Politiken, kronik 14. februar 2004

Rasmus Hylleberg, MF-kandidat (R) og fhv. formand Dansk Ungdoms Fællesråd

Selvom der snart er gået et år siden Irak-krigen begyndte (og sluttede), har debatten stort set ikke flyttet sig fra det temmelig trivielle spørgsmål om, hvorvidt der stadig er masseødelæggelsesvåben i Irak. Forhåbentlig kan Folketingets kommende Irak-høring ændre på det og bidrage til, at vi tager ved lære af forløbet. Især er der behov for, at modstanderne af krigen ser kritisk på deres humanitære svigt og inkonsekvente argumenter.

Irak-krigen udmærkede sig ved det paradoksale forhold, at den med Blair som stort set eneste undtagelse blev støttet og gennemført af reaktionære, borgerlige kræfter som normalt ikke interesserer sig synderligt for menneskerettigheder og global retfærdighed. Det er især Bush-høgene, men det gælder også herhjemme, hvor Fogh-regeringens internationale engagement, når bortses fra Irak, primært har bestået i at fodre Dansk Folkeparti med de stadig færre og færre udviklingsmidler. Modsat var de normalt så stærke tilhængere af højere udviklingsbistand, global retfærdighed og humanitære interventioner imod krigen, herunder oppositionen, de humanitære organisationer og et flertal af intellektuelle (fremover globalisterne som samlebetegnelse).

Når stort set alle er enige om, at Saddams fald fra magten var godt, bør det give anledning til voldsom selvrangelse blandt modstanderne. Havde de fået deres vilje, havde de sikret Saddams fortsatte levebrød som statsautoriseret massemorder. Når det gælder det tilsyneladende fravær af masseødelæggelsesvåben (WMD), som modstanderne har fokuseret så ensidigt på, er den ironiske pointe nemlig, at det lægger et endnu større ansvar på globalisterne for deres holdninger op til krigen. I dag står det klart, at våbeninspektørerne på et tidspunkt ville have konkluderet, at Saddam bluffede og ikke havde WMD – dermed var grundlaget for krigen, snarere end Saddam, bortfaldet.

Præsidentens checkliste over gode grunde til at føre krig... Men andre burde måske have hjulpet ham...

Logikken som har drevet debatten om WMD efter krigen, er imidlertid vendt helt på hovedet. Modstanderne har fastholdt, at de manglende WMD underminerer grundlaget for krigen – for så vidt at våbnene var argumentet – men det er forkert. Det er forbavsende, hvordan medierne ukritisk har løbet efter den dagsorden. Faktum er, at der har været masseødelæggelsesvåben i Irak, at Saddam havde brugt dem, og at han ikke ønskede – som flere FN-resolutioner krævede – at dokumentere, om han havde destrueret dem. Da David Kay, den amerikanske våbeninspektør, trådte tilbage for nylig, sagde han, at ”Saddam sandsynligvis havde bluffet med hensyn til sine masseødelæggelsesvåben for at fastholde en aura af magt” (Politiken 29.1). Men Sikkerhedsrådet havde god grund til at tro, at Irak havde WMD, og at Saddam ville bruge dem, hvis det var opportunt.

Den relevante pointe er imidlertid, at ansvaret for at dokumentere et fravær af WMD helt og holdent var Saddams. Med den viden vi har i dag, ser det ud til, at han bluffede, fordi han håbede og vel forventede, at FN også bluffede, selvom Sikkerhedsrådet havde truet med ”serious consequences”, hvis han ikke fremlagde dokumentation for at våbnene var ødelagt. Det tankevækkende er, at strategien var ved at lykkes. Et stort flertal var indstillet på, at FN skulle fortsætte med at gøre gode miner til slet spil, heldigvis med USA og Storbritannien som afgørende undtagelser. Derfor kom krigen.

Såvidt WMD. Det er mere interessant at se på, hvorfor globalisterne ikke gjorde alt hvad de kunne for at skabe opbakning til en humanitær intervention til fordel for irakerne i stedet for at gøre WMD til en afgørende præmis for at fjerne en af verdens største tyranner. En intervention ville samtidig være endnu et vigtigt skridt mod en styrkelse af menneskerettigheder på bekostning af staters suverænitet.

Blandt de væsentligste argumenter imod var, at krigskoalitionen brød med international ret og splittede FN og Europa. Imidlertid kan man med lige så god ret hævde, at det var modstanderne som ignorerede internationale retsprincipper og splittede FN og Europa. Når det gælder spørgsmålet om krigens legalitet, er det nemlig meget enkelt at besvare: Vi ved det ikke. International ret har udviklet sig kolossalt hurtigt de seneste 10 år, og derfor er de internationale spilleregler i høj grad pionerland. Velanskrevne jurister har argumenteret både for og imod krigens lovlighed, og derfor var det i sidste ende en politisk beslutning – et ansvar som flere politikere desværre ikke havde modet til at tage på sig. Dermed blev splittelsen af FN en selvopfyldende profeti, resultatet af en magtkamp som ovenikøbet blev taget af de forkerte grunde.

