Politiken, 4. september 2003, Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Regeringen har netop spillet ud med et forslag om at alle ledere fremover skal tjekkes i strafferegistret for at se, om de tidligere er straffet for seksuelle overgreb. Det er godt at have en kulturminister, der interesserer sig for foreningslivet og børns trivsel, men ærgerligt at forståelsen for at sikre en forebyggelse, der gør en reel forskel, åbenbart er så lille.

Børn og unges velfærd, sikkerhed og trivsel er noget, der optager foreningslivet meget. Det er derfor vi er frivillige ledere og bruger hundredvis af timer på at skabe gode oplevelser og fritid med indhold for børn og unge. Og vi er i allerhøjeste grad interesserede i at forebygge børn misbruges seksuelt.

Stort set alle foreninger har haft fokus på problemet de senere år og har haft grundige debatter om, hvordan vi minimerer risikoen for overgreb. Fordi det er så ulykkeligt når det sker. Der laves samværspolitikker, oplysningsmaterialer, kurser osv. og nogle foreninger bruger muligheden for at tjekke deres ledere i strafferegistret. Det sidste er et glimrende supplement til den øvrige indsats, men kan desværre ikke skabe mirakler.

KULTURMINISTERENS ILLUSIONER

Kulturministerens illusioner om at et strafferegistertjek gør foreningerne til ’pædofilfri zoner’ og kravet om ’nul-tolerance’ forplumrer sagen fuldstændig – og er i værste fald ødelæggende for den indsats, der allerede sker. Det er der tre grunde til:

For det første står der ikke skrevet i fødselsattesten, om man udvikler pædofile tendenser. I foreninger med børn og unge er langt de fleste overgreb foretaget af førstegangskrænkere. Det vil sige at nok så mange kontroltjek ikke vil gøre en forskel. Det vil kun en stadig åbenhed og opmærksomhed blandt børnene, de aktive ledere og forældrene om problemet. Bilder man børnene, lederne og forældrene ind, at regeringen kan certificere ”pædofilfri foreninger” kan det svække fokus på problemet og give flere ulykkelige sager.

JURIDISKE PROBLEMER

For det andet er de juridiske implikationer ganske skræmmende. Enhver med blot en smule kendskab til det frivillige arbejde véd, at vi er dybt afhængige af hjælpsomme forældre, kammerater og andre, der ikke nødvendigvis til daglig er aktive, hvis foreningen skal fungere. Uanset hvordan man skruer en lovgivning sammen vil det være umuligt at tjekke alle. Hvor placeres ansvaret den dag et overgreb afsløres, fordi straffeatte-sten ikke var tjekket? Og hvem står med erstatningsansvaret? Hvis det er de mange lokale ledere, der dagligt knokler med at få hverdag og foreningsliv til at hænge sammen, der fremover også kan risikere at blive straffet for andres seksuelle overgreb, bliver det meget vanskeligt at skaffe frivillige til at give børn og unge gode oplevelser.

For det tredje kan det blive meget bureaukratisk, og det er svært at se, hvordan regeringens udspil passer med, at det skal være lettere at være borger. Eller med de mange skåltaler om foreningernes betydning for samfundet. I forvejen er det krævende at være frivillig leder, og det vil være en katastrofe, hvis det lykkes at skræmme børnene og frivillige ledere ud af foreningerne. Foreningerne gør jo et enormt forebyggende socialt arbejde, og sikrer på den måde gode tilbud til børn og unge.

I de senere år har fokus stort set alene været på de overgreb, som foregår i det offentlige rum, dvs. daginstitutioner, ungdomsklubber og foreninger. Det har som sagt været meget nyttigt, og har været med til at sikre, at der nu gøres en større indsats for at børn beskyttes, når de færdes udenfor hjemmets ”trygge” rammer. Og indsatsen skal fast-holdes.

NUL-TOLERANCE OVERFOR POLITISK PLAT

Men det kan også være farligt, at fokusere alt for entydigt på foreninger, fordi man så fjerner blikket derfra, hvor seksuelt misbrug er allermest udbredt. Den barske virkelighed er nemlig, at langt de fleste seksuelle overgreb sker blandt familie, venner og bekendte. Lærer, pædagoger og ledere er kun ansvarlige for 6% af overgrebene. Men det er lettere at tvinge foreninger til at indføre flere procedurer og regler, end at tage hul på de største problemer. Det skaber en ’feel good’ fornemmelse blandt politikere og forældre, men kan på sigt gøre stor skade. Blandt andet fordi foreningsledere ofte er med til at støtte børn med svage forældre, og kan være med til at gribe ind, når noget er galt i børnenes hjem.

Derfor kan ingen – og slet ikke børnene! – være tjent med, at vi bilder os selv ind, at den hellige grav er velforvaret, hvis blot foreningerne tvinges til at tjekke strafferegistre. Vi ønsker også nul-tolerance – både over for pædofile og overfor letkøbte politiske løsninger.