Berlingske Tidende, 27. februar 2004

Rasmus Hylleberg, MF-kandidat (R)

”Man skal være mere end blind og naiv for ikke at se faren i islam”. Sådan sagde Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl umiddelbart efter 11. september 2001. Terrorangrebet viste sig at blive en god anledning til at puste til fordommene om islam. Siden har ”islam-fobien” bredt sig. Godt hjulpet af flere intellektuelle er det lykkedes at give fordommene en videnskabelig indpakning, så det ikke længere kun er en lille skare af danskhedens disciple, der frygter muslimerne.

Problemet er ifølge ”islamofoberne” (dem der frygter islam), at islam er ramt af ”Koranmuren”, altså at muslimer er bundet på hænder og fødder af Koranens middelalderlige bud, og dermed er uforenelig med et moderne samfund. Det er ironisk nok et synspunkt som islams kritikere deler med de muslimske fundamentalister, men det gør ikke synspunktet mere rigtigt.

At henholde sig til Koranen i bestræbelserne på at dokumentere fordommene om islam er på den ene side rimeligt, eftersom muslimer selv tager udgangspunkt i Koranen, når de skal udlede den rette levevis. På den anden side er det forbavsende, at forestillingen om Koranmuren har fået så stor gennemslagskraft. Koranen er på samme måde som f.eks. Bibelen fyldt med modsætninger og åben for subjektive tolkninger. En god tommelfingerregel er derfor, at henvisninger til Koranen siger mere om dem, der udvælger og bruger citaterne, end de siger om islam.

Koranmuren er derfor en illusion. Nøjagtig på samme måde som forestillingen om ”Pave-muren” var det for 40-50 år siden, hvor mange anså katolicismen for at være en barriere for udviklingen af demokrati. Derfor findes svaret på islams fundamentalisme ikke ved at gå 1400 år tilbage til profeten Muhammeds tid. Problemet er ikke, at islam er ramt af Koranmuren. Det er at Mellemøsten aldrig kom med på den demokratiseringsbølge, der efterfulgte den rigtige murs fald: Berlinmuren.

Det bliver endnu mere klart, når man ser på islam uden for Mellemøsten – hvor flertallet af verdens muslimer bor. De fire største muslimske lande er Indonesien, Bangladesh, Pakistan og Indien med tilsammen halvdelen af verdens 1,2 mia. muslimer. Indonesien har haft en af de højeste økonomiske vækstrater gennem 25 år, og alle fire lande har haft folkevalgte kvindelige premierministre. Inden Afghanistan blev en slagmark var 40 pct. af landets læger kvinder. Der kan gives mange flere eksempler på, at islam ikke lever op til fordommene. Pointen er dog blot, at den markante forskel på muslimske landes udvikling næppe kan forklares ved yderligere Koranstudier. Islams problem er ikke historisk, men sørgeligt aktuelt.

Når de fundamentalistiske bevægelser har en stor tiltrækningskraft skyldes det især, at islam udgør det eneste alternativ til en politisk virkelighed, hvor enhver opposition brutalt slåes ned. Islamisterne tilbyder de unge en hovedrolle i deres eget liv og fungerer som et talerør for deres frustrationer. Og dem er der mange af! Omkring 70 pct. af araberne er under 30 år og er desperate over udsigten til en fremtid med fattigdom, undertrykkelse og arbejdsløshed – og de står på spring til at blive morgendagens terrorister, hvis de ikke tilbydes andre alternativer.

Saddam Husseins fald i Irak kan dog blive vendepunktet og få samme betydning for Mellemøsten, som Berlinmurens fald fik for resten af verden. Ifølge FN drømmer mere end halvdelen af Mellemøstens unge om at komme til Vesten. Det er ikke, fordi de hader vores værdier og opfatter USA som den store Satan. Det er fordi de véd, at et moderne samfund er nøglen til en bedre fremtid. En fredelig udvikling i Irak vil give håb til en generation af desillusionerede arabere – og dermed underminere fundamentalisterne.

Det ironiske ved kampen mod islam er, hvor meget ”islamofoberne” og de muslimske ekstremister har tilfælles. De klynger sig til enkle remser fra Koranen, hader nutidens kompleksitet, og drømmer om en fortid som aldrig har eksisteret. I et globaliseret 21. århundrede er det en sikker blindgyde. Koranmuren vakler.