Politiken, 2. november 2003

Peter Lodberg og Rasmus Hylleberg, hhv. generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og formand for Dansk Ungdoms Fællesråd

Hvis Danmark flyttede blikket fra sin navle og så sig selv i spejlet, måtte det dø af grin. Ordene er Henrik Nordbrandts, og selvom de faldt for mange år siden, er de desværre fortsat ganske aktuelle. Mens vi danskere er blevet rigere og rigere, har regeringen sammen med Dansk Folkeparti valgt at skære ned på udviklingsbistanden til verdens fattigste. Igen.

FALSK VAREBETEGNELSE

Det er et valg, vi ikke forstår, men det er demokratiets vilkår at flertallet bestemmer. Og det accepterer vi, selvom vi vil arbejde hårdt for at Danmark igen skal dele mindst 1 pct. af vores velfærd med udviklingslandene. Til gengæld er det umådeligt vanskeligt at acceptere, at regeringen ikke vil stå ved sin politik og har gjort alt for at bilde danskerne ind, at mindre bistand giver bedre bistand, at færre penge til folkelige organisationer skaber større opbakning og at det ikke gør nogen forskel for de fattige, når Danmark sender færre penge sydpå.

Men værst af alt har det været en fuldstændig håbløs opgave for ikke bare almindelige mennesker, men endda for store organisationer som fx Nødhjælpen og DUF at gennemskue, hvor mange penge der egentlig flyttes fra de fattige til danske hoftepatienter. Regeringen har systematisk forsøgt at lægge røgslør over dens prioriteringer ved at ændre opgørelsesmetoder, omlægge puljer og skabe stor forvirring om sammenhængen mellem finanslovens tal og de politiske udtalelser.

VUPTI, SÅ RØG DER ENDNU EN MILLIARD

Finansloven for 2004 forhandles netop nu, og Ritzau har beregnet, at regeringen sammenlignet med 2003 har lagt op til at spare 649 mio kr. på udviklingsbistanden. Ifølge udenrigsminister Per Stig Møller er der dog ikke tale om en besparelse på udviklingsbistanden, fordi ”faldet skyldes især de faldende flygtningeudgifter”. Svaret skaber dog ingen klarhed, men er bedste ’goddag mand økseskaft’ stil. Sagen er jo, at regeringen selv valgte at indregne udgifter til flygtninge for at camouflere en tidligere besparelse, hvorefter regeringen bekræftede, at der ikke skulle skæres yderligere på udviklingsbistanden – det antog vi var med udgangspunkt i regeringens egne opgørelser. Men nu ændrer man metode igen – og vupti, så er der stadig ikke sparet på de fattige, selvom der vel rundt regnet mangler en milliard eller to.

Den slags omskrivninger af virkeligheden giver demokratiet vanskelige vilkår. Regeringen efterlyser selv mere folkelighed og debat om bistanden, men hvordan forestiller man sig at man kan engagere folk om noget, der er fuldstændig uigennemskueligt, og hvor man fra politisk hold gør alt for at skjule sin egen politik?

Hvis regeringen forventer en god og saglig debat om bistanden – hvad vi helst vil bidrage til – skal retorik og kendsgerninger hænge bedre sammen. Det nytter ikke at kalde nedskæringer for omprioriteringer eller at sælge en planløs sparerunde fra 2002 som en ’tættekamsunder-søgelse’, og det er simpelthen under lavmålet at bilde folk ind at mindre bistand giver bedre bistand, hvad der været et af regeringens mantraer. Vi påstår heller ikke omvendt, at mere bistand giver bedre bistand. Kvaliteten skal vi diskutere og løbende forbedre uanset hvor mange eller få penge vi bruger på udvikling.

AMBITION OM DANSK MIDDELMÅDIGHED?

Når det gælder niveauet for dansk udviklingsbistand, kan vi fortsat være stolte over vores globale bidrag, hvis vi sammenligner os med andre. Problemet er bare, at det langt fra er ambitiøst nok, når udfordringen er at sikre et flertal af verdens befolkning et værdigt og tåleligt liv. Derfor er det vigtigt, at Danmark ikke søger det middelmådige og gennemsnitlige – det accepterer regeringen jo heller ikke på andre områder! – men at vi er det gode eksempel og den moralske bannerfører for en mere retfærdig verden.

Efter 11. september 2001 talte alle om, at verden var blevet et skæbnefællesskab. Det har afgørende betydning for vores sikkerhed, hvordan vi behandler resten af verden. Hvis man ikke har noget at tabe, bliver man en tikkende bombe. Det er så utrolig banalt – og alligevel fortsætter vi med at gøre som vi altid har gjort.

STATSMINISTERENS MARSHALLPLAN?

Men måske er der håb forude. Statsministeren taler begejstret om en ny Marshallplan i et af de nye kapitler i bogen ”I godtvejr og storm”. Måske har ingen endnu fået nævnt for regeringen, at Marshallhjælpen langt overgår niveauet for dansk udviklingsbistand. USA brugte helt op til 2 pct. af deres bruttonationalprodukt på at hjælpe Europa på fode igen efter Anden Verdenskrig. I dag er fattigdømskløften historisk dyb, men en ny Marshallplan kan skabe håb og løfte milliarder ud af fattigdom.

Det er meget klogt blevet sagt, at ”hvis man synes uddannelse er dyrt, så skulle man prøve uvidenhed”. Alt for mange vokser op som analfabeter, underernærede og uden håb for fremtiden – den eneste bagage er ofte en række bristede illusioner. Spørgsmålet burde derfor ikke være, om vi har råd til at fastholde en høj udviklingsbistand, men om vi har råd til at lade være. Det kommer til at koste os dyrt, hvis Danmark sammen med andre rige lande nedtrapper indsatsen for at sikre en mere retfærdig global udvikling.

BRØDRE ELLER TÅBER...

Derfor er det ikke blot trist, hvis et flertal i Folketinget fortsætter med blot at se udviklingsbistanden som en konto, hvorfra der kan hentes penge, når enderne i statens budget ikke vil hænge sammen. Det er også dumt. En amerikansk præsident har engang sagt, at ”vi må leve sammen som brødre – eller gå til grunde som tåber”. Det er vilkårene i den globale landsby.

Der er hårdt brug for ærlighed og saglighed på bistandsområdet. Der er brug for gennemsigtige principper. Der er brug for tal, der kan sammenlignes årene imellem. Hvis regeringen vil spare på verdens fattige, må den stå ved det. Det håber vi til gengæld ikke, at den gør.