste årtiers fremskridt i verdens fattigste lande. Det gør den, fordi aids især rammer unge.

Over halvdelen af alle hiv-smittede får virusen indenbords inden de fylder 25 år. De bliver syge og dør på et tidspunkt i deres liv, hvor de burde forsørge deres familier, bruge deres uddannelser og være med til at skabe en udvikling i deres land.

I for eksempel Sydafrika frygter landets regering, at den gennemsnitlige levealder for mænd vil falde fra 49 år i 2001 til 38 år i 2010, hvilket samtidig vil gøre et voldsomt indhug i arbejdsstyrken.

Og så er Sydafrika endda langt fra det land i verden, som er hårdest ramt – selvom over 20 procent af alle mellem 15 og 48 år er smittede med hiv. I Botswana, der har den kedelige rekord, er det tilsvarende tal cirka 40 procent!

Når det især er unge som er udsatte, hænger der sammen med at hiv især spredes gennem sex. På verdens plan er otte ud af ti smittet gennem sex mellem mænd og kvinder. Og fordi unge i gennemsnit har flere partnere end ældre er de mere sårbare.

Hidtil har Danida, internationale organisationer som UNAIDS og religiøse ledere rettet deres fokus mod forebyggelse i form af kampagner for sikker sex. Men det står klart at den strategi ikke alene kan løse problemet.

For det første peger alt på, at sex før ægteskabet er et udbredt fænomen i de fleste lande – selv i lande, hvor det er forbudt. For det andet viser undersøgelser fra flere lande, at unge som ældre stadig tager chancen på trods af mange års kampagner, der skal få dem til at bruge kondomer. Det gælder både herhjemme og i de fattigste lande.

Der er mange grunde til usikker sex. En del af forklaringen handler selvfølgelig om lyst. Men der er også andre forhold som gør sig gældende. Ikke mindst viden og penge.

Viden til at beskytte sig mod hiv afhænger i høj grad af uddannelse. En undersøgelse, som UNICEF har foretaget i en række afrikanske lande, viser at jo dårligere uddannelse en mand har, desto større er risikoen for at han – og det er som regel ham der tager den be-slutning – undlader at bruge kondom.

Det tyder på at oplysning om aids ikke når ud til dårligst uddannede. Eller at de informati-oner som trænger igennem alt for sjældent bliver omsat til handling.

Det er i sig selv svært at gennemføre oplysningskampagner om et tabufyldt emne som hiv i lande hvor store dele af befolkningen er ude af stand til at læse.

Men dertil kommer at de fattigste ikke altid har penge til kondomer, og de er udsat for så mange andre konkrete risici, at hiv-smitten ikke for alvor gør indtryk. Den forekommer som en meget langsigtet trussel, hvis hverdagen er en kamp for overlevelse.

Der er ganske vist solstrålehistorier som Uganda og Thailand, der har knækket kurven. Og der er bestemt noget at lære af, hvordan de to lande har sat ind over for epidemien med massive oplysningskampagner og større beslutsomhed end i de fleste andre ulande Men selv i Uganda er det stadig fem procent af befolkningen som er smittet.

Det er altså ikke realistisk at tro, at vi alene kan oplyse os ud af epidemien. Det forebyg-gende arbejde bliver nødt til at spille på mange strenge. Hvilke, afhænger af smittemøn-stret i det enkelte land.

Der er nemlig stor forskel på situationen i Østeuropa, hvor det stadig giver mening at tale om risikogrupper som prostituerede, bøsser og stiknarkomaner, og på situationen i de fleste afrikanske lande, hvor aids er en folkesygdom.

Et fælles problem for kampen mod aids i både Østeuropa og Afrika er imidlertid at mange afholder sig fra at blive testet. UNAIDS regner således med, at ni ud af ti er smittet med hiv uden selv at vide det. For hvorfor lade sig teste, når det eneste der er udsigt til, er social udstødelse og en sikker dødsdom, hvis prøven er positiv?

Derfor er det nødvendigt at tænke nyt – og her kan medicinsk behandling spille en vigtig rolle. Udover at forlænge livet for millioner kan medicin samtidig virke præventivt. Udsigt til behandling betyder nemlig, at flere lader sig teste.

Det kan dels være med til at give en mere tolerant holdning til hiv-smittede. Og dels kan oplysningskampagnerne målrettes i forbindelse med testen. Det gælder både i forhold til de positive og de negative resultater.

Pointen er altså, at medicinsk behandling groft sagt ikke bare er penge ud af vinduet til at forlænge livet. Koblet med oplysning kan medicinsk behandling tværtimod være en del af en langsigtet strategi.

Og det haster. Hvis der ikke bliver sat effektivt ind over spredningen af hiv her og nu, vil Afrika i løbet af de næste 10 år udvikle sig til et udhungret spøgelseskontinent uden unge.

Problemet er bare, at den ide ikke kan blive til noget uden økonomisk støtte fra velhavende lande som Danmark. Teknisk set kan prisen for medicinsk behandling i udviklingslandene reduceres til mindre end 1 dollar om dagen for en hiv-smittet!

Det lyder nærmest som et slagtilbud som selv fattige og døende ikke kan sige nej til, men den brutale virkelighed er, at mere end 1,2 milliarder mennesker blot har 1 dollar om da-gen at leve for. Og mad er trods alt mere livsnødvendigt end medicin på kort sigt.

De fattigste hiv smittede har altså ikke noget valg – men det har vi. Det er vores afgørelse, om de fattigste hiv-smittede dø – og om nye generationer skal leve.

I det danske Udenrigsministerium har man indtil videre været skeptiske over for mulighederne for at tilbyde behandling til de mange millioner smittede.

Skepsisen er ikke grebet ud af den blå luft. En af forudsætningerne for at give sig i kast med at forsyne millioner af smittede med medicin er, at der er politisk opbakning og at sundhedssystemet er i stand til at gennemføre tests, distribuere medicin og give den rigtige rådgivning. Og det er det langt fra i alle ulande.

Alligevel er det værd at gøre forsøget. Ikke bare fordi vi har et moralsk ansvar til ikke at lade folk dø, hvis vi kan redde dem for prisen på en liter mælk. Men også fordi en effektiv aids strategi er afgørende, hvis de fattigste lande selv skal blive i stand til at tage ansvaret for deres egen udvikling.

Sagen er nemlig, at de fleste udviklingsprojekter og økonomiske fremskridt vil være nærmest ligegyldige i de hårdest ramte lande, hvis ikke aids samtidig nedkæmpes. Det skyldes ganske enkelt, at det er så godt som umuligt at skabe økonomisk vækst og udvikling, hvis store dele af indbyggerne er syge eller døende.

Derfor bør Danmark være endnu mere ambitiøs i indsatsen mod aids og støtte udviklingen af medicinsk behandling gennem udviklingsbistanden. Netop fordi kampen mod aids er en forudsætning for langsigtet udvikling.

Det er ikke nogen let opgave, men man kan for eksempel begynde med forsøg i nogle af Danmarks såkaldte programsamarbejdslande som Zambia, Kenya eller Mozambique, der har millioner af hiv-smittede.

Vi kan måske undgå katastrofen, hvis vi vil.