Berlingske Tidende, kronik 15. oktober 2003

Kristian Madsen og Rasmus Hylleberg, hhv. formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og radikal folketingskandidat

Dansk udlændingepolitik er kørt fast. Regeringen tilpasser sig Dansk Folkepartis mere og mere absurde forslag, Socialdemokraterne halser splittede og desillusionerede efter, og Det Radikale Venstre moraliserer med solidt afsæt i en virkelighedsfjern fortid. Det er på tide at centrum-venstre giver vælgerne et troværdigt alternativ til højrefløjens lappeløsninger.

Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre kan først vende tilbage til regeringsmagten den dag vi er klar til at tage et valg på den danske udlændingepolitik. Først den dag vi glæder os til en flygtningedebat med Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen vil SR udgøre en virkelig trussel mod VK-regeringens politiske liv. Hvis det skal kunne lade sig gøre må S og R finde sammen om en ny udlændingepolitik. Det skal være slut med at hoppe bevidstløst fra stramning til stramning, slut med at lade sig dirigere rundt af den seneste tilfældige avisoverskrift, og slut med at være tynget af dårlig samvittighed og politisk korrekthed.

UDLÆNDINGE OG FORBEHOLD

Reaktionerne fra Socialdemokraterne og de radikale på ændringen af det danske EU-forbehold på retsområdet afslørede, at de to tidligere regeringspartier begge har en politik på udlændingeområdet, der er styret af andre interesser end udlændingenes ve og vel, og at politikken ikke er holdbar på langt sigt. Socialdemokraterne blev trukket til truget og accepterede at ændre forbeholdet af frygt for et udlændingevalg, men signalerede åbenlyst at man helst så en anden løsning.

De radikale valgte en endnu mere mærkværdig kurs. Partiet beskyldte indigneret Anders Fogh for at ’fifle med forbeholdene’ og krævede et totalt opgør med det retlige forbehold. Det uanset at det ville være komplet umuligt at få befolkningen til at gå med til en fuldstændig afskaffelse, der ville medføre en markant lempelse af den danske udlændingepolitik.

Dansen omkring det retlige forbehold illustrerer på den måde de kortslutninger, der er sket i de to partiers udlændingepolitik.

Socialdemokraterne har erkendt, at der i vælgerkorpset er voldsom opbakning til hovedlinien i regeringens politik, sådan at det ville være politisk selvmord at foreslå dem ændret. Som konsekvens har partiet tilsluttet sig hovedparten af regeringens politik og forsøgt at lægge udlændingepolitikken død frem mod et kommende valg. Derfor løber partiet gang på gang ind i anklagen om populisme: Man accepterer stramningerne, men ingen ledende socialdemokrater ser ud som de rent faktisk mener det.

RADIKALT BLUFFNUMMER

Hvad angår de radikale, er det mærkværdigvis lykkedes partiet at fremstå som garanten for anstændighed og flygtninges retssikkerhed, men set over et længere stræk er det et ganske veludført bluffnummer. For det første har partiet gennem mange år blot indtaget det standpunkt, at netop den seneste stramning er det yderste moralsk forsvarlige. Indtil næste stramning, hvorpå retorikken har gentaget sig. Men det langt større problem er, at de radikale ikke på noget tidspunkt har tænkt fremadrettet. Moralismen har nok gavnet Gallup-tallene, men ikke de fremmede.

Nu skal det være slut med at lade sig dirigere rundt i manegen og krybe langs fodpanelerne, når udlændingepolitikken nævnes. Bolden skal erobres tilbage på centrum-venstrefløjen! Det velmente udgangspunkt, at det er på tide at snakke om andet end flygtninge er sympatisk, men ganske naivt. Det er nødvendigt at tage fat på de vanskelige problemer og sikre realistiske løsninger både nationalt og globalt.

ASYLLOTTO

Vi må overvinde berøringsangsten skabt af et politisk klima, hvor ethvert forsøg på at forholde sig fremadrettet til flygtninge- og indvandrerproblemer udlægges af medier og politikere i uskøn forening som populistisk, en højredrejning, knæfald for Pia Kjærsgaard og i værste fald som en legitimering af Folkepartiets grimme retorik om muslimer og alle de andre fremmede. Konsekvensen er den ulykkelige, at initiativretten på udlængeområdet gennem mere end 10 år har ligget hos Pia Kjærsgaard, og sådan vil det fortsætte i det uendelige, indtil den sidste muslim er sendt hjem. Medmindre S og R går i offensiven.

