Kristeligt Dagblad, 31. marts 2004

Rasmus Hylleberg, MF-kandidat (R)

En af de største amerikanske præsidenter, Franklin D. Roosevelt, sagde engang, at mennesket ikke er fange af skæbnen, men kun af dets egne begrænsninger. Det er desværre en sandhed, som den borgerlige regering efterhånden kun udstiller alt for tydeligt. Regeringen er kørt fast, bedst illustreret med ”kulturkampen”, hvor ambitionen desværre ser ud til at være reduceret til at holde de kulturradikale nede, muslimerne ude og Dansk Folkeparti inde.

Kampen startede ellers lovende med et modigt opgør med ekspertvældets holdningstyranni. Det var befriende med en statsminister, der udtrykte tillid til almindelige menneskers sunde fornuft, og som turde udfordre det politisk korrekte hylekor, der tolkede menneskerettigheder lige så rigidt og virkelighedsfjernt, som muslimske fundamentalister tolker koranen. Og det tegnede godt, da regeringen lagde op til at nytænke udviklingsbistanden, udfordre NGO’erne på deres folkelighed, og stramme udlændingeloven. Det var tiltrængt, at regeringen ville styrke fagligheden i uddannelsessystemet, og skattestoppet var en god ide til at signalere en vilje til at rydde op i den vildtvoksende tilskuds- og fradragsjungle, som velfærdsstaten har udviklet sig til. Det var tid til forandring, da VK-regeringen tiltrådte.

Men ak. Siden er skuffelserne desværre væltet over hinanden. Tid til forandring er blevet tid til forstening, og forsøget på at sparke kulturkampen i gang har blot afsløret den borgerlige afmagt. Tillid til danskerne er blevet til øget kontrol, højere faglighed er blevet til mere bureaukrati, det liberale frisind er blevet til sorte fordomme om især islam, færre flygtninge er ikke blevet til bedre integration, løfterne om bedre bistand er blevet til mindre bistand og afspejler en uforskammet ligegyldighed med de fattige og hånlig bedrevidenhed over for de folkelige organisationer. Og skattestop er blevet til et næsten perfekt gennemført tankestop.

Det sidste er en eklatant fadæse så meget desto mere som det efterhånden er det eneste regeringen klynger sig, når den skal forsøge at sælge sin såkaldte ”kontrakt” med vælgerne som en succes. Skattestoppet har nemlig ikke disciplineret regeringen, tværtimod fosser pengene ud af statskassen, fordi regeringen ikke har magtet at gennemføre et udgiftsstop. Statsminister Anders Fogh Rasmussen leger julemand for lånte penge, da regeringen blot sender regningen videre til kommende generationer, og så er det jo ingen stor kunst at fastfryse eller endda sænke skatten som det senest er sket. I dag er renterne på gælden omkring 50 mia. kr. årligt; penge som vi i stedet kunne bruge til at skabe bedre velfærd for flere. Tænk, at det er kommet så vidt, at en borgerlig-liberal regering er begyndt at konkurrere med venstrefløjen om at føre ansvarsløs økonomisk politik – og det fortsætter med at gå den forkerte vej.

Det har vi ikke råd til. Tværtimod er det nødvendigt med politisk kreativitet og konkrete reformer, ikke tankestop, perspektivløse vælgerkontrakter, og flosker om en kulturkamp som regeringen alligevel ikke gider eller magter at udkæmpe. Det er nødvendigt med en skattereform, hvor indkomstskatten sænkes markant, så vi kan få flere i arbejde. Der er behov for reformer på boligmarkedet, der i de større byer har udviklet sig til et mafialignende foretagende, og det er på tide at se på efterlønnen og de automatiske aldersbetingede ydelser til ældre. Det er ikke rimeligt, at pensionister får offentlig støtte til alt muligt, selvom de i forvejen er millionærer og tjener mere end kassedamer. På alle områderne har Det Radikale Venstre fremlagt gode social-liberale forslag til fri afbenyttelse, men tankestoppet handlingslammer desværre regeringen.

Men regeringen skuffer ikke kun på det økonomiske område. Den har også været en fiasko, når det gælder den liberale grundtanke om frihed, ansvar og tillid til den enkelte. Et løfte om at gøre op med regeltyranni og bureaukrati er blevet til forbudstyranni og kontrol. Regeringen fører sig frem med krav om nul-tolerance over alt – undtagen når det gælder ministrenes egne dumheder – og lovgiver om stort og især småt, men symbolpolitikken går sin sejrsgang uden at tage fat på de grundlæggende udfordringer.

Inden for det offentlige er der behov for færre regler og mere tillid. Lad os slippe pædagoger, lærere, hjemmehjælpere, politifolk, sygeplejersker og andre offentlig ansatte fri, så vi får en offentlig sektor, hvor lysten igen kommer til at drive værket. Slip også det mangfoldige foreningsdanmark fri. Under stor fanfare nedsatte statsministeren for længe siden et ”tæskehold” med kulturministeren for bordenden til netop at banke bureaukrater og ministerkolleger på plads, men foreløbig er det kun tæskeholdet, der har fået tæsk. Ikke en eneste succes kan kulturministeren fremvise på den konto, og det frivillige Danmark er endnu engang spist af med gode intentioner og endnu flere regler!

Den tyske kansler Willy Brandt sagde engang, at det kræver mere mod at ændre sin mening end at forblive den tro. Det er desværre det mod regeringen mangler, og det ser ud til at både skatte- og tankestop derfor fortsætter længe endnu. Regeringens kulturkamp har udviklet sig til småborgerlig kulturklynk blottet for fantasi, visioner og ideer. Derfor er det nødvendigt, at vi får en ny regering, der vil nedbryde skranker og fordomme, opbygge tillid og tryghed og skabe danske verdensborgere. Det er tid til forandring.