Berlingske Tidende, kronik 1. december 2003

Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen og Rasmus Hylleberg, formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Generationskampen er blæst i gang. Hvem skal score fremtidens velfærdskasse? Debatten om velfærdssamfundet raser. Eksperterne kræver voldsomme reformer og nedskæringer på velfærden, politikerne vil ingenting, interesseorganisationerne har travlt med at pege fingre af hinanden, når besparelsesforslagene luftes – og danskerne, ja de er ved at være både forvirrede og utrygge.

Især skal vi passe på at der ikke opstår en velfærdskløft mellem unge og gamle. Ældre foreslår helst besparelser på uddannelsesstøtte og børnecheck, mens unge sætter fokus på ”ældrebyrde”, folkepension og efterløn. Den kløft har hverken medier, interesseorganisationer eller partier gjort meget for at nedbryde. Tværtimod. Man ”glemmer” at fortælle, at et stort flertal i alle generationer grundlæggende støtter velfærdssamfundet.

Det afgørende er derfor ikke at vinde generationskampen – det er at få den afblæst igen! Til fordel for både unge og gamle. Ældre er bedst tjent med en veluddannet og ressourcestærk ungdom som besidder overskud, kreativitet og kompetencer til at skabe velstand og velfærd. Det kræver store investeringer! Og ingen unge ønsker et ældre-proletariat, hvor mennesker der har knoklet et helt liv skal sidde fattige, ensomme og glemt. Tværtimod er det vigtigste for familie-velfærden, at bedsteforældrene sikres rammerne til at skabe sig en tryg pensionisttilværelse.

Tilliden og forståelsen – den sociale kontrakt – mellem generationer er velfærdsamfundets grundpille. Derfor er det spild af tid at kaste sig over millimeterretfærdige udregninger om, hvem der scorer gevinsten på generationsbalancen. Det er vigtigere at se fremad.

Når det gælder kampen om velfærden er der både en god og en dårlig nyhed. Den dårlige nyhed er, at det er nødvendigt med reformer af velfærdsstaten og at både unge og gamle må vise sig villige til at spille konstruktivt med. Den gode nyhed er, at Danmark er langt bedre stillet end medierne giver indtryk af. Vi kan sagtens løse udfordringerne uden dramatiske indgreb og uden at afvikle velfærdsstaten undervejs. Men det kræver rettidig omhu.

REFORMER NU, TAK

Til det formål har regeringen udpeget en Velfærdskommission som skal bidrage med reformforslag ultimo 2005 – men mange af præmisserne kender vi allerede. Derfor skal vi ikke udskyde debatten unødigt, det vil blot betyde en forsinkelse af reformerne. Og jo længere vi venter, des mere omfattende vil de blive.

Den afgørende ændring er demografisk. Man taler om fremtidens ”Age-quake” for at illustrere, hvor stor betydningen vil være ved at ældregruppen vokser voldsomt de kommende 20-30 år. Det er glædeligt i den forstand at det skyldes, at mange får en længere og sjovere pensionisttilværelse, men det betyder samtidig at vi skal justere vores økonomi og velfærdsgoder efter det, fordi der vil være færre på arbejdsmarkedet til at opretholde velfærden.

DU SKYLDER 95000 KRONER!

Om 10-15 år vil vi for første gang nogensinde stå i en situation, hvor der er flere personer uden for arbejdsstyrken end inden for på arbejdsmarkedet. Det bliver selvsagt en stor udfordring for de få at skabe velfærd til de mange. Men det kan lade sig gøre, hvis vi får flere i arbejde og afviklet den offentlige gæld. Hver eneste dansker skylder godt 95.000 kr. væk, og alene renterne anløber årligt knap 50 milliarder kr. – det er mange penge som kunne bruges langt bedre.

SKATTESTOP KOSTER VELFÆRD

På begge punkter går det imidlertid den forkerte vej! På blot to år er overskuddet på de offentlige finanser blevet kraftigt reduceret, hvilket betyder at den offentlige gæld nedbringes alt for langsomt. Desuden blokerer skattestoppet for en nødvendig omlægning af skatterne, der vil styrke beskæftigelsen og få flere ud på arbejdsmarkedet. Hvis det lykkes både at nedbringe gælden og få flere i arbejde vil det stort set afmontere den såkaldte ”pensionsbombe”. Som ikke er så eksplosiv endda; f.eks. bruger vi en mindre andel af BNP på folkepensionen i dag end vi gjorde i 1972 – selvom antallet af pensionister er vokset med en tredjedel.

