Politiken, 3. januar 2004,

Rasmus Hylleberg, MF-kandidat (R)

Det er en banal konstatering, at verden ændrer sig, og at det sker ganske voldsomt. Frygten for terror, flygtningestrømme og national sikkerhed har knyttet den nationale og globale politik sammen på nye måder. Det er til gengæld næsten lige så enkelt at konstatere, at Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne ikke har magtet at forholde sig til forandringerne. Man halser efter udviklingen og i mangel af en sammenhængende og troværdig politik klynger man sig til smagsdommere, internationale konventioner og moraliserende pegefingre for at få danskerne til at makke ret.

Men uden held. Måske fordi den politiske inkonsekvens har været åbenlys, på grænsen til det hykleriske. Man har f.eks. stemplet Dansk Folkeparti som ikke-stuerene på hjemmefronten, mens der ingen grænser var for viljen til dialog med Saddam. Det er svært at tage alvorligt.

Fattig strategi

Desværre ser det ud til, at virkelighedsopfattelsen hos oppositionen er den, at alt bliver godt, når danskerne opdager, at regeringen er ved at smadre velfærdsstaten og støtter en brutal verdensorden anført af Bush-tyrannen. Og hvis danskerne ikke erkender det, er det fordi, de er uanstændige. Og skulle det vise sig at være tilfældet, er strategien at håbe på stigende arbejdsløshed.

Udover at det er en ganske fattig strategi, er det også selvbedrag. Danskerne stemmer ikke på de borgerlige, fordi de er selvtilstrækkelige, men fordi der mangler alternativer. Og det haster!

For regeringen og den internationale højrefløj anført af Bush handler den globale dagsorden om sikkerhed og frihed fra de fattige. For os handler det om retfærdighed og frihed til de fattige. Det er en væsentligt forskel, og derfor skal den globale førertrøje genvindes. Men de progressive centrum-venstre kræfter er stødt på grund, fordi man alt for ofte har forvekslet det at have ædle motiver med at have de rigtige løsninger og omvendt; at de forkerte motiver nødvendigvis giver forkerte løsninger.

Danske verdensborgere

Jeg er overbevist om, at danskerne vil være danske verdensborgere. Vi vil gerne tage et større globalt ansvar og betale mere for en retfærdig verden. Men der mangler politisk kampgejst til at vække de mange, der har mistet troen på at det nytter! Det kræver nytænkning og opgør med en række dogmer, hvis vi skal gøre os håb om et snarligt politisk come back.

Når det gælder flygtningepolitikken nytter det ikke at fastholde kampen på den nationale banehalvdel. Oppositionen kæmper Sisyfos-kampe om teknikaliteter i udlændingelovgivningen, mens den halve arabiske verden ifølge UNDP står på nakken af hinanden for at komme til Europa, og et kontinent af desillusionerede afrikanere er klar til at danne bagtrop. Virkeligheden er for længst den, at globale netværk af menneskesmuglere styrer flygtningestrømmene, og at det store flertal af fordrevne aldrig oplever, at Flygtningekonventionen gør nogen som helst forskel for dem. Derfor er det på tide at ændre fokus fra de få flygtninge, der kommer til Europa, til de mange der dør i nærområderne.

Storbritannien har for nylig lanceret et spændende forslag om at oprette ”sikre zoner” i nærområderne. Det vil for alvor gøre det muligt at leve op til Flygtningekonventionens intention om at skabe sikkerhed og burde skabe begejstring på venstrefløjen. Men ganske symptomatisk har holdningen været nølende, og man har fokuseret på at zonerne skulle være i Europa. Som om det var nogen selvstændig pointe.

Slet gælden

Når det gælder udvikling og bistand har oppositionens eneste vision været at genoprette udviklingsbistanden til 1 pct., men vælgerne har for længst mistet interessen under de bureaukratiske sværdslag om DAC-opgørelser og FRESTA-beregninger.

Hvis bistanden skal gøres politisk, skal der kunne ses forskel. Sæt bistanden op til 2, 3 eller 5 pct., slet de fattiges gæld betingelsesløst, indfør globale skatter på valuta-spekulation eller lufttrafik og lad os opbygge milliardstore udviklingsfonde. Samtidig skal der tænkes nyt omkring udvikling. Der skal sættes langt hårdere ind over for de lande, hvor korrupte statsledere modarbejder udviklingen, og stabiliteten og retssikkerheden skal sikres.

Det betyder, at militære bidrag skal tænkes som en integreret del af udviklingsbistanden. USA's Irak-indsats har skabt mulighed for en positiv udvikling, og det er på tide at kombinere massiv udviklingsbistand med fredsskabende styrker. Liberia, Burundi og Burma kunne være oplagte steder at begynde. En sådan sammenkobling vil også bedre afspejle det enkelte lands bidrag til retfærdighed og udvikling. I den forbindelse er det interessant, at hvis man gør det, topper det reaktionære Bush-styre donorlisten!

Afskaf verdens Saddam-kloner

Når det gælder staters suverænitet, skal vi til at spille efter nye regler. Selvom højrefløjens Irak-motiver var dunkle, var interventionen endnu et skridt mod en ny verdensorden, hvor det er mere og mere legitimt at tænke individuelle og kollektive globale rettigheder over den enkelte stats rettigheder. Det er en fantastisk udvikling, men paradoksalt nok stritter ingen imod som ’internationalisterne’! Men der er behov for flere og ikke færre fredsskabende interventioner til at afsætte denne verdens Saddam-kloner.

Når det gælder FN og forholdet mellem magt og ret er kreativiteten lille, hukommelsen kort, og forfærdelsen over Irak-krigen alt for stor. Oppositionen frygter, at den globale retsorden er undermineret, fordi alverdens slyngler har fået carte blanche af Bush og Fogh til at føre krig efter behag. Men det er selvfølgelig noget sludder. Slyngler fører allerede krig efter behag og vil gøre det fremover, hvis det fremmer deres interesser. Den bedste forebyggelse mod krig er ikke flere virkelighedsfjerne FN-resolutionsforslag, men stabile demokratier og retfærdighed. Det fantastiske ved det 21. århundrede er ikke som mange bilder sig ind, at retten vil stå over magten, men at ret og magt konvergerer. Menneskerettigheder, demokrati og markedsøkonomi skaber tilfredse borgere og magtfulde stater.

Denne globale tour de force er selvfølgelig forenklet og ufærdig, men pointen er, at de gamle løsninger har spillet fallit, og at rygmarvsreaktioner og vanetænkning har sat det progressive centrum-venstre ud af spillet. Det er ikke vælgerne, der er dumme, men os der har svigtet. Valget står nu mellem en politisk renæssance, hvor der er mod til at tackle globaliseringen på helt nye måder – eller håbe på at arbejdsløsheden stiger, så Fogh taber Statsministeriet på den konto. Det er muligt det sidste kan lykkes, men det er kortsigtet, det er trist for de fattige, og så er det ironisk, hvis vi der kræver så meget af regeringen, stiller os tilfredse med så lidt.