En humanitær indvending var f.eks., at krigen ville blive blodig og koste måske hundredtusinder irakere livet. Da skrækscenarierne viste sig at være voldsomt overdrevne krystalise-rede der sig to modstands-grupperinger. Den ene gruppe hævdede, at krigen selvfølgelig havde været acceptabel, hvis argumentet blot havde været humanitært. Den anden gruppe hævdede, at krigen heller ikke kunne forsvares humanitært, fordi der ikke pågik aktuelle massakrer (og mange hævdede begge dele, selvom det var inkonsistent).

Problemet med det første argument er imidlertid som nævnt ovenfor, at ingen af modstanderne selv argumenterede for krigen ud fra et humanitært perspektiv. Globalisterne kæmpede udelukkende for at skaffe daværende våbeninspektør Hans Blix mere tid (til at finde ud af at der ikke var våben) – ikke for at sikre en humanitær intervention til fordel for de undertrykte irakere. Det betød reelt, at modstanderne af krigen var tilfredse, hvis Saddam blot havde våben til fortsat at undertrykke sin egen befolkning, men ikke til at undertrykke nogen uden for Iraks grænser. En variant af dette argument var, at krigen var illegitim, fordi undertrykkelsen foregik inden for landets grænser. Sålænge Saddam blot henrettede irakere var det okay, men hvis han angreb kuwaitere var det i strid med international lovgivning. Det forekommer at være et temmelig anakronistisk synspunkt, og det er vanskeligt at se, hvordan det kan forenes med globalisternes holdninger til menneskerettigheder og global retfærdighed.

Hertil indvender modstanderne, at det var Bush, der som krigsfører havde ansvaret for at argumentere humanitært. Problemet med det argument er imidlertid, at tilhængerne af humanitære interventioner dermed skulle pantsætte deres politiske holdninger hos Bush og hans kumpaner, en flok indskrænkede og reaktionære koldkrigere, som er mere optaget af oliepriser og aktiekurser end af retfærdighed. Det er helt absurd og utænkeligt i anden sammenhæng, at vi skulle sætte vores lid til Bush’s evne og vilje til at tænke så progressivt. Forestillingen om fælles motiver som grundlag for politiske beslutninger vil desuden lamme enhver lovgivningsproces, hvadenten den er national eller international. Skulle vi f.eks. være imod amerikansk udviklingsbistand, hvis den gives af de forkerte grunde? Nogle globalister vil måske hævde, at de er imod humanitære krige generelt, men et stort flertal havde støttet (lovligt tvivlsomme) interventioner i f.eks. Rwanda i 1994, Bosnien i 1995, Timor og Kosovo i 1999 og Afghanistan i 2001.

Hvad angår argumentet om, at der ikke var pågående eller overhængende fare for massedrab, er globalisternes inkonsistens om muligt endnu større, eftersom et af 1990s slagord har været forebyggelse af konflikter – med globalisterne som drivkraft. Amerikanerne og den hjemlige højrefløj er gennem mange år berettiget blevet anklaget for at reagere for sent på konflikter om overhovedet. Nu var højrefløjene for en gangs skyld villige til at forebygge massedrab, mens globalisterne ganske opsigtsvækkende hævdede, at Saddam helst skulle slå flere ihjel, inden det var legitimt at afsætte ham.

Endnu en forsimplet og fremtrædende indvending mod krigen var, at Bush-regeringens motiv i bund og grund handlede om olie. Selvfølgelig gjorde krigen det, men det var temmelig irrelevant. Ikke blot fordi vi som nævnt ovenfor ikke kan pantsætte vores politik hos mindste fællesnævner, men især fordi det er dybt problematisk, hvis globalisterne mener, at det diskvalificerer en velbegrundet humanitær intervention, hvis humanitære og økonomiske interesser er sammenfaldende. En mere kynisk betragtning er tværtimod, at det er en fordel for ofrene, når det er tilfældet. Lad mig give et eksempel: For 10 år siden stod jeg på grænsen til Rwanda, mens folkemordet på 1 million tutsier blev skudt i gang, og de internationale fredsstyrker havde travlt med at komme væk. Verden svigtede Rwanda, fordi der ikke stod noget på spil for Vesten. Mange af mine rwandiske bekendte ville ønske, at de havde haft olie.

Der var således ingen gode grunde til ikke at afsætte Saddam. Men en vunden krig er kun en halv sejr, hvilket globalisterne ikke har været sene til at påpege. Til gengæld har de denne gang ret! Sejren skal måles på om freden vindes. Det bliver en stor udfordring, men det kan lade sig gøre, hvis vi vil, illustreret ved følgende citat:

”Vi har tabt freden … bitterheden på amerikanerne er overvældende. Frihed betød ikke frihed fra undertrykkelse – for civilbefolkningen betyder det blot usikkerhed overfor den forbryderstat, der er ved at udvikle sig”.

