Søndagsavisen, 26. oktober 2003,

Rasmus Hylleberg, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd

De har pligt til at betale skat, og de kan komme i fængsel, hvis de ikke følger samfundets spilleregler. Men de må ikke være med til at vælge landets statsminister. De virker helt absurd, men sådan behandles 16-årige i dag. Derfor skal valgretten sænkes. Det er på tide, at vi på alle fronter tør tro på, at unge er kritiske og ansvarlige borgere.

Det er der flere gode grunde til. Først og fremmest er 16-årige kvikke nok til at stemme. Unge forholder sig aktivt og kritisk til verden omkring sig og er mindre fordomsfulde end mange andre. Det er en myte, at unge er lette ofre for politisk propaganda eller blot vil kopiere forældrenes stemme (hvornår har vi sidst hørt, at teenagere gør hvad deres forældre siger?).

En sænkelse af valgretsalderen vil motivere 16-årige til at forholde sig konkret til politiske spørgsmål, partiernes holdninger og demokratiet som sådan. Det har man kunnet se i flere tyske delstater, hvor 16-årige har haft stemmeret siden 1996. De 16-årige stemmer mere flittigt end de 18-24-årige, fordi man samtidig har sat ind med oplysning og debat om demokratiet og samfundet. Det må være et eksempel til efterfølgelse, og derfor er det logisk, at indføre valgret ved 16-års alderen, hvor de fleste afslutter folkeskolen. Afslutningen af folkeskolen markerer et naturligt brud i unges liv, og samtidig er det på det tidspunkt, vi som samfund ikke længere kræver obligatorisk undervisning. Det betyder, at vi forventer at unge er klædt på til at være ansvarlige samfundsborgere.

En anden vigtig grund er, at der sker en demokratisk skævvridning de kommende år, hvis flere unge ikke får valgret. I dag er den gennemsnitlige vælger 48 år, og andelen af ældre stiger så markant de næste 25 år, at valgretten skulle sænkes til 12 år, hvis forholdet mellem gamle og unge vælgere skal fastholdes. Det skal det ikke nødvendigvis, men hvis balancen tipper for voldsomt risikerer vi, at den politiske debat reduceres til hofteoperationer, hjemmehjælp og efterlønsordninger. Det er ikke blot et uhyggeligt fremtidsscenarie, men en virkelighed, der er tættere på end vi tror. For eksempel skal regeringens højt profilerede Velfærdskommission rådføre sig med ældreorganisationerne, men ikke med ungdommen.

Nedsættelse af valgretsalderen har altid været en langsommelig sag, der giver anledning til mange bekymringer og løftede pegefingre. Men den største trussel mod vores demokrati er ikke, at unge ikke er kloge nok eller stemmer ’forkert’ - det er at de ikke stemmer. Demokratiet kan ikke lovfæstes, men kræver at hver generation griber det. Lad de 16-årige gribe det!