Og principperne skal tænkes helt forfra. Virkeligheden har nemlig ændret sig kolossalt siden internationale konventioner og dansk asyllovgivning blev lavet: Internettet bringer drømmen om det rige nord direkte ind i den fattigste slum samtidig med at den globale mobilitet er eksploderet. Derfor er en udsigtsløs fremtid blevet til en menneskesmuglings-industri, hvor lottogevinsten er asyl.

Skurken er ikke de fattige, der forsøger at komme herop – hvem ville ikke forsøge det? – men når det gælder fattigdom, skal det bekæmpes med øget udviklingsbistand, fair trade, betingelsesløs gældseftergivelse osv. – ikke med den danske asyllovgivning. Og enhver der kender systemet véd, at tilfældigheder alligevel er mest styrende for hvem der får asyl – glem objektivitet og retssikkerhed. Og glem at de gældende regler holder til fremtidens flygtningestrøm. Omkring halvdelen af befolkningerne i de fattigste lande er unge, der vil give deres højre arm for at spille flygtningelotto.

NYE PRINCIPPER

Udgangspunktet for en centrum-venstre udlændingepolitik kunne for eksempel hvile på følgende grundpiller:

For det første skal asyl fremover kun gives til personer, der er individuelt politisk forfulgte flygtninge. I dag er konventionsdefinitioner på flygtninge så brede, at det grænser til det meningsløse. En sådan skærpelse vil endda være en tilbagevenden til Flygtningekonventionens egentlige intentioner, retssikkerheden vil styrkes både herhjemme og globalt, og menneskesmuglere vil ikke længere kunne udnytte verdens fattige.

For det andet skal vi ændre fokus fra de få flygtninge, der kommer til Europa, til de mange der dør i nærområderne. Regeringen og mange NGOere har allerede skrevet lange og rigtige strategier om styrkelse af nærområder, men foreløbig er der tale om gammel vin på nye flasker, hvor pointen blot er, at genopbygning og udvikling skal tænkes mere sammen efter en konflikt. Det skaber dog ikke meget sikkerhed på kort sigt. Hvis nærområdestrategierne skal gøre en forskel, skal der være vilje til at sætte penge og magt bag de gode intentioner. Europa skal være indstillet på i stigende grad at skabe ”sikre zoner” ved at indsætte fredsskabende styrker i udvalgte konfliktområder. Det vil skabe sikkerhed til de mange flygtninge, der i dag brutalt myrdes blot fordi de tilhører en ’forkert’ etnisk gruppe. Her er en fælles Europa-politik helt afgørende, og derfor skal retsforbeholdet selvfølgelig afskaffes.

For det tredje skal integrationen styrkes. Her er VK-regeringens politik en dundrende fiasko, hvor skattestoppets sparekniv har vægtet langt mere end hensynet til flygtningene. At skabe sig et liv i et nyt land er sværere, end vi andre kan gøre os nogen forestillinger om. Og det hjælper ikke at komme til et land, hvor højrefløjen frit sætter dagsordenen. Integrationsydelsen er for eksempel en skandale, men det er ikke gjort med at ændre den. Der skal bruges mange flere både menneskelige og økonomiske ressourcer på integrationen. Andet kan vi ikke være bekendt, når vi møder mennesker, der har mistet alt. Men S og R må vedkende sig et ansvar, for nedskæringerne kan kun lade sig gøre, fordi et stort flertal har mistet tilliden til at flygtninge reelt er forfulgte. Vi er overbeviste om, at danskerne gerne vil bruge mange flere penge på integrationen og gøre en større indsats for at integrere flygtninge, hvis tilliden til dansk asylpolitik genskabes.

At gennemføre sådanne ændringer er ikke enkelt – men netop så meget desto større er grunden til at vi skal i gang nu. Dansk Folkeparti har haft alt for let spil i alt for lang tid. Og det bliver ikke bedre, før S og R sætter sig ud over dagligdagens politiske trakasserier, dropper de moralske pegefingre, og skaber en udlændingepolitik som har danskernes opbakning! Først når det sker, har vi skabt et troværdigt SR-alternativ til VK-regeringen. Lad os vinde et valg på det!