INGEN PANIK

Som sagt betyder det ikke, at vi skal lade stå til. Vi skal blot ikke panikke med krav om hurtige og dramatiske ændringer. I dag kan den enkeltes økonomiske forhold ikke aflæses på fødselsattesten, og ”alderdom” handler mindre om alder end om helbred og funktionsevne. Gruppen af ældre er i dag lige så forskelligt sammensat som den øvrige befolkning, når det gælder økonomi og levevilkår. Det betyder også at vi ved tildelingen af en række velfærdsydelser må se i øjnene, at nogle ældre har en rigtig god økonomi, og kan klare sig selv, mens andre har behov for en betydelig håndsrækning fra det offentlige. Derfor er de fleste ydelser til pensionister da også afhængige af indkomst og i stigende grad også formue, men vi må se på, om der er behov for yderligere justeringer.

Arbejdsmarkedet spiller den helt centrale rolle for velfærdssamfundets fremtidige finansiering – og dermed overlevelse. Der skal være plads til flere på arbejdsmarkedet, de unge skal tidligere ind og de ældre skal blive der længere. Ikke mindst det sidste har med god grund fyldt meget i debatten. Her spiller efterlønnen en rolle økonomisk, men der er behov for at flytte det ensidige fokus fra efterlønnen til hvordan vi indretter arbejdsmarkedet, så der bliver plads til de ældre. Det er f.eks. på tide at alle aldersgrænser for tvungen pension afskaffes, ældre medarbejdere skal have mulighed for fleksibilitet, udvikling og tilpasning, og yngre karriereryttere skal gøre sig større anstrengelser for at skabe et inkluderende arbejdsmiljø.

Når det gælder unge er udfordringen at få flere tidligere ind på arbejdsmarkedet. Det er dyrt, når unge udskyder uddannelsesvalget eller shopper mellem forskellige uddannelser. Pointen er ikke at unge blot skal være skaffedyr hurtigst muligt, men mange unge er selv frustrerede over at spilde deres tid. Unge tilhører en privilegeret generation, fordi de har så mange valg, men mulighederne opleves også som en afgrund af frihed, de ikke kan overskue. Her hjælper ingen trusler om lavere eller korterevarende uddannelsesstøtte. Midlet er en bedre vejledningsindsats og vilje til at tage unge alvorligt – inden de falder gennem systemerne. Og vi skal have endnu bedre – og fortsat gratis! – undervisningstilbud på skoler, gymnasier og universiteter. Kun veluddannede unge kan sikre fremtidens velfærd.

DEMOKRATISK SKÆVVRIDNING

Når det gælder demografien risikerer vi også at få en demokratisk skævvridning. I dag er den gennemsnitlige vælger 48 år, og andelen af ældre stiger så markant de næste 25 år, at valgretten skal sænkes til 13 år, hvis forholdet mellem gamle og unge vælgere skal fastholdes. Det skal det ikke nødvendigvis. Ældre er typisk delt politisk på samme måde som unge er det. Men det kan være en god ide at sænke valgretten for at fremme en bredere politisk debat. Pensioner, hjemmehjælp og efterlønsordninger er vigtige temaer, men det er børnepasning, uddannelse, miljø og forskning også.

Forandringer kræver tryghed. Derfor er det så afgørende, at politikerne melder sig på banen med langsigtede løsninger. Når Nyrups efterlønssag og regeringens dagpengesag har fyldt så meget er det efter vores opfattelse ikke fordi befolkningen ikke er indstillede på reformer, men fordi reformerne listes igennem i sene nattetimer – og ingen ved hvad eller hvem der står for skud næste gang!

PAS PÅ VELFÆRDEN

Så lad os spille med åbne kort, finde langsigtede løsninger og udvikle og ikke afvikle velfærdssamfundet – og lad os frem for alt droppe generationskampen! Det kræver villighed til fra alle sider at droppe politiske rygmarvsreaktioner. Velfærdssamfundet har vi møjsommeligt opbygget gennem 100 år. Det har holdt så længe, fordi vi løbende har været villige til at forandre enkelte hjørner af velfærden for netop at bevare helheden. Og det kan også holde til mødet med det 21. århundrede, hvis vi har modet til fortsat tilpasning – og viljen til at være solidariske med om hinanden!

Vi håber derfor det lykkes at finde opskriften på en social kontrakt, hvor visionen for fremtidens velfærdssamfund følger Grundtvigs ord om at 'få har for meget og færre for lidt' og vi vil tilføje: ung eller gammel er lige fedt.