Ordene omhandler ikke Irak, men er fra en artikel i det amerikanske tidsskrift Life i 1945 om efterkrigstidens Europa, hvor freden endnu ikke var vundet. Hverdagen var barsk og fremtiden usikker, og de nye udfordringer fik hurtigt mange til at glemme, den forfærdelige fortid, hvor nazismens gaskamre havde hærget Europa. Medierne satte fokus på alt det som kunne gå galt, mens de større perspektiver for en fredelig og demokratisk udvikling alt for hurtigt fortabte sig. Amerikanerne fik ingen særlig tak for deres bidrag til at sikre fred i Europa, men hurtigt skylden for alle de efterfølgende problemer. På den måde er parallellen til Irak desværre kun alt for tydelig. Proportionerne er helt forvrængede.

Imidlertid er det ingen selvfølge, at Irak udvikler sig som Europa. Det kræver at stabiliteten udbygges, så tilliden langsomt kan spire og freden rodfæste sig. Det er katastrofalt, hvis der opstår et magttomrum, hvor de forskellige etniske og religiøse grupper begynder at kæmpe om magten, hvilket vil ske, hvis der opstår den mindste tvivl om verdenssamfundets vilje til at vinde freden. At det ikke sker, kan kun fortsat amerikansk tilstedeværelse sikre.

Bush-regeringen har ganske vist grebet mange ting forkert an, men det er ikke let at genopbygge et hærget og fattigt land som Irak – og amerikanerne har stået alt for alene. Globalisterne har haft mest travlt med at kritisere genopbygningen, og medierne giver indtryk af et land på sammenbruddets rand, men virkeligheden er langt bedre end sit rygte, og et flertal af irakerne glæder sig over de mange daglige fremskridt, hvilket bla. den bredt respekterede Irak-ekspert Kenneth Pollack for nylig har berettet om (se www.foreignaffairs.org). Franskmanden Bernard Kouchner, der var FNs første administrator i Kosovo, har endvidere i et nyligt interview med Newsweek mindet om, at Kosovo efter seks måneders ”fred” stadig havde omkring 40 drab om ugen – et tal der relativt set langt overstiger volden i Irak – og Bosnien er stadig sprængfarligt, selvom krigen formelt sluttede for næsten 10 år siden.

Det er i den forbindelse nærmest tragi-komisk, at globalisterne gennem 50 år har forsøgt at overbevise højrefløjen om at udvikling tager tid, men nu forlanger man, at USA skaber ro og orden næsten som Gud skabte Jorden: på 7 dage. Et realistisk bud er snarere, at det vil tage 7 år eller måske endda 17. Det bliver ikke sjovt fremover, hvis NGOerne og os andre, som ønsker en højere dansk udviklingsbistand, skal evalueres efter samme målestok, som globalisterne har ønsket at måle Bush-regeringen på.

Det er altså helt afgørende, at forberede sig på det lange seje træk. Irakerne (muslimerne) er nøjagtig lige så disponerede for demokrati, frihed og retfærdighed, som vi europæere er det, men efter årtiers undertrykkelse vil det tage mange år at opbygge tillid og stabile institutioner, hvilket er fundamentet for ethvert demokrati. Det farligste på kort sigt vil derfor være, hvis magten overdrages til irakerne, som mange argumenterer for at den skal. Hvordan forestiller man sig, at ansvaret for genopbygningen og styringen af Irak kan overlades til irakerne efter blot 15 måneder, når det lille og homogene Østtimor var under FN-administration i 2 år, Bosnien i 7 år, og Kosovo og Afghanistan fortsat er styret af Vesten? Den store udfordring bliver ikke at få ”besættelsesmagten” ud, men at få den til at blive og gøre arbejdet færdigt!

I den forbindelse er det værd at minde om, at det ikke er koalitionsstyrkerne, der har skabt den irakiske ustabilitet. Afsættelsen af Saddam har blot rykket datoen nogle år frem, men ustabilitet vil ramme ethvert samfund som begiver sig ud på den sprængfarlige tur fra diktatur til demokrati. Tværtimod er det Iraks chance, at nogle lande er indstillede på at stille fredsbevarende styrker til rådighed for at støtte overgangen. Den luksus har mange andre lande ikke haft.

Overordnet er der altså grund til at glæde sig over at Saddam blev fjernet, og at Irak nu har fået mulighed for at udvikle sig i en positiv retning, sådan som den hårdtprøvede irakiske befolkning har fortjent. Højrefløjens motiver var måske usympatiske, men dog temmelig konsekvente og i hvert fald ikke overraskende. Det alvorligste problem er, at globalisterne lod højrefløjen sætte dagsordenen, og intellektuel dovenskab medførte et splittet verdenssamfund, hvilket har fået den ulykkelige konsekvens, at opbygningen af Irak er gjort mere vanskelig.

Irak-høringen er således meget velkommen. Der er al mulig grund til at modstanderne foretager en kritisk selvransagelse af indsatsen op til, under og efter krigen. Heldigvis kan vi samtidig glæde os over, at Irak trods alt er på vej mod freden.